Påskedag 2017

Markus 16, 1-8

 

Der er noget tilfredsstillende ved at kunne sætte punktum. Når man har været i gang med noget, en dansk stil, en artikel, eller en hvilken som helst opgave, man har skullet løse, så er der noget tilfredsstillende ved, når man endelig kan sætte punktum og sige: så, nu er opgaven løst. Nu er jeg færdig. Nu er punktummet sat.

 

Men der er også en anden side af et punktum.

Et punktum kan også være smerteligt og sorgfuldt.

Et punktum kan gøre ondt, når dét slutter, som man ville ønske kunne have varet ved. Fx når et venskab går i stykker. Eller når der bliver sat punktum for et menneskeliv. Når et elsket menneske dør, og man siger, at nu er det sidste punktum sat i det menneskes livsfortælling. Jo, et punktum kan også være fuldt af sorg.

 

Den store sten, der blev rullet hen foran Jesu grav var som et kæmpemæssigt punktum. Og alle dem, der havde holdt af Jesus, dem, der havde fulgt ham tæt og sat alt deres håb til ham, de mærkede nu forvirringen, chokket og smerten. Kunne det virkeligt være sandt? Var der virkelig sat punktum for alt det liv og al den varme som Jesus bragte med sig?  Var det slut med at føle sig set og omsluttet af en kærlighed, der ikke satte betingelser? Var det slut med alle hans fortællinger, som gav mennesker håb om, at tingene kunne være anderledes? Var det slut med at turde tro på, at Gud faktisk var midt iblandt dem?

 

Kvinderne gik ud til graven en tidlig morgen, den første dag i ugen. De gik og snakkede om den store sten. Hvem skulle rulle stenen lidt til side og skaffe åben adgang til graven. Ikke fordi de forventede at nogen skulle gå ud af graven. De vidste lige så godt som alle andre, at det store endegyldige punktum, det kan ingen mennesker stille noget op overfor. Men de ville så gerne ind i graven. De ville så gerne vise Jesus den sidste hengivenhed ved at salve hans døde krop, sådan som det var skik og brug.

 

Og så kom de ud til graven. Og ingenting var som de havde forventet. For stenen, dødens store punktum, var væltet væk. Og kvinderne blev mødt med budskabet om, at de ledte efter Kristus det forkerte sted. For man skal ikke lede efter den levende blandt de døde. Kristus lever.

 

Kristus lever. Det er derfor vi er her i dag.

 

De, der slog Jesus ihjel havde troet, at nu blev der sat punktum. Slut med al den hurlumhej og opstandelse, som Jesus skabte hvor han kom frem. Men de kunne ikke sætte punktum. Selv den største sten kan ikke spærre for opstandelsen når den sætter sig igennem.

 

Den påskemorgen – og i årtier og i århundreder og i årtusinder efter den påskemorgen – der har mennesker mødt den opstandne Kristus. Nogle har berettet om, at de har set ham og følt ham så tydeligt og virkeligt – måske i en slags vision. Men det er trods alt de færreste, der har oplevet det på den måde. Langt de fleste af os møder ham på en anden måde. En knapt så opsigtsvækkende måde. Vi møder den opstandne i beretningerne om ham. I evangeliet. I alle de fortællinger han gav os. Vi møder Kristus i dåben, hvor vi bliver knyttet sammen med ham og får at vide, at vi er Guds elskede børn.  Vi møder ham i nadveren hvor han giver sig selv til os og tilgiver os. Vi møder ham i andre mennesker, i fællesskabet med hinanden. Vi møder ham i bønnen – eller hvordan han nu kommer til os med sin kraft og forvandlende kærlighed.

 

At det møde finder sted – at den opstandne møder os –

det kan ikke bevises. Det kan fejes af bordet som vrøvl.

Som hjernens tankespind.  

Men det kan også tros. Det kan gribes i tillid.

Og når det tros, så kan vi svare nej til alle de spørgsmål, som Jesu disciple må have stillet i deres chok og forvirring mellem Langfredag og Påskemorgen:

 

Nej, der er ikke sat punktum for alt det liv og al den varme, Jesus bragte!  Nej, det er ikke slut med at være set og omsluttet af en betingelsesløs kærlighed! Nej, det er ikke slut med alle hans fortællinger, som giver mennesker håb om, at tingene kan være anderledes! Nej, det er ikke slut med at turde tro på, at Gud faktisk er midt iblandt os!

 

Kristus lever. Det budskab fik kvinderne at høre den morgen på den første dag i ugen. Det budskab samles vi om her i kirken hver eneste søndag morgen, den første dag i ugen.

 

Det er ikke tilfældigt, at evangelisten Markus understreger, at kvinderne gik til graven tidligt om morgenen på den første dag i ugen. Morgenen, det er der, hvor lyset bryder frem. Og den første dag i ugen –

det var den dag, Gud begyndte sin skabelse. Det var den dag, hvor Gud satte sin skaberkraft ind, sådan at der ikke længere bare var øde og tomhed og mørke overalt. Det var den dag, hvor Gud sagde ”Der skal blive lys” – og så blev der lys. Sådan fortælles det i skabelsesberetningen på bibelens allerførste sider.

 

Så det er ikke tilfældigt når Markus understreger, at det var den første dag i ugen, at kvinderne gik ud til graven. For det, der er på spil her, det er intet mindre end en ny skabelse. Det er Guds nyskabelse af verden. Det er Gud, der skaber liv, der hvor der ikke var liv. Det er Gud, der lader lyset fordrive dødens mørke.

 

Guds nyskabelse af verden. Det er store ord. Og man kan også godt spørge sig selv, om ikke det er for store ord. For på én måde er alt ved det gamle. Der er stadigvæk rigtig meget død og mørke i verden. Verden er fuld af krig og vold og terror. Mennesker gør stadigvæk det, som de altid har gjort: ødelægger livet og glæden for hinanden.

Og alligevel vover vi at bruge ordet nyskabelse: for noget nyt er kommet ind i verden. Påskemorgens budskab om, at Guds kærlighed og liv er stærkere end alt andet. At Guds kærlighed kan forvandle. Død og ondskab får aldrig det sidste ord. Det er ikke der, punktummet bliver sat.

 

Et punktum kan være smerteligt og sorgfuldt, fx når vi mister et menneske, vi elsker. Når døden sætter sit punktum. For det gør den. Døden findes jo – på den måde må man også sige, at alt er ved det gamle.  Og selvfølgelig gør det ondt, når vi ikke længere kan være sammen med dem, vi elsker. Påskemorgen tager ikke den smerte væk.

 

Alligevel vover vi at bruge ordet nyskabelse: for noget nyt er kommet ind i verden og har forandret alt. Påskemorgens budskab om, at for Gud er døden ikke et punktum. Snarere et komma – en tankestreg. Eller måske mest af alt et kolon. Et tegn, der fortæller, at nu kommer fortsættelsen. Han formår at fortælle et menneskes livsfortælling videre.

Kristus døde og opstod ind i Gud. Og fordi han har knyttet sig sammen med os, så har vi håbet om, at det skal gå os på samme måde. At vi skal dø og opstå ind i Gud. Ind i Guds lys og liv og glæde.

 

Glædelig påske.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.