Prædiken til 1. søndag efter påsken

Joh 20,19-31

 

Evangeliefortællingen, som jeg lige har læst op er en fortælling om en flok bange og forvirrede og fortvivlede mennesker, som gemmer sig bag lukkede døre, lukker sig inde med deres frygt og modløshed. Og så kommer Gud selv, i den opstandnes skikkelse, og puster nyt liv i dem. Puster mod og glæde ind i dem. Puster Ånd ind i dem og sender dem ud i livet med en opgave.

 

Det er også en fortælling om, at den som tvivler ikke bliver forvist og lukket ude af fællesskabet. Men at Kristus tværtimod møder den tvivlende lige der, hvor han eller hun er, og tilbyder sig selv.

 

Når man opsummerer fortællingen på den måde, så kan man godt høre, at det er ikke bare er en fortælling om nogle mænd i Jerusalem engang for 2000 år siden. Det er en fortælling, som kan handle om os alle sammen – her og nu og til alle tider. Det er situationer og personer, som vi kan spejle os i.

 

Det kan godt være, vi ikke ligefrem har været i disciplenes situation, at vi har frygtet for vores liv, sådan som de nok gjorde den påske. De har sikkert frygtet fængsling og henrettelse; at det skulle gå dem ligesom Jesus. Det er heldigvis ikke vores situation.

Men måske kender vi godt det mørke, som de befandt sig i. Sorgens mørke, forvirringens eller angstens mørke. Følelsen af at have fået slået benene væk under sig eller at have mistet retningssansen i sit liv.

 

Og måske har vi også stiftet bekendtskab med fristelsen til at forskanse sig. Til at gemme sig bag lukkede døre / eller et lukket ansigt og holde andre mennesker på afstand. Det kan der være så mange grunde til: bitterhed og skuffelse, frygt for at blive såret, angsten for om man slår til.

 

Men Kristus lader sig ikke stoppe af lukkede døre. Han kommer til dem, der sidder i modløshedens lukkede rum. Han kommer og siger ”Fred være med jer”.

 

Det er ikke de lukkede døres fred, han kommer med. Det er ikke den fred, der handler om at få lov til at være i fred. For den opstandne siger: Som Faderen har sendt mig, således sender jeg også jer.

 

Dørene bliver slået op – Jesu disciple, dengang som nu, sendes ud i verden -  ud i livet - med en opgave. Vi sendes ud i livet med den opgave at bringe håb og omsorg ud i hverdagen. At være en kanal, hvorigennem Gud kan række sin varme ud til mennesker.

Martin Luther, reformatoren, sagde engang: Hvis enhver tjente sit medmenneske, så ville verden være fuld af gudstjeneste. Når man tager sig af sit medmenneske, så tjener man ikke bare det menneske, men også Gud. Så er det gudstjeneste i ordets bedste forstand. Hvis enhver tjente sit medmenneske, så ville verden være fuld af gudstjeneste.

 

Evangelisten Johannes, der fortæller den her beretning. Han fortæller den på en måde, så det står klart for os, at det er højst uklart, hvordan den opstandne Kristus egentlig viste sig for disciplene. På den ene side gik han igennem lukkede døre – som et rent åndeligt væsen. På den anden side tilbød han Thomas at røre ham.

Når Johannes fortalte sådan, så er nok for at fortælle en teologisk pointe. På den ene side er det vigtigt for Johannes at understrege at det ikke er Jesus i samme form, som de kendte før. Det er ikke et genopvakt og rekontrueret lig, der går rundt. På den anden side er det heller ikke et ukendt spøgelse. Der er en sammenhæng mellem den korsfæstede og den opstandne. Han, som kommer til disciplene er Jesus, der er opstået ind i Gud. Det er Gud Kristus i en eksistensform, som går ud over det, vi kender.

 

I en af de nyere påskesalmer, (nr. 249) der stiller salmedigteren spørgsmålet: Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen? Hvad er det? Hvordan er det? Hvad betyder det? Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen? Og hvert vers udfolder et svar på forskellig måde.

Et af versene/svarene lyder sådan her (inspireret af den her fortælling):

Det er som en ånd gennem lukkede døre i kød og i blod, der sender os, siger os, hvad vi skal gøre, og indgyder mod, så den, der er bange for hån og for stening, tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

 

Når Gud puster sin Ånd, sin kraft, sit liv ind i os, kan vi tage del i den opgave han sender os ud af de åbne døre med. Han puster sin Helligånd ind i os, som skaber tro, håb og kærlighed. Han indgyder mod – sådan at vi trods frygt tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

 

I fortællingen beskrives det på den måde at Kristus blæste ånde i dem og sagde ”modtag Helligånden”. Det er påske og pinse samlet i en og samme begivenhed.

 

Og så fortælles det i samme åndedrag, at disciplene får myndighed til både at tilgive og til at nægte tilgivelse. Der skurrer i mine ører, og jeg har svært ved at komme overens med det. Det er for stort et ansvar at give mennesker, tænker jeg. Fordi vi mennesker tit er alt for smålige til at kunne administrere det. Ganske vist knyttes myndigheden tæt sammen med Helligåndens kraft. Men alligevel…Jeg må bare sige at min trøst er, at det altid er Gud, der får det sidste ord. Det tror jeg på… og det er vi også bedst tjent med.

 

Jeg sagde indledningsvist, at den fortælling her rummer situationer og personer, som vi kan spejle os i. Og det er jo en af de ting, der er så fantastisk ved de bibelske fortællinger: persongalleriet ikke er en samling perfekte superhelte. Det er derimod mennesker, der fejler og tvivler og svigter. Kort sagt, mennesker, der ligner os, og som vi kan spejle os i. I dag hører vi fx om Thomas.

Vi er mange, der har stor sympati for Thomas. Som kender til tvivlen. Vi er mange, som synes, det er stor trøst, at Thomas er en del af den her fortælling. For her hører vi, at der også er en plads til tvivleren. Her hører vi at Kristus møder Thomas lige der, hvor han er. I tvivlen.

 

Beretningen fortæller, at Thomas ikke ville nøjes med de andre disciples ord. Han ville selv se og røre ved Jesu sår. Var det fordi han kun kunne tro på opstandelse, hvis han selv fik syn for sagn? Ja, måske. Men måske var spørgsmålet for Thomas ikke kun om opstandelse kan finde sted, men mere spørgsmålet om hvem der var opstået. Han ville vide, at når de andre sagde: ”vi har set Herren”, så var det den samme Herre, som var blevet korsfæstet og som derfor havde sår. For Thomas var det vigtigt, at den opstandne, var den samme som ham, der rørte ved de spedalske, besøgte de udstødte og i det hele taget var til for andres skyld. Thomas´ Herre og Gud skulle have sår.

 

Måske er det også vigtigt for os. Alle os, som mærkes af tilværelsens skrammer og sår. Alle os, som ikke er usårlige, men som rummer skrøbeligheden og sårbarheden i os. Måske er det for os en stor vidunderlig indsigt, at den Gud, der er stærkere end døden, livets Gud, at han også har sår. Af kærlighed til menneskene gav han afkald på usårligheden og urørligheden og tog lidelsen og døden på sig. Derfor tør vi tro og håbe på, at vi ikke er alene, når livet er svært. Og derfor tør vi tro og håbe på, at vi også en dag skal opstå ind i Gud. Amen.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.