2. påskedag 2017

Lukas 24,13-35

 

Evangeliefortællingen til i dag 2. påskedag er en beretning om to disciple, der forlader Jerusalem i retning mod Emmaus. På vejen møder de en mand, der slår følge med dem. Han lytter til dem, da de fortæller om det, de har oplevet i Jerusalem: Jesu korsfæstelse og rygterne om den tomme grav. Den fremmede kaster nyt lys over deres situation. Først da de spiser sammen genkender de den fremmede som Kristus. Den opstandne levende Kristus. Og så vender de glade tilbage til Jerusalem.

Det er den ydre handling.

 

Men fortællingen er samtidig en fantastisk ”eksistens-beretning”, som handler om dig og om mig.

Det gør evangeliet altid. Evangeliet handler altid om dig og mig. Det rummer altid en henvendelse til dem, der hører det. Men lige netop den her fortælling, den har, synes jeg, i ganske særlig grad så mange tilknytningspunkter, så mange aspekter, som ethvert menneske kan spejle sig i. Der er så mange tidspunkter i fortællingen, hvor man så at sige inviteres til at overveje sit eget liv i lyset af fortællingen. Det vil jeg forsøge at give lidt plads til og mulighed for her i løbet af prædikenen. Undervejs i prædikenen vil jeg lægge nogle meget korte pauser ind. Sådan at man lige kan nå at sidde og tænke lidt. Det bliver meget korte pauser. De vil måske næsten opleves som umærkelige. Men nu ved I det, sådan at I ikke tror, at det er fordi jeg er gået i stå og ikke kan komme videre. Så kan I slappe af i de små korte ophold.

 

To mænd var på vej til Emmaus. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at to mænd var på vej væk fra Jerusalem. For man sidder med en mistanke om, at det måske ikke var så afgørende hvor de var på vej hen. Det handlede mere om, at de bare ville væk fra Jerusalem. Stedet, der for dem at se var forbundet med nederlag, skuffelse og brudte forhåbninger. De havde fulgt Jesus. Og som de selv sagde det, så havde de håbet, at han var den, der skulle forløse Israel.

 

Nu gik de der med en fornemmelse af, at alt var tabt. For ham de havde håbet på, var blevet henrettet på den mest ydmygende og grusomme måde. Han var blevet korsfæstet. Og alt håb og alle forventninger var som sunket i grus for dem. Nu skulle de bare væk. Hvem kan holde ud at blive der i nederlagets ruiner.

 

”Vi havde håbet”…. der ligger en verden af skuffelse i de ord. Og den situation kender vi godt. For det går ikke altid som vi håber og ønsker. Skuffelse og bristede forhåbninger er en del af det at være menneske. Jeg havde sådan håbet…. Vi kan hver især tænke på situationer i vores liv, hvor de to disciples ord har været som taget ud af vores egen mund: Jeg havde sådan håbet…. Pause

 

De to mænd oplevede så, at der var en mand, der kom og slog følge med dem. De genkendte ham ikke, men anså ham for at være en fremmed. Men denne fremmede gik ved siden af dem, han inviterede dem til at fortælle om det, der tyngede dem, og han lyttede til dem.

 

Allerede her har vi igen et tilknytningspunkt, en invitation til refleksion. Fortællingen inviterer os til at tænke på de mennesker, som har slået følge med os på vejen, når vi fandt det svært. Og være taknemmelig for dem. Hvor betydningsfuldt var det ikke, at der var nogen ved siden af os? Nogen der turde stille de spørgsmål, som gav os mod til at fortælle. Nogen som lyttede til os.

Pause

 

Da de to mænd er færdige med at fortælle, så tager deres følgesvend ordet. Han tolker det, de lige har oplevet i Jerusalem i lyset af hvad profeterne har forudsagt. Han kaster et nyt lys over det, der lige er sket med Jesus. Dermed kaster han også nyt lys over deres situation, sådan at de nu kan se den fra en ny vinkel og i et andet lys.

 

Vi, som sidder her i dag, kan overveje, hvad det vil sige at få kastet et nyt lys – et Kristuslys – over vores tilværelse. Lige som de to mænd oplevede at Kristus – for ham var det jo – kastede et nyt lys over deres situation, sådan oplever vi det samme, hver gang vi kommer i kirke. Når vi hører beretningerne om Jesu liv, hans død og opstandelse, når vi oplever dåb, og når vi går til nadver, så kastes der et Kristuslys over vores liv. Så kan vi se vores liv i lyset af Kristus.

Hvad vil det sige? Det spørgsmål kan sikkert besvares på mange forskellige måder. Hvad det vil sige at se sit liv i lyset af Kristus, det kan der siges rigtig meget om og meget forskelligt. Jeg vil bare lige trække et par enkelte aspekter frem.

 

At se sit liv i lyset af Kristus betyder for mig at se en tillid til, at man aldrig er forladt af Gud. Heller ikke i de svære perioder. At opleve lidelse betyder ikke at man er gudsforladt. Måske føles det sådan. Men vi lov til at stole på, at Gud er der lige ved siden af én midt i alt det svære.

 

At se sit liv i lyset af Kristus betyder for mig at se også en tillid til, at det ender godt. Det er opstandelsens budskab. En tillid til at Guds liv og kærlighed er stærkere end alt andet. Stærkere end menneskers had og ondskab. Stærkere end vold og død. Vi lever i en verden, hvor der er meget, vi kan frygte, og meget vi kan miste modet over. Men at se sit liv i lyset af Kristus er at tage påskens opstandelsesbudskab til sig og sige: frygten og mismodet skal ikke få overhånd. For det ender godt. Døden får ikke sidste ord. Heller ikke over mig.

Pause

 

De to disciple genkendte Kristus da han brød brødet sammen med dem. Sådan som han havde gjort det Skærtorsdag aften. Men indtil da havde de ikke genkendt ham.

 

Det inviterer os til at tænke på, hvor fantastisk det er, at Kristus kan møde os på mange forskellige måder. I mange forskellige skikkelser.

Paulus bruger i et af sine breve det billede, at menighedens fællesskab er ligesom en krop. Kristus er hovedet, og hvert menneske er en lille del af kroppen. I er Kristi legeme på jorden, siger Paulus. Og hvis vi tager det billede alvorligt, så må vi sige at den opstandne Kristus / at Gud er tilstede i fællesskabet med andre mennesker. At Kristus kan møde os i et andet menneskes skikkelse. Måske møder Kristus mig i en skikkelse, der til forveksling ligner min nabos skikkelse.

Det betyder selvfølgelig ikke, at min nabo er Gud, men det betyder vel, at Gud kan komme mig i møde med sin hjælp og sin trøst gennem et andet menneske.

Pause

 

Da de to disciple havde genkendt den opstandne, levende Kristus, så vendte de glade tilbage til Jerusalem.

Nu opfattede de det ikke længere som nederlagets sted, men derimod som det sted, hvorfra der voksede nyt liv, ny glæde og nyt håb.

Måske har vi i vores liv også erfaringer der ligner det. At der ud af det, som kun lignede nederlag, faktisk viste sig at vokse noget nyt og livskraftigt op.

 

Fra død til liv. Det er påsken bevægelse: at der ud af Langfredags mørke og død opstod et liv som døden er magtesløs overfor. Kristus opstod - Guds liv og kærlighed får det sidste ord. Amen.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen således også nu og altid og i al evighed. Amen.