I)   Langfredagen er evangeliets næstsidste kapitel, om Jesu død – ikke om en hvilken som helst død og ikke om døden generelt – men om Jesu Kristi død.

De sidste kapitler af Lidelsesberetningen er en rædselsfuld fortælling – i ordets egentlige betydning: rædsels-fuld.

Jesus, Marias barn, bliver indfanget som en gemen forbryder, lænket, tævet, hånet og ydmyget, fordømt, udleveret, pisket, eller egentlig hudflettet, dvs. flået levende – så naglet til korset, korsfæstet indtil han dør af kvælning på korset.

Er der mon noget Evangelium i den fortælling?

 

 

II)   For år tilbage så vi filmen ”Passion of Christ” altså ”Jesu lidelse” som er en minutiøs filmatisering af Bibelens ret detaljerede lidelsesberetning – filmen viser os, hvordan det ser ud, hvis man omsætter fortællingen 1:1 til billeder – og ikke bare som i gamle dages maleri af et enkelt øjeblik, men i timevis af uafrystelige billeder.

Det er et rædselsfuldt syn – men absolut sandfærdigt.

”Passion of Christ” viser os – mere klart, end vi ønsker det – hvilken lidelse, Jesus måtte gå igennem, inden han døde på korset – ja og endda selve døden med.

Men giver det mening at føle medlidenhed med Jesus, at dvæle ved netop hans lidelser eller død?

Der, hvor vi føler lidelsens og dødens fortælling så intenst, føler vi måske også, vi forstår, hvorfor Judas på samme tid gik ud bagved og hængte sig i et træ – Judas tog sit eget liv, han døde hængende fra et træ, ligesom sin Herre Kristus.

Judas kunne ikke bære, at han havde været medskyldig i sin Herres lidelse og død – han kunne ikke bære skammen over at være et menneske.

Judas havde forrådt Jesus – udpeget ham til vagterne med et venskabs-kys og overladt ham til deres ondskab

– men netop dén handling, som et par dage før virkede så meningsfuld for Judas – den virkede nu så menings-løs, da han så sin mester dø en lidelsesfuld død på korset..

Men det er ikke Judas’s handling, som er meningsløs, dén handling gav uden tvivl god mening i øjeblikket – et menneskes handling gir altid god mening for os selv. Det gør den bare ikke mere rigtig..

Det er ikke Judas’ handling, som er uden mening – det er døden, i sig selv, som er menings-løs.

Altid menings-løs.

Det er meningsløst, når mennesker dør i et drab

– eller af sygdom – eller i en ulykke – eller af alderdom.. Hvert eneste dødsfald er et unikt og elsket menneskes død – og derfor er det altid menings-løst.

Men dødens menings-løshed gør også sorgen så tung – den menings-løse død gør bare sorgen umulig at komme igennem, eller umulig at komme ud af, for sorgen kan jo ikke fravriste døden en mening, ligegyldigt hvor meget eller hvor længe, vi sørger.

Forleden hørte jeg en krigs-reporter, som stod midt i krigens rædsler i Syrien – hun sagde, at det sværeste var ikke at se de døde mennesker i krigen – men at se de overlevende. Sorgen og smerten i tabet er det mest menings-løse – der er ligesom ingen vej i sorgen, intet håb, overhovedet.

 

 

III)   Den ældste altertavle i Taulov kirke –den hænger i tårnrummet nu som et Epitafium, den tavle er oprindeligt et langfredags-billede – vi ser både døden og sorgen i det ældste maleri.

Maleriet blev overmalet i 1729, men solen får det nyere maleri til at falme – og det gamle titter frem, bid for bid, som tiden går.

Først skimtede vi et ansigt: Maria, Jesu mor – så en kæk mand på et kors, ude i siden – så endnu en mand, korsfæstet i modsatte side – så Jesu krop på korset – og senest den korsfæstede Kristi ansigt.

Det gamle maleri er altså tydeligt nok en Golgatha-scene, som skal fortælle os, at Kristus døde på korset.

Allersenest er der dukket en lille tåre frem på Marias kind. Vi kan nu se, at Maria står under korset og græder.

Og pludselig er billedet forandret – fra at være et maleri, der skildrer det ufravigelige faktum, at Guds Søn døde på korset – til nu at skildre sorgen over Jesu død...

Men gør det nogen forskel? Er sorgen ikke en side af døden?

Joh, men det er ikke den sidste…

 

Sandelig skal der ikke være nogen tvivl:

Jo, vi skal sørge, når døden har taget et menneske fra os. Jo, det er helt berettiget at skrige af sorg, når vores allerkæreste dør fra os.

 

Men nej, vi må ikke lade sorgen synge for altid – sorgen må ikke blive grundtonen i vort liv.

Vort alterbillede må ikke være sorgen over at have tabt til døden. For i det budskab er der intet evangelium!

Og: sorgen er i sig selv uden håb, og uden håb kan vi ikke bære at leve – og dermed er vi i fare for at følge Judas…

 

 

IV)   Samme aften, som Judas forrådte Kristus, var der et andet menneske, som fornægtede Kristus.

Da Judas havde overgivet Kristus til vagterne, fulgte en anden discipel: Peter efter vagterne, og han så’, hvordan Kristus styrtede ind i lidelsen.

Og netop derind turde Peter ikke følge sin Herre – så Peter nægtede at kendes ved Kristus. Ikke én, tilfældig gang, men tre gange, definitivt!

Og Peter gik ud bagved og græd så bitterligt – af skam over at være et menneske.

Peter havde svigtet alt, hvad han agtede, og sin kærlighed med – men Peter valgte en anden vej end Judas.

Peter valgte at lægge sin dom i Guds hænder – Peter kunne ikke undertrykke troen – og håbet.

 

 

Derfor nåede Peter frem til Påskemorgen

– Peter nåede at høre påskebudskabet

– Peter oplevede opstandelsens Evangelium.

Og i lyset af graven, Påskemorgen, blev Sorgen, og Skylden, og Skammen, ikke mindre – men de mistede deres magt over hans liv.

For der er et håb – på trods af Døden – Døden er ikke det sidste i et menneskes liv – sorgen er ikke håbløshedens sang, men Tabets og Smertens sang.

 

 

V)   Derfor skal et alterbillede ikke være sorgens billede – alterbilledet skal ikke fastholde, hvad vi har mistet forud, men hvad vi har fået givet i tiden forud.

Evangeliet fastholder ikke sorgen – men håbet.

Langfredag til aften stod der alene et tomt kors tilbage.

Kristus var gået ind i døden – fra korset og i graven – men vi har altså også hørt Påskemorgens evangelium – vi tror på opstandelsens virkelighed, og ingen sorg er længere håbløs.

Amen