I fredags, til Sankt Hans festen, sang vi ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme” – det er lykkeligvis hér, jeg er blevet født – eller er blevet indbudt til at leve mit liv, eller… det er her, jeg har ret til at være, som borger.

Og det er vel nogenlunde sådan, det også er med Guds Rige – dér, ved jeg, at jeg er genfødt ind ved dåben, dér er jeg også indbudt til at leve, eller… der har jeg ret til at være, som kristen.

Vi tager vel både Danmark og Gudsriget ’for givet’ – ja, altså netop ikke som noget, der er givet til os; men som noget, der bare er der, til rådighed for os.

Ved netop at tage det som noget, der bare er til rådighed for os, både Danmark og Gudsriget, tager vi os også friheden til at vælge det hele fra eller til, som det passer os og når det passer os. Det med Gud er blevet ugens tilbud.

Og så vil jeg lige trække en af de historier ind, som blev brugt Sankt Hans aften – nu med en anden vinkel.

Danmark, eller altså vi, danskere, har fået en værdi-kánon.. En liste over nøje udvalgte værdier, som vi alle har kunnet stemme på, og som nu er udvalgt som umistelige for det danske land og det danske folk.

DR’s reporter spurgte yngre mennesker om værdien FRIHED – som jo er en værdi i kanon.

Hvad tænker I på, når I hører ordet ”Frihed”

Den stærke unge mand sagde: Danmark. Jeg tænker på Danmark! Jo, for Danmark er et af de eneste steder i verden, hvor man har absolut frihed til at være sig selv og leve sit eget liv.

DR reporteren var helt uforstående. Så sagde den stærke unge mand:

Jo, altså: hvis jeg ser en hjemløs, der ligger og fryser på gaden, så er jeg fri til at være fuldstændig ligeglad med ham.

Hvordan mener du?

Jo, altså, jeg har jo betalt skat, så det offentlige skal jo tage sig jo af ham, ikke! Og tiggeren har sin frihed – så hvis han ligger der og fryser ihjel, så er han altså selv ude om det.

I andre lande skal man jo tage sig af den slags, det behøver vi slet ikke i Danmark! Dét er frihed! Og for eksempel min gamle bedstemor, hende er jeg fuldstændig fri af at tænke på, for staten skal sørge for en plejehjemsplads og en bisættelse.

Når jeg har betalt min skat, så er jeg helt fri af det ansvar. Det er total frihed, jeg elsker Danmark!

 

Det skal siges, det var i satireprogrammet Platform, jeg hørte samtalen, men de har det jo et eller andet sted fra. I Danmark, ikke mindst, hylder mennesker meget højlydt den værdifulde Frihed.

Den friheds-dyrkelse er udviklet over mange hundrede år og har mange forskellige vinkler, men den har uden tvivl sine stærke rødder i den reformation, Martin Luther satte gang i.

Luther ville såmænd blot holde fast i sin tro på Gud – som vores skaber og vores frelser og vores fremtids-håb.

Men for at gøre dét, måtte Luther tænke mennesket fri af kirkens magt og styring, så mennesket kunne bruge sit liv på troen og ikke på kirken og De 10 Bud.

Man har tillagt Luther at have sagt: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet” – og den tanke er vokset i tiderne derefter til en stolt frihed for individet – jeg bestemmer over mit eget liv, jeg må tage ansvar for mit eget liv, jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil.

Og når vi så samtidig har udviklet et velfærdssamfund, hvor vi betaler aflad til Skat for den omsorg, vi har forsømt for de fattige og hjemløse og vore gamle på plejehjem – så rykker vi helt der frem, hvor friheden bliver en rettighed, oven i købet en ’menneskerettighed’.

Det er blevet min ret at være ligeglad med den hjemløse, for jeg har jo betalt min skat for at staten klarer den slags. Og det er blevet min ret at kunne aflevere min gamle bedstemor på plejehjem, for hun har jo betalt skat hele sit liv til at sikre sin alderdom.

Men hvor er det lige, kæden hopper af – jeg kan høre helt herop, hvordan hjernevindingerne vrider sig i jer, for

– selvfølgelig skal vi have vores individuelle frihed til at gøre, hvad vi selv vil

– og selvfølgelig har vi vores frihed til ikke at dele hele vores liv med en fremmed tigger på gaden

– men hvorfor er det så, vi ikke må dumpe vores bedstemor?

 

Jeg tror, det har noget at gøre med rettighederne, når vi begynder at tænke i menneske-rettigheder.

For: rettigheder er egoistiske og beregnende, de lukker fuldstændig af for kærlighed og for andre mennesker i det hele taget. Og hvem i denne verden har overhovedet RET til noget som helst i denne verden??

Jeg tror, de fleste tænker, at vi har RET til frihed under ansvar, sådan at vi har vores frihed, så længe det ikke går ud over andre. Jeg ved så ikke helt, hvordan vi afgør den med den hjemløse og bedstemoren?

 

Endelig er der en historie i søndagens prædiken-tekst. Tre pæne mand bliver indbudt til fest-måltidet.

De tre takker nej, med hver deres fornuftige begrundelser, og så sender husets herre sine tjenere ud for at indbyde alle mulige andre, for fest skal der være. Og døren blev lukket for de tre.

Når det nu er en fortælling, Jesus har fortalt (en lignelse), så véd vi, at det handler om Gud & Mennesker.

Altså handler historien om, at tre gode kirkegængere bliver budt ind til Gudsrigets glæder, indbudt af Gud Herren selv. Men de siger nej tak, fordi de har andet, de er mere optaget af lige nu og måske ta’r de indbydelsen for givet – og så sender Gud invitationen videre til de frysende hjemløse og de glemte på plejehjemmet og alle de, som bestemt ikke havde ventet at blive budt ind.

Men hvad er så pointen? De tre mænd, som bliver budt ind, har vel deres frihed til at vælge, hvad de vil bruge deres tid på? Det må de vel netop selv om, det er deres eget valg, de har da ret til at sige nej – hvis de vil stå derude og fryse ihjel, så er de altså selv ude om det!

I princippet: ja! De tre har jo deres frihed til at takke nej til en indbydelse – de har netop RET til at vælge frit – og det går ikke engang ud over andre..

I princippet har vores børn vel også deres frihed og ret til at sige nejtak til at besøge bedstemor på plejehjemmet, fordi de hellere vil spille fodbold på motorvejen.

Mon ikke de fleste kan mærke en lille, nagende angst for at vi, i frihedens navn, kommer til at vælge forkert – med skæbnesvangre følger?

Tjo! – for i princippet har mennesket jo sin fulde frihed til at takke nej til Guds indbydelse – men eftersom indbydelsen til Gudsriget IKKE ER en menneske-ret, så kan dette ”Nej!” få fatale følger. For intet menneske har RET til noget i forhold til Gud – intet menneske kan KRÆVE noget af Gud – alene fordi Gud er Gud, den almægtige, og vi er..  ja, vi er blot mennesker, Guds kreation, små led i skaberværket.

Vi har ikke RET til at kræve noget af Gud!

Indbydelsen er virkelig, med et gammelt ord: Nåde over nåde!

For denne indbydelse bliver ikke givet for Guds skyld, og ikke fordi vi har optjent ret til den eller har fortjent den.

Ikke engang fordi vi da er selvskrevet til at blive budt med, fordi vi er sådan nogle gode, pæne mennesker.

Nej, sådan virker det ikke. Indbydelsen får vi, fordi Gud vil det, fordi Gud giver os den, lige så gratis, som Gud giver os livet.

Livet er jo heller ikke noget, vi har ret til eller har fortjent at have – Livet er ikke noget, vi selv har købt – og da slet ikke noget, vi har taget. Vi kan se det i vore børn, for børn er ikke nogle, vi køber eller skaffer os, det er nogle, vi får (om Gud vil).

Så: Livet, selv dette at få lov til at leve på denne vidunderlige klode, er en gave, som er givet til os, ufortjent, gratis, altså: af Nåde.

Og oveni giver Gud os så denne indbydelse til glædens fest, altså til at leve, ikke bare dette liv i denne verden – men leve et evigt liv i Guds Rige.

Det er da Nåde over Nåde.

Vi kan ikke tage vort eget liv, kun tage imod det, og glæde os over det. Sådan er det også med det evige liv– vi kan ikke selv indtage Guds Rige, men vi kan tage imod indbydelsen, som Evangeliet giver, og så vil troen åbne Gudsriget for os.

Vi skal altså selv gøre en forskel: vi skal tage imod indbydelsen – og så kan vi faktisk gøre en forskel, et sted mere – vi kan selv give denne indbydelse videre til vore børn, for Kristus har sagt, at indgangen til Guds Rige ligger i dåben.

Dåbens Evangelium er en åben dør til Guds Rige – så dåben er simpelthen som at  stikke indbydelsen i hånden på barnet og pege på den dør, som nu står åben til Guds Rige.

Jeg har hørt nogle moderne forældre kalde dåben for en inklusions-mulighed, som de ville give deres barn med i livet – altså som at stikke en indbydelse i hånden på barnet. Deres barn har så friheden til at vælge, om det vil inklusionen i Gudsriget eller ej, men det har i al fald indbydelsen med.

Vi vil måske kalde denne inklusion for Troen – men barnets frihed til selv at vælge er jo også friheden til at vælge forkert.

Og det må jo ikke ske for vores børn – at de vælger at takke nej til indbydelsen.

Så derfor må vi jo altid pege hen på døren, som indbydelsen gælder til: dåben, Evangeliet, Nåden, troen, trygheden, at ligge trygt i Guds hånd, at kende Nåden.

Vores inderste bøn skal være, at ingen vælger at takke nej til Guds egen indbydelse til den evige glædes fest. At end ikke fortabelsens æt skal gå tabt vil være Nåde over Nåde.

Amen