Det er en stående diskussion i disse år, hvordan man bliver en dansker. Hvad er det, som skal til, for at nogen kan kalde sig ’en dansker’.

Det er selvfølgelig aktuelt, fordi der er så mange, som kommer udefra, fra andre lande, og ber om at få lov at være danskere, ligesom os. 

Men hvad skal der til?

* Skal man være født i Danmark? Det kunne være et meget enkelt kriterium, men det ville udelukke en række af de personer, som vi vældig GERNE vil have iblandt os – elitens store finansmænd og dygtige videnskabskvinder – og en del svigerbørn og børnebørn…

Og bliver man dansker af at være født i Danmark? Hvis begge forældre er ikke-danske og aldrig lærer deres barn at tale dansk?

* Skal så begge ens forældre være født Danmark? Ja, det indsnævrer jo feltet en hel del! Også blandt ’almindelige’ danskere, hvis mor var roe-polak eller faren var engelsk soldat..

Så.. fødselskriteriet bliver nok lidt for firkantet.

* Skal man kunne tale fejlfrit dansk? Selvfølgelig, men hvad skal vi bruge det til? Vi har jo lagt universitetsuddannelserne om til at foregå på engelsk?

Og for resten: ”man er ikke dansk, bare fordi man er født i Danmark og taler dansk”, siger en politiker..

* En genialt træk var, at man skal kunne bestå ’Danskhedsprøven’!

Problemet er bare, at der ikke er ret mange 6.-7.-8.-generations-indfødte danskere, som er i stand til at svare på, hvem der besteg tronen i 1588 (og byggede Rundetårn) – eller hvordan Danmark fik en guldmedalje ved OL i Rio? Eller hvad vi skal bruge den viden til?

* Det seneste forslag er, at man skal elske at fejre danske højtider for at være dansker..

Så kender jeg nogle familier her i sognet, som ville få problemer – når de rejser til Caribien eller Norge for at fejre jul uden julepynt og andesteg med rødkål..  Eller som åbner campingsæsonen i påskeferien og ønsker præsten ’God ferie’ på vej ud i bilen.. Jeg kigger ikke på nogle bestemte her, men efter den definition er I altså ikke rigtige danskere..

Og så er de indfødte danskere jo nødt til – i hvert eneste af disse punkter – at lave en undtagelse for jøderne – som ingen jo vil smide ud, og som ingen, i denne sammenhæng, tør nævne – skønt de ikke holder dansk jul…

Det er altså ikke så enkelt at bestemme, hvornår man må – og hvornår man ikke må – regnes for en dansker.

Udfordringen er jo også, at der faktisk er rigtig mange mennesker, som gerne vil være danskere.

Og hvem ville ikke gerne leve hos det folk, der kaldes ’verdens lykkeligste folk’ med verdens bedste velfærd  og med verdens højeste skat, som vi betaler med glæde, fordi vi jo nok kan se, hvor meget godt vi får for den..

Er I klar over, hvor heldige I er? At være danskere, som har ret til at leve i dette skønne land – og ikke mindst: ret til at regne jer med i det mest privilegerede folkeslag: danskerne…

Vi bygger vores selvforståelse på 1000 års kultur- og national- og kongehistorie – og så på, at ”vi er alle jyder for Vorherre”.

Nu var det ikke den oprindelige betydning af de ord – det var: ”Vi er alle Jøder for Herren” – og så er vi ovre i dagens prædiken-evangelietekst.

Jøderne var nemlig også et privilegeret folk – de byggede deres selvforståelse på mindst 3 tusinde år som Guds udvalgte folk.

Historien bekræftede traditionen, at *Gud havde givet jøderne et land at leve i, at *Gud havde givet dem en lov at leve efter, at *Gud havde givet dem et håb at leve på, og *Gud havde tilsidst givet dem en frelser at leve med…

Men det var alene jødernes Gud, det var jødernes land og jødernes lov, for det var dem, som havde fortalt deres egen livshistorie ind i fortællingen om Gud.

Og så var det jo jøderne, som troede på, at Gud altid vil sin skabning det bedste – og derfor sendte sin Søn ind i verden, for at enhver, som tror på ham, skal frelses – sættes fri af bånd og grænser og leve evigt.

Det var derfor, kvinden, som mødte Jesus, gene ville have været regnet med som en jøde.

Men det var også derfor, den kana’anæiske kvinde stod ’som Moses ved Det Røde Hav’ – fortabt – overfor Jesus Kristus. For Messias var, eksklusivt, de privilegerede jøders frelser.

Og hun var Kana’anæer, det vil sige hun var oprindelig palæstinenser i det gamle Israel.

Denne kvinde var lige så fortabt overfor jødernes frelser, som en palæstinenser fra Tingbjerg vil være det overfor en dansk integrationsminister. Når kvinden kom med sin syge datter, kunne hun forvente et svar som: du er nok bare en udspekuleret, grisk flygtning, som misbruger en grædende pige til spekulation

For denne mor var jo ikke jøde og havde som sådan ikke adgang til den jødiske frelser. Hun havde bare ikke noget valg – ligesom de små hunde, der må overleve på resterne fra de riges bord, sådan måtte den palæstinensiske kvinde overleve på den omsorg og kærlighed, der kunne falde af fra Guds frelser (– ja og sådan som de palæstinensiske og syriske flygtninge må overleve på de flygtningekvoter, de kan klemme sig ind på..)

Den kanaanæiske kvinde kunne ikke engang påberåbe sig Guds omsorg, for hun var ikke en af Guds folk – hun var ikke medlem af den forening.

Så der er intet i sagen, som taler for, at kvinden skulle få bevilliget hjælp til sit syge barn. Og sådan er menneskenes lod vel generelt – selv om vi endda er danskere i det dejlige Danmark, så har vi vel ingen berettiget forventning om at leve evigt eller bare lykkeligt hver en dag..

Men kvinden her lagde sit eget og sit barns liv i hænderne på Gud. Så stærk var hendes tro på Gud – og hendes kærlighed til sit barn. Hun trængte sig på og lagde sin skæbne i Guds hånd.

Og Jesus, Kristus, tog imod hende, og så’ hendes tro og helbredte hendes barn. Kristus gav ufortjent frelse til hende og hendes barn..

 

I en vis grad er det den samme insisterende tro

– og den samme nødvendige påtrængenhed

– udsprunget af den samme udelukkelse

som udløste reformationen 1500 år senere.

 

Martin Luther var en ung mand på vej til universitetet for at læse jura og gøre karriere ved egen kraft. Luther blev overrasket af et voldsomt uvejr med lyn og torden, og Luther opdagede pludseligt, til sin rædsel, at han ikke kunne forvente at have Guds bevågenhed i nøden, fordi han ikke tilhørte flokken af de fromme eller de frelste, han læste jo blot jura!

Derfor – for at redde sit liv – lovede Martin at give sit liv til Kristus, at gå i kloster og blive munk og afgive alle jordelivets glæder for at vie sit liv til Gud.

Men Martin fandt ikke den store tryghed i klosterlivet – han oplevede sig selv som en slags asyl-ansøger, på tålt ophold – for hvad havde han vel gjort, som gav ham krav på – eller gjorde ham værdig til at få – Guds kærlighed?

Han var jo blot et menneske, ingen helgen, og selv om han levede en beskyttet tilværelse i klosteret, så gjorde han jo alligevel engang imellem noget, som ramte ved siden af hensigten – han syndede.

* Hvordan skulle han vel nogensinde opnå det eftertragtede borgerskab i Guds Rige?

* Hvornår skulle han forvalte sit liv, så han kunne blive lukket ind til sin Herres glæde?

* Hvordan skulle Martin nogensinde blive god nok til at kunne træde frem for Kristus

* Hvad havde han vel at byde på – i forhold til Frelseren var han jo ikke mere værd end de små skabede hunde, man sparker efter…

 

Men i evangeliernes fortællinger så’ Luther, hvor stærk og u-betinget Guds kærlighed er. Intet steds i evangeliet er der sat krav til, eller betingelser for, hvordan et menneske kan regnes med i Guds folk – eller hvad et menneske skal kunne præstere for at kalde sig Guds barn.

Jo, det skulle da lige netop være i dagens fortælling, hvor Jesus sagde, at han jo ikke var sendt til andre end Israels børn – men hvor Evangeliet netop er, at Kristus bryder med konventionerne og anerkender den krybende kvinde, som beder om hjælp til sit barn – og Kristus lukkede hende ind i Guds Rige.

Martin Luther vovede at stille sig frem for Guds ansigt – som han var, så ufuldkommen og så fejl-fyldt, og dér vovede han at bede om Guds hjælp til sit liv.

Martin Luther gen-åbnede evangeliet for verden, så vi kan se, at

– selv om vi ikke tilhører Guds-folket fra Bibelen

– selv om vi ikke har noget som helst berettiget krav på at få vores sag taget op

– og selv om vort liv ikke har andet at byde på end fejl og svigt og synd og død

– ja så har vi jo troen – troen på Guds Nåde – og dén tro gør det ved os, at vi alligevel vover at træde frem for Guds ansigt og lægge vort liv frem for Gud og lægge alt over til Gud – og stole på Guds nåde.

Det gør vi, fordi Evangeliet fortæller os, at Guds nåde netop er Nåde, på latin: Gratia som i ’gratis’ og Guds Nåde er ikke betinget af, hvem vi er, hvor gode vi er eller ikke er – eller hvad vi kan præstere.

Også til os skal det lyde: ”Kvindelil, din tro er stor, ske dig som du ville!”

 

Amen