I onsdags fik Minikonfirmanderne en særlig indbydelse til at komme med til gudstjenesten i dag.

Minikonfirmanderne skulle komme til gudstjenesten i dag, selvfølgelig fordi vi slutter forårets minikonfirmander af i kirken – men også for et få en forklaring på det sære billede, som var på indbydelsen – en tegning fra gamle dage.

Minikonfirmanderne har vist studeret billedet, og måske vist det til deres mor og far – men alle I andre har jo aldrig set billedet af tegningen. Men derfor kan det jo godt betyde noget for jer, også.

Det er en tegning, som er delt op i to, som om man kigger ud ad to vinduer med en søjle i midten. I det ene vindue er der land, i det andet er der vand.

Der, hvor der er land, ser det ud til, at Jesus, med en glorie /en lyskrans om hovedet, springer ud af en stor sten-kiste.

Der, hvor der er vand, ser det ud til, at en mand med foldede hænder flyver ud af munden på et skrækkeligt havdyr, en hval eller en kæmpe haj eller sådan noget.

De to tegninger var på indbydelsen FORDI de hænger sammen og betyder noget sammen – så meget fik minikonfirmanderne at vide i onsdags.

Men inden vi gik hjem i onsdags, var der også mange, som havde forstået, hvorfor de skulle have dét billede, dén dag. For i onsdags hørte vi historien fra Bibelen om Jonas.

Og vi så på den figur af Jonas, som vi har i altertavlen her i Taulov kirke. Øverst, ovenpå hylden med guldkant – lige under den røde cirkel med de 9 guldpletter – lige dér ser I Jonas’s historie.

Jonas var en god og fornuftig mand, han levede i fred med folk og han var rar at kende. En dag kaldte Gud på ham og  sagde: Jonas, jeg har noget, du skal gøre for mig.

Selvfølgelig, sagde Jonas, hvad skal jeg gøre?

Du skal rejse til Nineve – den store, kæmpe by,

for jeg kan se, at alle mennesker dér er bange – for hinanden – og kæmper mod hinanden

– og der er ALT for meget ondskab i Nineve.

De slås og stjæler og lyver og ødelægger livet for hinanden.

DU skal rejse dertil og sige, at de skal vende op og ned på deres liv – de skal bare holde De 10 Bud – de skal have kærlighed til mig (sagde Gud) og til hinanden – og de må ikke lyve eller stjæle og selvfølgelig ikke slå ihjel! Så vil jeg tilgive dem – ellers vil jeg udslette alle i byen!! (sagde Gud)

Men Jonas turde ikke komme med sådan en besked til Nineve. Derfor stak Jonas af – fra sin opgave og fra Gud. Han gik ned til havnen og købte billet til et skib, den modsatte vej af Nineve.

Straks ude på havet blev det stormvejr – Gud havde sendt stormen efter Jonas. Så for at få fred, greb sømændene Jonas og smed ham overbord – og straks Jonas gået var til bunds, lagde stormen sig.

Men Jonas var IKKE druknet – han var blevet opslugt af et kæmpe havdyr – så stort, at Jonas kunne sidde i havdyres mave og stadig trække vejret. Og havdyret lagde sig ned på havets bund og blev der.

Dernede havde han tid til at tænke sig om, og han fortrød, at han var stukket af fra Gud og han bad og råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! Gud hørte naturligvis Jonas’s bøn – og ja, Gud reddede Jonas.

På tredje-dagen fik Gud havdyret til at stige op til overfladen og spytte Jonas ud på stranden. Det var tegningen i det ene vindue – og det er figuren i træet i altertavlen.

Da Jonas var blevet spyttet op på kysten, tilbage i livet, skyndte han sig at gå til Nineve, og afleverede Guds besked – og de hørte skam på ham, og vendte op og ned på alting og begyndte at leve et helt nyt liv, fordi de troede på Guds tilgivelse..

Jonas havde ligget tre dage på havets bund og var vendt tilbage til livet igen – måske var det derfor, de troede på ham.

 

Dén historie fortæller vi lige nu, for nu er det jo Påske – og enhver minikonfirmand véd, at Påske-fest betyder ”Gå-forbi-fest” – en fest til minde om dengang, Døden gik forbi og Gud befriede Israelitterne fra Ægyptens slaveri.

Den nat sendte Gud døden udover landet og ind i hvert eneste hus – men ikke ind i de huse, hvor Israelitterne boede.

Gud havde sagt, at de skulle smøre lammets blod på dørstolpen – og dér gik døden forbi – og derfor fejrer Israels folk Påske-fest hvert år.

Jonas-historien passer jo godt til en ”Døden-går-forbi-fest” for Gud fik spyttet Jonas ud af døden igen efter tre dage på bunden af havet.

 

Men fortællingen om Jonas er ældgammel, og måske er det er det lidt af en røver-historie – at komme tilbage igen efter tre dage i et havdyrs mave..

Vi har også en stærkere fortælling om at besejre døden – det er vores (kristendommens) Påske-fortælling – og det er det andet vindue i tegningen på indbydelsen.

Tegningen viser altså Jesus (han kan kendes på den lysende strålekrans om hans hoved) som springer op af en kiste.

Tegningen skal netop forestille, at det er den Jesus, som for et øjeblik siden lå død i kisten – og havde ligget død der fra fredag – over lørdag til søndag, tredje dag.

Da fik Gud Døden til at slippe Jesus igen, så han kunne springe ud af graven og tilbage til livet.

 

Ligesom Jonas-fortællingen har sin figur i alteret, sådan har Jesus-opstår-fortællingen det også.

 

Det store guld-kors i alterbilledet er billedet til dén fortælling. For det er jo et tomt kors, der er ingen død Jesus på det, for korset og døden kunne ikke holde på ham.

Det tomme kors er ligesom en tom grav, den er ingenting, den har måttet slippe den døde Jesus – døden er besejret.

Så kunne man jo tænke: jamen måske var Jesus slet ikke rigtig død, måske overlevede han bare i stenkisten, ligesom Jonas i havdyret..

Men nej, Jesus var rigtig død. Rigtigt død!! Som i rigtig død!

Det er det, den gamle figur på væggen dér, skal fortælle os. Den viser os Jesus på korset, vi kan se, at han har store søm igennem hænderne og fødderne – det gjorde de bare for ondskab, da Jesus blev korsfæstet.

Og så hang han på korset, til han var død. Soldaterne skulle kontrollere, om han virkeligt var død, så de huggede et spyd op i siden på ham – og han var med garanti helt død.

Bagefter blev han taget ned af korset og lagt i en grav, i en hule i klippen, ligesom i en sten-kiste.

Hele den historie er der jo for at fortælle, at Jesus måtte bære al verdens ondskab og nu var han absolut død.

Men på trediedagen fik Gud så Døden til at slippe ham – og så blev det virkelig Påske-fest – ”Gå-Forbi-Fest” for hele verden, for nu har vi set, at selv om et menneske er død, så kan Gud hente mennesket ud af graven igen.

Selv om jeg skal dø – og du skal dø, ligesom alle mennesker engang skal dø – så behøver vi ikke at være bange, for Gud fører os igennem, så vi ikke skal gå fortabt – vi skal leve, selv om vi dør, for Døden går forbi os…

Det er Påske – Amen

 

 

Kollekt til Palmesøndag med Minikonfirmander

 

Almægtige Gud, Himmelske Far

Når vi ser på verden, sådan en vidunderlig morgen

– så er det ligesom de første dage,

da du skabte verden..

Tak for Verden – og tak for livet

– tak for alt, hvad du har givet!

 

Tak at du sendte din søn, Jesus Kristus

til verden med al din kærlighed.

Tak at du reddede ham ud af døden

da menneskene havde korsfæstet ham.

Tak, at vi ikke længere behøver at frygte

døden eller fortabelsen –

fordi enhver, som tror på Jesus Kristus

og hans opstandelse fra de døde

skal aldrig gå fortabt

men leve evigt hos dig,

i din himmel,

hvor du lever og regerer

fra evighed til evighed.

Amen