Torsdag d. 27. februar 2020, Kl. 19:30 til kl. 22:00

Foredraget er med billeder og vil sætte fokus på en af de kirkekunstnere, som på en markant og nytænkende måde har været med til at forny kirkekunsten. Arne Haugen Sørensens billeder er aldrig traditionelle eller ”pæne”, men de er nøgterne, alt det overflødige er skrællet af, så vi kommer ud til kanten – og ind til kernen af hvad der er på spil, når det gælder tro og eksistens og kristendommens røde tråd. Vi gennemgår udvalgte værker – og søger sammen ind til motivkredse som: Uddrivelse, vandringsmand, Isak, bebudelse og fødsel, Judaskys, kors og opstandelse.

Desuden vil foredraget til sidst sætte fokus på de nye værker som er købt til Sognegården både af denne kunstner samt af Adi Holzer, som arbejder fantasifuldt og farverigt med motiver, der også rummer åndelige og kristelige emner.

Bent Andreasen er sognepræst ved Trinitatis Kirke og teologisk konsulent i Haderslev Stift.

Sted
Sognegården Lokale A+B+C, Taulov Kirkevej 50, 7000 Fredericia, Danmark