Prædiken til 1. søndag i fasten 2017

Matt 4, 1-11

 

At være menneske er at leve spændt ud mellem godt og ondt. Det er at leve sit liv i en modsætningsfyldt tilværelse Der findes så meget godt i verden og i vores liv. Og der findes så meget ondt og livsødelæggende. Vi kender til kærligheden, medfølelsen og empatien. Og vi kender også til ligegyldigheden, til mistroen, til brutaliteten. Vi lever spændt ud mellem godt og ondt og derfor er de to fristelses fortællinger, som vi har hørt her i dag, meget nærværende og relevante. De bibelske fortællinger giver os et sprog til at tale om den kampplads, der findes i livet og i ethvert menneske. Kamppladsen mellem det gode og det onde. Mellem Gud og djævel, for nu at bruge det bibelske sprog.

 

 

Den første fristelsesfortælling, vi hørte i dag, det er den fra Det gamle Testamente om Adam og Eva. En mytisk fortælling, som ikke handler om noget, der engang skete i en fjern fortid, men derimod handler om noget, der sker hele tiden. Adam betyder slet og ret menneske. Det er en fortælling om at mennesket – ethvert menneske - møder det ondes fristelse og ikke formår at holde stand. Det er en fortælling om mistillid, der kiler sig ind og skaber afstand. Det er en fortælling om mennesket, der peger fingre og forsøger at skyde skylden væk fra sig selv og over på andre. Det er en fortælling om mennesket, der forsøger at gøre sig selv lidt større og skaffe sig magt og kontrol over tilværelsen. ”Vil du ikke gerne blive som Gud”? lyder fristerens spørgsmål i fortællingen. Det er fortællingen om mennesket, der vil være Gud.

 

Men det er heldigvis ikke den eneste fortælling vi får.

I den anden fortælling, fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen, der går bevægelsen den modsatte vej. Det handler om Gud, der vil være menneske. Det handler om Jesus, Guds søn, der tager menneskets vilkår på sig.

Og som frasiger sig magten og står 100 procent solidarisk med mennesket i al dets skrøbelighed.

 

Jesus er i ørkenen. Han har fastet i 40 dage. Og efter den lange faste, midt i sulten og trætheden, der kommer fristeren så og siger ”Hvis du er Guds Søn, så tryl stenene der om til brød”. Det lyder så tilforladeligt. Hvad skulle der kunne ske ved det? Det skader ikke nogen. Hvad godt skulle der være i at sulte? Er det ikke tværtimod godt, når et menneske bliver mæt? Jo, det lyder virkelig bare godt.

 

Men Jesus gennemskuer at det er en fristelse, som ikke handler om mad, men om noget, der stikker meget dybere. For det er i virkeligheden fristelsen til at flygte fra den menneskelige skrøbelighed. Flygte fra svagheden. Det er fristelsen til at vælge menneskelivet fra og gemme sig bag guddommelig magt for at gøre livet lettere for sig selv. Men hvordan skulle Jesus kunne være frelser for sultende og svage mennesker hvis han ikke selv gennemlevede sulten og svagheden på egen krop?

 

Den næste fristelse er i bund og grund udtryk for det samme. Det er en fristelse, der handler om sikkerhed og usårlighed. Kast dig ud fra den høje tinde, lyder fristelsen, og bevis din guddommelighed ved at lade Guds engle gribe dig. Langt senere lægger disciplen Peter stemme til den samme fristelse. ”Du skal da ikke lide og dø, Jesus”. Men Jesus genkender Peters ord som en djævelsk fristelse. Og da Jesus hang på korset kom den igen. ”Hvis du er Guds Søn, så stig ned fra korset”, sagde folk.

 

Jesus falder ikke for fristelsen til at sikre sig usårlighed og sikkerhed. Han falder ikke for fristelsen til at undgå lidelse og død. For hvordan skulle han kunne være frelser for sårbare mennesker, der lider og dør, hvis han ikke selv går samme vej?

 

I den tredje fristelse nægter Jesus at gøre knæfald for den onde og få magt på den ondes betingelser.

Det onde bliver modsagt. Jesus levede et liv, hvor han hele tiden var til for andres skyld. Han gav sig selv hen til andre i omsorg og var aldrig sig selv nok. Han levede i sårbarhed, og han blev udsat for ondt, men han blev ikke selv ond af det. Derfor fik det onde aldrig magten over ham. Det onde er ikke den stærkeste magt i verden.

 

Først efter at Jesus var gået gennem lidelsen og smerten og døden, der kunne han sige: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. (Vi skal høre ordene, når vi holder dåb her efter prædikenen)

Først da han havde gået kærlighedens vej helt til ende – gennem døden – da kunne han med rette modtage magten fra den eneste som har al magt – nemlig Gud. Og det er en magt, der ikke beror på tvang, men en magt som forvandler gennem kærlighed.

 

Hvis vi kun havde den første fristelsesberetning, fortællingen om Adams og Evas fald, så var der ikke meget at håbe på. Men fordi vi også har fortællingen om Jesu fristelse – og Jesu sejr over fristelsen, så kan vi leve fortrøstningsfuldt med alle vores egne fristelsesberetninger. For vi sidder hver især med vores egne fortællinger om de fristelser, vi møder og skal kæmpe imod.

 

Fristelser kan være af så mange slags.

Fristelsen til at være sig selv nok. Eller fristelsen til at sprede ord, der skaber splittelse og utryghed. Ord, der sår mistro. Der kan også være fristelsen til at nedgøre sig selv, og se på sig selv med foragt. Fristelsen til at vælge den lette løsning eller lukke øjnene for det, man burde se. Fristelsen til at give op. Eller til at gøre sig hård.

 

Fristelsesfortællinger kommer vi til at leve med livet igennem. Og vi må leve fortrøstningsfuldt med det hele. For vel falder vi. Vel falder vi for fristelser. Det er et grundvilkår ved at være menneske, at vi falder.

 

Synd tappert, sagde Luther. Og det var selvfølgelig ikke en opfordring til bare at lade stå til og være ligeglad med hvad der er godt og ondt. Men det er en erkendelse af, at ethvert menneske er fejlbarligt og uperfekt. Og uanset hvor meget man end anstrenger sig, så bliver man aldrig perfekt. Uanset hvor meget man end anstrenger sig, så undgår man ikke fald og fejltrin og svigt. Synd tappert. Lev frimodigt med din skrøbelighed og dine fald og dine begrænsninger. Du er ikke alene om det, for enhver anden lever med det samme vilkår.

 

Det er et grundvilkår ved at være menneske, at vi falder. Men den eneste, der ikke faldt – Kristus – han rejser os op igen – og igen – og igen. Som oftest sker det ved hjælp af et andet menneske. Det er et andet menneske, der rækker os hånden og hjælper os op. Det er smukke øjeblikke i tilværelsen – når mennesker løfter hinanden og hjælper hinanden videre.

 

Lige om lidt, når der er dåb, så ser vi hvordan korsets tegn bliver tegnet over dåbsbarnets ansigt og bryst. Det er et tegn, der skal fortælle os at Kristus har knyttet sit liv så tæt sammen med vores liv, at han lader sit liv gælde for os. Vi tilhører ham, der modstod det onde, og som gik kærlighedens vej helt til ende.

Vi tilhører ham, som hver dag kalder os til at følge ham på kærlighedens vej – ud i sårbarheden, hvor vi skal modsige alt det onde – skrøbelige som vi er, men aldrig alene.

 

Du ved det nok mit hjerte, du ved at Gud er stor. Men stor er og hans fjende. Så tit du det erfor.

Velan, så får du kæmpe, og tro, trods fald og brud: At stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud.

Amen.