5 brød og 2 fisk – Sådan bespiser man 5000 mænd + kvinder og børn i de golde bjerge i Israel, og de blev endda godt og vel mætte.

Historien bliver fortalt ikke én gang, men to gange i samme evangelieskrift – og derved skifter signalet jo fra at være et én-gangs-mirakel til at være et bevis: Sådan sørger Gud for, at de mennesker, som holder sig til Gud, ikke sulter eller i øvrigt lider nogen egentlig nød.

I gentagelsen bliver fortællingen også en parallel til den gamle Bibelshistorie om Israelitterne, som overlevede 40 års ørken-vandring, fordi Gud hver dag lod dagligt brød komme oven-ned som gode gaver.

Gud lod ”Manna” lægge sig som et hvidt sødligt mel over jorden, og sådan kunne israelitterne spise sig mætte, hver dag, i fyrretyve år.

På den måde lærte de at stole på Guds omsorg for sine børn, og det er simpelthen også den lære, vi skal uddrage af dagens fortælling om Bespisningen i Ørkenen: Gud sørger for os!

Vi (velfærdsmenneskene) bliver bare alt for hurtigt færdige med lektien, på den måde. Det er for nemt: bare stol på Gud, så er du sikret.

For hvornår skulle vi nogensinde lide nogen nød?

Og hvad med de mennesker, som råber på Guds hjælp og alligevel IKKE har det daglige brød, men dagligt skal se deres børn dø af sult – inden de selv bukker under for hungersnøden – som har ramt deres del af verden på grund af enten tørke eller oversvømmelse, måske fra klima-forandringer – hvorfor sulter de, imens vi siger: Gud sørger for os?

Hvad er det for en viden – eller tro, vi skal uddrage af dagens fortælling om bespisningen? Den med, at vi bare skal læne os tilbage og stole på Gud, er måske lidt nemt sagt…

 

Forleden morgen hørte jeg et kort interview med en yngre mand på gaden i København. Reporteren spurgte: Når jeg siger ordet ”Frihed” hvad tænker du så?

Manden svarede: ”Jeg tænker Danmark! For vi er det eneste land i verden, som i sandhed har frihed!

Når jeg f.eks. ser en hjemløs på gaden, så er jeg fri til at være fuldstændig ligeglad med ham. Jeg har betalt skat, så nu tager det offentlige sig af den hjemløse.

Så hvis han ligger der på gaden og fryser, så er han da selv ude om det.

Alle andre steder skal man tage sig af de fattige – eller endda af de gamle – det behøver jeg ikke, i Danmark – det er fedt! – det er frihed!”

Det skal retfærdigvist siges, at det ikke var morgen-radioavisen, men satire-programmet ’Platform’ – men det er jo sådan, vi hører højrøstede mennesker i Danmark udtale sig..

Frihed til at være ligeglad - det er netop dén frihed, som opstår af at være et forkælet velfærds-menneske, som aldrig behøver at frygte sult som i hungersnød eller fortabelse som i hjemløshed..

Men hvorfor skulle vi vel også tænke andet, når vi intet mangler og endda bliver begavet med et evangelium i kirken, som bekræfter os i, at Gud til enhver tid sørger for dem, der holder sig til Jesus. 

 

Der er en anden parallel fortælling i Bibelshistorien – som giver en anden vinkel på Bespisningen i Ørkenen. Den handler også om sult og bespisning, i ørkenen – men her om et helt folk i hungersnød.

Josef ’Drømmetyderen’ var blevet solgt som slave til Ægypten. Her kom han til at tyde Faraos drøm om 7 fede og 7 magre – til, at der ville komme 7 år med overflod efterfulgt af 7 år med hungersnød.

Josef hørte drømmen som et bud fra Gud, en slags evangelium, som bød Ægypten at forberede sig på hungersnøden og imødegå katastrofen. Josef fik navnet ”Brødgiveren” for han blev verdens redningsmand og Guds hjælper. Og han begræd aldrig sin skæbne som slave, for netop den førte ham til Ægypten, hvor Gud kunne bruge ham..

I dén udgave af Bespisningen i Ørkenen var det nemlig ikke Gud selv, som lod det regne med brød – men Gud lod helt lavpraktisk et menneske med kløgt og politisk snilde og en god del håndværk.. udføre Guds omsorg for menneskene.

Det var helt sikkert GUD, som skabte denne redning fra hungersnøden – men det var igennem et menneske, redningen blev virkelighed. Og hvad var der sket, hvis ikke dette menneske havde taget troens ansvar på sig?

Man kunne også sige: hvis vi læner os selvfede tilbage i vores velfærd, så risikerer vi at forpasse den opgave, Gud har lagt på os – den mening, Gud har lagt i vort liv.

Gud har sørget godt for mennesket – Gud sørger fortsat godt for verden – men det er altså ikke forbudt at tænke sig om og arbejde med på det gode forsyn. Måske har vi endda et ansvar for forvaltningen af gaverne…

 

Det ansvar hørte vi lidt om i forgangne uges Filmaften – her blev vist den helt nye film ”Junglebogen” – umiddelbart et fantastisk eventyr til underholdning og adspredelse, men jo en film bygget over romanen af Rudyard Kipling.

Kipling var barn af en anden tid og et andet samfund end vores, for Kipling var født som en privilegeret Englænder i Bombay i Indien – netop da koloni-tidens ideologi stod allerstærkest.

Den engelske adel var så voldsomt velhavende og netop privilegeret – at den kunne være aldeles ligeglad med resten af verden..

 De privilegerede koloni-herrer var netop blevet så velhavende på bekostning af de undertrykte indfødte i kolonierne, og de tog sig endda den frihed at være ligeglade med dem.

Dog ikke Kipling; han skrev fabler, dvs. fortællinger, hvor dyr agerer som mennesker ville gøre – og derved spejler de menneskenes liv og færden.

I ’Junglebogen’ gælder Kiplings Jungleloven, som i udkog byder, at ”enhver har ret til at NYDE – efter hvad han har YDET til almenvellet”

Betydningen kan vel udlægges derhen, at den, som har fået meget givet, skal give meget – og den, som intet giver, skal heller intet gives…

Man kan sige, at Kipling sætter betingelse på Guds gaver: du er kun berettiget til at nyde goderne, hvis du selv har ydet til det fælles gode.

Og dét har vi i snart mange år ikke måttet sige højt: at der var betingelser knyttet på Guds gode gaver, at der var krav om at yde på grundlag af det, vi kan nyde..

Det er kommet, sammen med den voksende velfærd, at vi ikke må stille krav til mennesket om nogen slags ydelse. Nu må vi blot påpege, at Guds omsorg og gode gaver er ren Nåde – dvs. Gratia = gratis – og vi skal ikke yde noget til gengæld, blot glæde os over det, vi får og huske på, at vi har fået det af Gud.

Men det er jo også ret omkostningsfrit – man kunne sige, det er en gratis omgang – at vi mødes engang imellem og husker hinanden på, at vi har fået det gode liv af Gud.

Men det er altså ikke NOK!

Vi lever jo IKKE på kanten af hungersnød – vi hviler så trygt i vores velfærdssamfund, at vi IKKE engang behøver at holde os gode venner med Gud for at overleve..

Dengang mennesker endnu huskede fattigdommens dage, og endnu kunne forstå bibelfortællingens angst for sulten – dengang var der også en bevidsthed om, at det daglige brød – i hver en ny dag – er en Guds gave og ingen selvfølgelighed – og altså heller ikke en gave, noget menneske kunne påberåbe sig friheden til at beholde for sig selv..

Dengang gav det god mening at høre om Bespisningen i ørkenen som en bekræftelse af den Guds nåde, som holder os i live. Den daglige grød var parallelt til de velsignede brødkurve i Israels ørken.

Spørgsmålet er jo, hvad vi kan bruge fortællingen til, i dag.

 

Hvis jeg skal samle lidt op på alt det her, så fortæller de gamle Bibelshistorier om troen på, at Gud sørger godt for de mennesker, som følger Ham.

Det gamle Testamente fortæller, at Gud sørgede for menneskenes overlevelse i en evighed i ørkenen ved at lade det daglige brød komme oven-ned – og i Det Ny Testamente fortæller historien om Bespisningen i ørkenen, at ja, sådan er Gud – Gud lader ikke nogen gå fortabt, som tror på Kristus. Det er den simple pointe at få ud af de to historier.

Men helt grundlæggende har Gud jo sørget for os. Grunden bliver lagt i Skabelsesberetningen, hvor Gud skaber denne frodige og rige klode, og det bliver pointeret, hvordan der er forskellige slags føde til den nye verdens mange levende skabninger. Om mennesket står der så, at Gud gjorde den højeste skabning til forvalter af verden.

Men en forvalter har ansvar for sin betroede rigdom – ansvar for, at jorden består og at nogen får udbytte af jordens rigdom. Ansvar for at YDE til verden, sådan som vi også NYDER af verden.

Og nej – ingen forvalter har frihed til at udnytte Guds gode gaver til sig selv og være ligeglad med enhver anden skabning.

Som menneske har vi et ansvar for vort medmenneske – den, som Kristus kaldte vor NÆSTE. Vi har en opgave i det ansvar.

Evangeliet er så, at du overhovedet har fået et liv og en verden og en overflod at forvalte!

Det ER faktisk ingen selvfølgelighed – og det er slet ikke en menneske-rettighed, selv om du har betalt skat.

Amen