Alt skal gå retfærdigt til! Vi kræver retfærdighed i alle ting.

Men retfærdighed er som en abefælde.

En abefælde er noget, enhver kan bygge:

Byg en kasse med nogle kighuller i. Læg en stor nød i kassen. Lav nu et låg til kassen med et hul i. Hullet skal være så stort, at en abe kan få sin hånd igennem, når aben vil have fat i nødden. Men hullet skal være så lille, at aben ikke kan få hånden, lukket om en nød, igennem hullet.

Når kassen bliver stillet op i skoven, vil aben se den og søge at få fat i nødden, den vil stikke hånden i kassen og gribe om nødden – ”Ja, nu fik jeg den!” Og så vil aben sidde fast, for den kan ikke få hånden ud med nødden i, og den vil aldrig give slip på den nød, den har fået fat i. Og den forstår ikke, at den kan slippe fri ved at give slip på nødden. Se dét er en abefælde.

Og sådan er det jo med os, og retfærdigheden. Vi griber efter retfærdigheden, men vi bliver selv fanget i retfærdigheden, og vi forstår ikke, at vi kunne slippe fri ved at give slip på retfærdigheden.

Vi griber efter retfærdigheden – vi kræver retfærdighed:

– ingen får flere frikadeller fra fadet end andre

– alle skal have lige store julegaver

– ingen skal have socialhjælp, hvis ikke de gider arbejde. Det er måske derfor de ledige sendes ud at feje gader, og de skal søge to jobs om ugen.

– Og retssystemet skal være retfærdigt – alle skal have straf som forskyldt. Det er måske derfor, økonomisk kriminalitet straffes hårdere end voldtægt…

Retfærdighed gælder mest for de andre: ”Ha, så kan de lære det!” – men selvfølgelig skal vi også have det, der retfærdigvis tilkommer os.

Med ertfærdigheden kan vi jo se, hvordan andre bliver fanget med fingrene i kagedåsen– eller med hånden i abefælden – og så er retfærdighed jo en skøn ting.

Retfærdighed styrer meget af vort forhold til andre mennesker.

Men: Retfærdighed betyder især meget i vores forhold til Gud. Kirkens lære har i årtusinder bygget på et dogme om retfærdighed – og at Gud er retfærdighedens Gud.

Retfærdighedens Gud er den gud, som yder mennesker retfærdighed – som sikrer os retfærdighed, så at vi får belønning – og straf – efter fortjeneste.

Og retfærdighedens Gud er den Gud, vi kan råbe vores klagesange til, når vi ser, at andre får mere eller bedre end vi gør – eller bedre end de har fortjent!

 

Man kan faktisk godt bygge sit liv og sit gudsforhold på retfærdighed.

Det er egentlig ikke så kompliceret, for retfærdig betyder bare (rent sprogligt) den, der er på rette vej, altså på ret færd.

Og den, der er på rette vej, er den, som er på Guds rette veje, altså den, som gør, som Gud ønsker af os.

Og vi ved jo godt, hvad Gud ønsker af os, for Gud har engang givet os en lov til at styre efter, den kaldes ”De 10 Bud” og den fik efterfølgende 562 bekendtgørelser, så vi kan vide, hvordan vi praktisk kan efterleve loven.

Ved at være tro mod Bibelen og Guds Ord, kan vi leve som retfærdige og så er Himmeriget vores.

Og så behøver den prædiken egentlig ikke at være længere. Lev dit liv, som Gud vil, gå ad rette veje, så er du retfærdig og hellig.

 

Det, som gør det hele kompliceret, er jo, at Livet ikke er så enkelt. Derfor bliver alting ret kompliceret, hvis vi vil leve ret-færdigt.

Vi kan jo rimeligt hurtigt blive færdige med, at Bibelens ord ikke skal tages 100 % bogstaveligt, for eksempel når budene handler om, hvor mange skridt, et menneske må gå på en sabbat for at holde sig inden for hviledags-bestemmelserne.

For det fungerer altså ikke i et globalt samfund, hvor de syge vil passes også om søndagen og hvor vi andre lige kan nå en runde på golfbanen i kirketiden.

Det er nemt at se, at vi, i 2017 – ikke kan fungere i et samfund, som er styret i detaljer af en lov, som blev givet til et beduinfolk for 3000 år siden. Men det er faktisk dén lov, Bibelen kræver overholdt som ”den rette færd” – altså som retfærdighed!

 

Også Kristus, altså Jesus fra Nazaret, lærte os noget om Gud og Loven og retfærdighed – det kan vi stadig høre i den tekst, der blev læst for et øjeblik siden. Og måske har I bemærket, at det således var Kristus, der opstillede den første abefælde med retfærdigheden som lokkemad. Kristus sagde sådan set bare, at hvis ikke vores retfærdighed er fuldkommen, så kommer vi ikke ind i Himmeriget. Kristus sagde altså, at hvis vi griber efter retfærdigheden, så skal først vores egen retfærdighed være fuldkommen, og så skal vi netop overholde loven til sidste komma, for at vi kan retfærdig-gøre os selv.

Hvis vi vil retfærdig-gøre os selv, altså hvis vi vil gøre retfærdigt krav på den lige vej til Himmeriget, så kan vi gøre det ved at overholde loven (som er den rette vej). Men det kræver fuldkommenhed – altså at vi aldrig træder et skridt ved siden af. Ellers retfærdiggør vi jo ikke os selv.

Og det ved vi godt, at: den fuldkommenhed kan vi ikke nå.

Det klassiske dilemma, som fanger os i abefælden, er, at vi ikke kan overholde det fjerde bud: Du må ikke slå ihjel, også selvom det endda er et bud, der løfter sig ud over Bibelen og er et ikke-religiøst, men universelt menneskeligt bud. Selv uden Bibel-troskab er det indlysende: vi må ikke tage det liv, som Gud har givet. Men hvad gør vi så, når vi lever i et samfund, som går i krig, og som har fri abort.

Jo, siger nogle, vi kan nægte at bære våben, og vi kan fordømme den frie abort og dem, der benytter den.

Men så enkelt er det jo ikke! Hvad gør du, når terroristen angriber og styrer mod dine allerkæreste – må du så ikke slå ihjel? Hvis liv er det, du skal beskytte?

Og hvad gør du, når dit 15-årige barnebarn ta’r på festival og bliver gravid og bliver henvist til socialklasse 5 – må du så ikke tillade abort? Hvis liv er det, du skal beskytte?

 

Nej, så enkelt er det nemlig ikke.

Vi véd selvfølgelig godt, at ét er, hvad vi hver især beslutter principielt – noget andet er, hvad vi kan blive nødt til at gøre i virkeligheden.

Vi véd godt, at vi kan blive nødt til at gå i krig og slå ihjel, eller tillade en abort – men Jesus sagde: Enten /eller! Du må ikke slå ihjel, men du må heller ikke så meget som tænke på at ødelægge et andet menneskes liv. Og igen står vi i dilemmaet: Hvis liv er det, vi skal redde, hvis liv må vi ikke tænke på at ødelægge? Offerets eller terroristens – barnets eller moderens?

 

Gør det nu ikke mere kunstigt, end det er. Selvfølgelig skal vi beskytte offeret – men hvem er offeret i en uønsket graviditet?

Men Jesus sagde: Hvis I skal opfylde retfærdigheden, må du selvfølgelig ikke slå ihjel – men du må heller ikke engang tænke på det – du må end ikke blive vred!

Og så sidder vi altså med hånden i abefælden – for det jo – helt reelt – umuligt for noget menneske selv at opfylde retfærdigheden.

 

Det er nok værd at bemærke, at ordet Retfærdighed betyder noget andet for Kristus, end det gør for os.

Kristus talte om retfærdighed som ’ret færd’ – som dette: at gøre det rigtige for Gud. At være retfærdig er – for Kristus – at gå på den rette vej – til Guds Rige. Ret færd er ikke dette at kræve retfærdighed /ligelighed af Gud og mennesker – men at gå, selv, den vej igennem, som Gud ønsker af mennesket.

Hvordan retfærdighed kan have to forskellige betydninger, kan jeg ikke forklare – men når Kristus talte om retfærdighed, havde ordet i al fald en anden betydning end vore millimeter-retfærdighed.

Og det, som fanger os, er så, at Kristus sagde, fra Gud, at hvis vi vil følge den rette færd til Himmeriget, så skal vores retfærdighed være fuldkommen – og det kan intet menneske opfylde.

Den fuldkomne retfærd, som er vejen til Guds Rige, er teknisk set ikke mulig for noget menneske at gennemføre.

Altså: Det er ikke igennem retfærd, at vi mennesker skal nå til Guds Rige.

Så enkelt er det – netop så enkelt.

 

Det er ikke ad retfærdighedens vej, vi skal søge til Gud. Men det betyder nu ikke, at Guds Rige er lukket for os – det bliver bare lidt vanskeligere. For nu kan vi ikke bare overholde en simpel, firkantet retfærdighed – nu må vi ydmygt underlægge os Guds nåde.

Kristus sagde: Den, der hører mit ord og tror ham, som har endt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

 Den, som hører Evangeliet: at Kristus forlader os al vor synd – enhver som tror på denne Guds nåde – skal ikke for dommen, men er sat fri i Guds Rige.

Og det skal høres rigtigt: Kristus sagde ikke: Den, som Gud kan tilgive.. men: Den, som hører tilgivelsen og tror på Guds nåde…

Der er ikke noget, vi skal gøre – eller ’gøre rigtigt’

– eller gøre os fortjent til

– der er ikke noget, vi skal opfylde

– der er ikke noget, vi skal nå eller opnå

– der er bare dette, at vi skal høre tilgivelsen og tro på Guds Nåde.

Og det er måske det allersværeste for et menneske at fatte: at vi ikke skal præstere noget – men at vi er afhængige af, hvad Gud vil give os.

Her står vi så, med alle vore talenter og store kræfter – og det eneste, vi skal gøre, er at tage imod.

Det er nåde over nåde: at den, som hører Guds kærlighed i Kristus og tror på Guds barmhjertighed – skal ikke dømmes, men er allerede frelst til evigt liv i Guds Rige.

Så gå da med fred.

Amen