Prædiken til 3. søndag i fasten 2017

Lukas 11,14-28

 

Der er et spænd på næsten 2000 år mellem den begivenhed, vi hører omtalt her i evangeliet og så os i dag. Derfor er det ikke så mærkeligt at det kan forekomme os temmelig fjernt og fremmed – den her tale om dæmoner, dæmonuddrivelse og Beelzebul, dæmonernes fyrste.

 

Vi har en anden måde at tænke på i dag. Vi anser fx ikke sygdom for at være noget, der er forårsaget af dæmoner. Det var til gengæld almindelig tankegang på Jesu tid.

 

Men selvom vi måske ikke tænker så konkret om dæmoner i vores tid og vores del af verden, så lever dæmonerne alligevel i vores sprog. ”Jeg har mine dæmoner at kæmpe med” kan man nogen gange høre folk sige. Det betyder, at der er noget i ens liv eller sind, der er svært, og som invaliderer, ødelægger og forkrøbler.

 

Vi taler også om dæmoni – om noget ondt, der trives i mørket, og har det med at sive umærkeligt ind og forgifte sind og tanke. Det beskriver den danske forfatter Christian Jungersen i sin roman, der hedder ”Undtagelsen”.

 

Romanen handler om to unge kvinder, Iben og Malene. De arbejder på ”Dansk Center for information om Folkedrab” og de forsker i Balkan-krigene, der fandt sted i 1990-erne. De arbejder med spørgsmålet om, hvordan det kunne gå til, at forskellige befolkningsgrupper, som i mange år havde levet fredeligt sammen som naboer, og sågar giftet sig ind i hinandens familier, hvordan de meget hurtigt blev fjender og modstandere.  Hvad var det for nogle mekanismer der gjorde, at de begyndte at se på hinanden med mistro og frygt?  Hvorfor begyndte de at gøre hinanden til syndebukke, og hvordan kunne det overhovedet komme dertil, at de torturerede og slog hinanden ihjel? Det er krigens evige spørgsmål: hvordan kan det gå så vidt?

 

Iben og Malene er idealister. De vil afdække de her mekanismer for at man kan lære af historien. Så begynder den ene af dem at få nogle trusselsbreve pr. mail. Og selvom de overvejer om brevene kan komme fra en af de serbiske krigsforbrydere, som de har skrevet om, så får de ret hurtigt en mistanke om, at det er Anne-Lise, der står bag. Anne-Lise er deres nye kollega, og de er ikke helt trygge ved hende. De har aldrig helt kunne lide hende, der er noget mærkeligt ved hende. De bliver efterhånden mere og mere overbevist om, det er hende, der er den skyldige. Og de behandler hende derefter.

 

Set fra Anne-Lises synspunkt ser det anderledes ud. Hun oplever bare at hun bliver frosset ud. Hun bliver chikaneret, og hun bliver bagtalt på det groveste. Og hun ved ikke hvorfor. Langsomt men usvigeligt sikkert bliver Anne-Lises livsglæde og selvværd nedbrudt og ødelagt.

 

Iben og Malene kan skrive nogle fine og klart skuende artikler om ondskabens dæmoni på Balkan. Men de er fuldstændig blinde for, at de selv er indfanget i de samme dæmoniske mekanismer i det hjemlige liv på kontoret. I mindre målestok men også ødelæggende.

 

Dæmonien findes – i bagtalelsen, sladderen, mis-troen, mis-undelsen, i alt det, der ødelægger og forvrænger. Og dæmonien skal modsiges.

 

Der var engang en mand, der gik rundt og modsagde det dæmoniske. Han gik til kamp mod alt det, der var ødelæggende og invaliderende. Det der forkrøblede menneskers liv og forhold til hinanden. Han gik rundt og gjorde godt. Og fortællingerne om ham, kan fylde os med håb og mod. Når han mødte et menneske, der led, eller når menneskers var fanget i en djævelsk atmosfære, så gav han al sin kærlighed.

 

Det har vi også hørt en fortælling om i dag. Jesus satte et menneske fri. Den her vidunderlige handling, den fortjente ikke at blive mødt af andet en taknemmelighed og glæde. Men den blev også med mistro og afvisning.

 

Nogle folk sagde, at Jesus kun bekæmpede djævelen på skrømt, og at han i virkeligheden stod i ledtog med ham. Jesus afviser deres påstand som absurd: hvis han var i ledtog med djævelen hvorfor skulle han så bekæmpe djævelens dæmoner? Det ville være begyndelsen til enden for djævelen, for sådan en intern borgerkrig kan ødelægge ethvert rige. Nej, tværtimod forholder det sig helt anderledes. Det fortæller Jesus en lille historie om. Han fortæller om en stærk mand, der fuldt bevæbnet vogter sin gård. Men når der kommer en endnu stærkere mand, så bliver den stærke overvundet, og han bliver frataget sine våben. Djævelen er den stærke, men Jesus kommer som den endnu stærkere, der overvinder djævelen.

 

”Hvis det er ved Guds finger jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”. Det er måske den vigtigste sætning i dagens evangelium. Det er et godt budskab, der fuldt af håb og glæde. Guds rige er kommet til os. Guds verden og menneskers er ikke to adskilte størrelser. Vores verden er ikke en gudsforladt klode. Gud har stadig en finger med i spillet. Gud er ganske nær hos os.

Som den sidste salme i dag skal vi synge ”Gud, vi er i gode hænder” I det sidste vers, der trækker Grundtvig på en af de gamle kirkefædre fra det andet århundrede, Irenæus. Irenæus kaldte Jesus og Helligånden for Guds hænder. ”Dine hænder, sang de ældste, er din Søn og Helligånd. Sådan skrev Grundtvig.

 

Jesus var Guds hånd i verden. En hånd, der rakte ud mod mennesker. En hånd, der delte brød ud. En hånd der kærtegnede og velsignede. En hånd, der helede og bragte befrielse og håb. Jesus som Guds hånd i verden - det ligger helt i tråd med dagens fortælling: Hvis det er ved Guds finger, jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

 

Guds rige er kommet til os. Vores verden er ikke en gudsforladt klode. Gud har stadig en finger med i spillet.

Helligånden er Guds hånd i vores verden. Han berører stadig os mennesker med sin hånd. Eller sin Ånd.

 

Hver gang et menneske bliver døbt, tegner præstens fingre et kors over den døbtes ansigt og bryst. Men det er jo ikke præstens fingre, der er afgørende. Når præsten slår korsets tegn med sine synlige fingre, så er det blot som et tegn, der skal minde os om, at der samtidig sker noget usynligt – det der er væsentligt: nemlig at Guds finger / Guds hånd sætter sit tegn på den døbte og siger: Du tilhører Kristus, du tilhører kærlighedens og livets Gud.

 

Guds (h)Ånd rørte os i dåben. Og Guds hånd rører os igen og igen, således at vi får styrke til at række hænderne ud mod hinanden. Jeg tror, at hver gang menneskers hjerter bliver varme og omsorgsfulde, så er det Helligåndens gerning. Så er det Guds hånd, der har rørt ved os. Mon ikke det er Helligånden der tilskynder os til at besøge den, der længes efter et besøg? Mon ikke det er Helligånden, der giver os mod til at lytte? Lytte til den, der er knuget af stumheden – den som bærer på noget, der er så svært, at man næsten ikke kan tale om det – sådan at man føler sig stum og ensom. Mon ikke det er Helligånden, der får os til at dele – og dele ud af opmuntrende og venlige ord? Mon ikke det er Helligånden der giver os mod til at modsige det dæmoniske – alt det, der ødelægger og nedgør mennesker?

 

Men Helligånden tilskynder os ikke kun til at gøre noget. Helligånden tilskynder os også til at hvile. For vi har også lov til bare at være et lille barn i Guds favn. Der er så meget vi ikke kan – så meget vi ikke magter. Og det er også i orden. Det er en del af det, at være menneske. Mere pinefuldt end det, vi ikke magter, er nok det, som vi måske magter, men som vi ikke får gjort. Og alt det, vi får forkludret. Alt det rædselsfulde, vi fik sagt og gjort. Alt det vi kun kan bede om tilgivelse for. Det må vi lægge fra os hos Gud og stole på at det er tilgivet. Den tro og tillid skaber Helligånden i os. Helligånden hvisker tilgivelsens ord til os. Igen og igen. Vi er ikke Guds børn pga. vores gode gerninger. Vi er Guds børn pga. hans storsind / hans kærlighed. Amen.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Himmelske far

Lad din godhed sætte sit præg på os, så vi under hinanden alt godt, og trofast gør det, som du forventer af os. Befri os fra grådighed og selvtilstrækkelighed. Lad os ikke overmande af kynisme og mistro. Giv os mod til at stå vagt om menneskers værdighed, og protestere når der bliver talt nedsættende og ødelæggende om andre.

Vær med din fred hos alle, som er syge, hvad enten det er i sind eller krop. Trøst og styrk dem, som sørger fordi de har mistet et menneske, de holder af.  Kom til os med din hjælp når vi anfægtes og mister modet.

Vi beder for din kirke, ud over hele jorden, og for os, din kirke her på dette sted. Lad dit ord blive hørt og troet.

Vi beder om fred og forsoning mellem mennesker. Vi beder for alle der lider under krig og undertrykkelse, sult og hjemløshed. Vi beder for alle, der er på flugt, lad dem finde et trygt hjem, også her hos os.

Bevar dronning Margrethe og hele den kongelige familie. Vi beder også for de politikere, som vi har valgt til at styre vores land. Giv dem ydmyghed over for opgaven giv dem blik for det enkelte menneskes ukrænkelighed.

Vær nær hos os alle, med din fred og velsignelse.