Intet menneske er en ø.

Intet menneske lever helt alene og isoleret uden forbindelse til andre mennesker. Eller måske skulle jeg sige: intet menneske kan leve alene og isoleret uden forbindelse til andre..

Det er ellers moderne nok at mene, at vi kan leve uden at have andre mennesker tæt på – single-kulturen hævder jo, at vi skal bevare den absolutte frihed ved ikke at forpligte os på andre mennesker      – og individualismen hævder jo, at individet, den enkelte, er så enestående, at vi simpelthen ikke kan indgå i jævnbyrdigt fællesskab med andre mennesker.

Men det er jo blændværk. Det kan godt være, at den moderne individualisme udstiller sig selv som unikke eksemplarer, kun én af slagsen        – med hver sin tøjstil, så speciel, at man er sikker på at skille sig ud fra mængden

– hver sin livsstil, så sær, at alle bemærker det

– hver sin holdning til alt i verden, og hver sin orientering – oftest fordi man har et endogent behov – ikke for personlig frihed, men for opmærksomhed.

Pludselig bliver så vort liv målt på vores præstationer – på, hvad vi gør – og ikke på, hvem vi er…

Det hører med til at blive voksen, at man erfarer, at vi IKKE lever individuelt, men ALTID lever i en relation til andre mennesker.

Vi forholder os – positivt eller negativt – til de mennesker, vi uvægerligt ER forbundet med. Vi har jo (haft) forældre et sted – vi har jo (haft) venner – vi har jo naboer eller kollegaer eller kassedamen i Brugsen, som vi forholder os til.

Mødet med andre mennesker former jo til stadighed vores liv.

Jo, der findes mennesker, som har mødt så massiv afvisning fra naboer, kolleger, myndigheder, og fra venner-der-blev-til-uvenner – at de står tilbage som udstødt af alle deres menneskelige forbindelser. Men de mennesker dør jo netop i og af ensomhed…

Vi kan ikke leve uden et fællesskab, som ser og anerkender, hvem vi er – og som ser mere end, hvad vi gør og præsterer.

 

Her er det værd at bemærke, at der er forskel på skyld og på skam. Skyld er byrden af, hvad jeg har gjort. Skam er byrden af, hvem jeg er.

Skylden kan vi gøre noget ved – vi kan komme af med skylden, ved at und-skylde eller få tilgivelse.

Skammen, derimod, kan vi ikke gøre noget ved – vi kan ikke komme ud af skammen, for jeg kan ikke lave om på, hvem jeg er (kun på, hvad jeg gør) Skam kan vi kun komme ud af, ved at et andet menneske ser og anerkender mig som den, jeg er. Men det kræver altså, at der er et andet menneske, som forholder sig til mig og ikke afviser mig.

Derfor er vi eksistentielt afhængige af at være en del af et fællesskab, hvor vi bliver set og anerkendt, bare som at: du har også lov at være her!

Vi kan simpelthen ikke bære livet, hvis ikke vi må have lov at være her, som det menneske, vi nu hver især er!

Vi skal have lov at være den, vi er, hver især.

Det er noget ganske andet end at hævde, at vi har lov at gøre, hvad vi vil! Selvfølgelig har vi ikke det – alt hvad vi gør, virker jo ind på andre menneskers liv.

Men i Evangeliet har vi lov at være den, vi er.

 

Da det nu var blevet ’den fjortende dag i Nytårsmåneden’ – dagen for at fejre jødernes påskefest, kaldte Jesus sine disciple sammen til det traditionsrige påskemåltid. Jesus samlede sine følgesvende – der var 12 af dem, og det er ikke tilfældigt – 12-tallet er helligt for jøderne, for det jødiske folk har 12 stammer, eller 12 slægter, som tilsammen udgør Israel. Når Jesus havde samlet 12 udvalgte disciple, var det et signal om, at han samlede hele Israels folk, hver en israelit, om sig.

Alle 12 blev kaldt sammen til påskemåltidet, hvor de skulle spise sammen, dele et måltid – og igen fortælle Israels historie og befrielsen igennem døden.

På denne aften var Kristus tynget af sin viden om, at menneskene ville udstøde ham og nægte at se ham, som den han er: Kristus, Guds udvalgte, og Verdens frelser.

Heller ikke disciplene havde magtet at se det endnu, de var alle optaget af, hvad de kunne præstere, og hvad de kunne gøre for Jesus, og for sig selv..

Men Kristus ser på dem og afviser deres præstationer – han siger til dem, at det betyder ingenting, hvad de kan gøre eller vil gøre

– men han ser dem, som de er.

Kristus ser, hvad de vil gøre – han véd, at Judas vil svigte ham og forråde ham – men han ser mennesket Judas, og han siger: Stakkels det menneske, som skal forråde mig.

Kristus véd, at Peter vil svigte ham og nægte at kendes ved ham – men han ser mennesket Peter og udstøder ham ikke.

Kristus anerkender disse elendige individualister – som de mennesker, de er – og han siger direkte til Judas: Jeg véd, hvad du skal gøre, og jeg véd, hvem du er, så du skal frit gå og gøre det, du skal.

Kristus udstøder end ikke Judas, som skal forråde ham.

 

Kristus tog et brød og brækkede det over og sendte brødet rundt, så de alle fik en stump af det samme brød – de fik alle del i det samme brød.

Og da Kristus havde sagt: JEG er Livets Brød – dette er mit legeme! så betød det, at disciplene alle fik del i Kristus, del i hans liv – ja de blev en del af hans liv.

Og han tog bægeret med vin – den vin, som skulle minde dem om lammets blod på dørstolpen i Ægypten – og han lod dem alle drikke af det samme bæger – så de alle fik del i blodet på træet og i dets betydning: at her skal døden gå forbi os..

 

Ved at tage del i brødet og vinen, blev disciplene del af et fællesskab om – og et fællesskab i – Kristus.

De blev anerkendt som mennesker i et fællesskab.

De blev hver især set som det menneske, de er – for der var ingen betingelser sat på at være del i fællesskabet. Der var ikke nogen, som blev afvist, og der var ingen, som først skulle angre deres skyld eller gøre bod for deres præstationer.

Den første Nadver’s fællesskab var ikke en absolution, ikke en tilgivelse eller en ’syndernes forladelse’ – for den nadver, som Kristus indstiftede, forholdt sig ikke til synden eller til skylden – den forholdt sig til mennesket: DU har del i Kristus som den, du er!

Og så skal vi ikke begynde at tænke alt muligt andet ind i nadveren – det kan godt være, vi føler skyld over det ene og det andet – men det er ikke skylden, Kristus forholder sig til!

Kristus giver dig en plads i fællesskabet med ham – ikke for det, du gør og ikke på trods af det, du gør – men fordi du er den, du er.

 

Og se, dét er den sande Kærlighed: at du bliver set som den, du er, og ikke bliver fordømt.

Det er STORT, at vi kan tro på Guds tilgivelse – på Syndernes forladelse – dét kan gøre det muligt for os at leve med den skyld, vi ellers ikke kan und-skylde.

 

Men skyld ER stadig dét, som vi kan gøre noget ved – i forhold til mennesker og i forhold til Gud. Vi kan få tilgivelse eller vi kan få straf – og vi kan sone, eller vi kan afsone vores skyld.

Det kan vi ikke med vores skam. Vi kan ikke ændre på, hvem vi er eller hvordan vi dybt i hjertet ser os selv. Og når vi gør noget for at blive set af andre, så ser de jo i virkeligheden ikke mig selv, men noget, jeg gør. Skam er sorgen over at være den, jeg er.

 

I Nadveren – når vi kommer til Herrens bord og tager imod en bid af brødet og en tår af vinen og får del i fællesskabet om hans liv – dér, i nadveren får vi del i Guds kærlighed.

Jo, for når jeg får lov at tage del i nadveren – på lige fod med Judas og Peter og de andre disciple – så er det, fordi Gud ser mig, som det menneske, jeg er – med al min skyld – men uden al min skam.

Jeg får lov at være den, jeg er – i Nadverens fællesskab – og større kærlighed findes ikke…

Ingen lever for sig selv, og ingen dør for sig selv, for hvad enten vi lever eller vi dør, er vi i Herren!

Amen.