Der var engang en vise, hvor Preben Kaas sang om Lykken.

Lykken skifter med alderen, så noget af visen forstår man først, når man er blevet gammel og tør stå ved det..

”Lykke er .. at putte sand i nøglehullet” – dét er lykken for et lille barn

– ”Lykke er at ha’ fået sit første kys” – når man er ung

– og når man er blevet godt voksen, så er det, at: ”Lykke er, når barnebarnet putter sand i nøglehullet..”

Og så er der én linie, som dukker op flere gange – både ved det lille barn – ved den forvildede unge og ved det gamle menneske:

”Lykke er at bli’ helt væk / og så igen / bli’ fundet!”

Husk på panik-følelsen ved at være blevet væk fra sin mor eller sin far – vi har alle oplevet det – eller haft mareridt om det! At blive væk i butiks-centret eller i skoven eller til en koncert.

Den forfærdelige følelse af tomhed af at være ’Palle alene i verden’ – eller følelsen af fortabthed, når mængden er uoverskuelig og vi INGEN anelse har om, hvor vi er..

Så er det Lykke.. at bli’ fundet igen – trygheden og glæden og hånden, som vi bare aldrig igen vil give slip på..

Den samme rædsel ved at blive væk kan jo også ramme det menneske, som er blevet dement og nu forsvinder ind i sin egen verden – eller den, som bare bliver gammel og ikke længere rigtig kan orientere sig og let blir konfus.

Når verden bliver for stor og for urolig og moderne, og når ingenting er som i gamle dage – så kan vi pludselig ikke finde os selv i det – dét vidste Preben Kaas allerede i 1964, før demensen var blevet en diagnose:

”Lykke er at bli’ helt væk og så igen bli’ fundet”

Og lur mig, om ikke meget af det moderne menneskes udbrændthed, stress og angst udspringer af, at mennesker blir væk for sig selv og blir væk i livet og ikke har én til at finde sig igen?

Så mange mennesker er så optaget af sig selv og sit eget – det er blevet tilladt, at alle dyrker deres egen individuelle ’profil’ og deres egen karriere og position overfor andre – måske glemmer vi, at vi ikke kan leve uden trygheden, glæden og dét menneske, der aldrig giver slip på os..

Og det er lige slemt at blive væk for sig selv eller at blive glemt væk af andre..

 

De små børn og de gamle, som ikke selv har magt over tilværelsen, kan jo pludselig blive væk, forsvinde, som var de sunket i jorden og fuldstændig gået tabt. De kan forsvinde i et menneskemylder, hvor ingen bemærker dem – de kan forsvinde ud i haven og over grøften og ind i skoven – og de er pist væk!!

Vi forældre kan da også tænke med rædsel på vore børn, som tager på Roskilde festival og bliver opslugt af mængden – 120.000 mennesker i en mudderpøl – kommer de nogensinde op igen..?

Vi lever i et trygt og godt land, hvor der er kontrol på mange ting – men vi kan faktisk godt blive væk her, forvildede eller midt i mylderet.

 

Men man kan også blive væk, for sig selv og for mennesker. Voksne, stærke mennesker kan miste fodfæstet i livet og pludselig forsvinde ind i angst og mørke, og ud af hverdagens liv – og de blir helt væk – for sig selv og for dem, der leder efter dem..

Og selv om de prøver at række ud, så føler de ikke, der er nogen andre, som ser dem..

Det er lige slemt, om den voksne blir væk i ensomheden eller om barnet blir væk i menneskemylderet. Det er slemt, og det er alvorligt, når nogen bliver væk for sig selv eller for andre. For de bliver kun fundet igen, hvis der er nogen, som vil lede efter dem.  

”Lykke er at bli’ helt væk og så igen bli’ fundet”

 

Det er ikke kun får og drakmer, som bliver væk – også rigtig levende og nutidige mennesker kan blive borte…

Men det er får og drakmer i lignelsen, og de bliver altid fundet igen – virkelighedens mennesker kan faktisk helt forsvinde.

Det lyder så kært i lignelsen, at hyrden gik ud og søgte, til han fandt fåret – og konen fejede gulvet og fandt sin drakme; men virkeligheden er slet ikke så kær.

Der er jo en grund til, at dét faktisk er barnets allerværste mareridt og den voksnes dybeste angst: at blive væk – og blive glemt. For et menneske kan blive væk – eller glemt!

Det er slemt at skulle begrave én, man holder af – men det er ofte langt værre, hvis nogen forsvinder for os og aldrig bliver fundet – eller vi opdager, at et menneske lige så stille er forsvundet for øjnene af os og vi ikke kan finde ind til , hvor de er…

Hvor er de nu – hvor forsvinder et menneske hen? – hvor går mennesket hen, når det går herfra?

 

Den tvivl er mindst lige så svær at bære på som dén vished, man dog har ved et menneskes død. Det er menneskets dybeste frygt, denne: at én af vore kære bliver væk for os – eller tanken derfra: selv at blive væk …

Uvisheden og tvivlen og tomheden åbner sig som et gab af meningsløshed og kaos og angst, fordi vores verden med de trygge rammer falder ud og falder væk omkring os.

 

Hvis vi virkelig kan forsvinde og blive væk – eller blive glemt, som om vi aldrig havde eksisteret – så må det være, fordi der intet er, som holder et menneskeliv fat nogetsteds! Så svæver vi frit i rummet, så er vi bare et fnug i den store, store tomhed.

Hvis vi bare kan blive væk, hvad er så et menneskes værdi???

Hvis jeg kan blive glemt blandt venner, hvad er så min værdi i verden?

Det er derfor, at ”Lykke er at bli’ helt væk og så igen bli’ fundet”

 

Og derfor er lignelsen om det mistede får og den mistede mønt så opløftende og så boblende lykkelige: for fåret og mønten blir jo fundet!

De forsvinder jo netop ikke – de bliver fundet og verden hænger altså sammen alligevel. Dét kan vi godt lide at høre, derfor er de to små lignelser så muntre!

Og de to lignelser har jo ikke mindst betydning, når vi nu véd, at det faktisk sker, at mennesker bliver væk – og bliver glemt!

For da er det jo vigtigt at huske, at det er lignelser, Jesus fortæller – det betyder, at det i virkeligheden ikke bare er en hyrde og en kone, som finder, hvad de savner – men det handler om Gud, som søger og finder.

En lignelse siger altid: ”Det er ligesom..”

  • < > hyrden, der sætter alt til side for at søge efter det ene, ubetydelige får – sådan vil Gud søgeog finde – det menneske, som måtte have forvildet sig væk, så ubetydeligt, det end måtte være. < > konen, der ikke standser førend hun har fundet sin mønt – sådan vil Gud aldrig standse, førend han har fundet det menneske, som er blevet tabt.

    Skulle vi – sådan rent konkret – blive væk og forsvinde for alle mennesker, så vil Gud stadig søge os og finde os, så vi, forsvundne mennesker, aldrig skal gå fortabt.

    Og skulle vi blive væk for os selv og for hinanden

    – eller miste vort greb om livet og gå tabt for verden,

    så vil Gud stadig kende os og altid søge at nå ind til os og finde os frem, så det fortvivlede menneske ikke står alene.

    Jesus fortæller med sine lignelser, at Gud er utrættelig og u-omgængelig.

    Når alle mennesker har opgivet eller bare glemt at søge længere, så fortsætter Gud.

    Når verden har vurderet, at et menneske ikke er værd at lede mere efter, så tænder Gud lys for at lede videre.

    Når mennesker opgiver eftersøgningen efter at vi har søgt alle mulige steder – så fortsætter Gud med at søge alle de umulige steder!

    Intet bjerg er for fjernt eller for u-overstigeligt for Gud

    – intet dyb er for mørkt eller for farligt for Gud

    – intet sted kan vi forsvinde for Guds øje, det er virkeligt, at ”Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare”

    Vi véd godt, at det er visdoms-ord, at:

    ”Lykke er at bli’ helt væk og så igen bli’ fundet”

     

    I øvrigt siger Jesus med mange af sine lignelser, at vi vist skal gemme os rigtig godt, før Gud har brug for at lede efter os.

    Ligesom hyrden kender sine får og véd, hvor han har dem, sådan kender Gud hvert et af sine børn og véd, hvor vi er henne.

     

    jeg husker engang, jeg skulle sende mine drenge med klubben til et kæmpe legeland, så tog jeg mit stempel med navn og adresse og stemplede dem på armen, så vidste de selv – og alle andre, hvor de skulle bringes hen, når de blev helt væk..

    Sådan er det også med den, som er døbt – vi får et korstegn for panden og for brystet og vi får en dåbsattest, der fortæller, hvor vi hører til, og det giver os selv den tryghed, at vi véd, vi hører til et sted, og skulle vi blive helt væk, så er der én, som vil sikre, at vi bliver fundet igen. Den Gud, som har sat sit mærke på os! 

    Kristus kalder sig selv for ”Den gode hyrde” – det er altså Kristus, Guds Søn, som er hyrden – det er Gud selv, som altid holder et vågent øje med os og passer på os.

     

    Det er muligt, vi kan forsvinde i verden her – forsvinde for mennesker – men vi kan aldrig forsvinde for GudGud véd altid, hvor vi er.

    Skulle vi så endda forsvinde ud i den blå luft eller det dybe vand, og skulle mennesker opgive at finde os, og skulle de alle sammen glemme os, så vi aldrig har eksisteret – så vil Gud stadig huske os, og finde os frem igen, og tage os med, og føre os hjem, til Den evige glæde hjemme hos Gud.

    Når vi én gang er lagt i Guds hænder, kan vi aldrig mere gå fortabt – Gud vil altid lede og finde os. Og når han finder os, når Gud finder et menneske, som alle troede var blevet borte – så bliver der fest som ind i himlene!!

    ”Lykke er at bli’ helt væk og så igen bli’ fundet”

    Amen