Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2017

Lukas 19,1-10

 

Mon ikke I kender udtrykket ”den røde tråd”. Vi, der er vokset op med Shubiduas sange gør i hvert fald. Når vi bruger udtrykket ”den røde tråd”, så betyder det noget i retning af sammenhæng og mening. Hvor mon udtrykket stammer fra? Der kan være flere forklaringer, men nu vælger jeg én, som jeg tager frem her i dag. Vi skal tilbage til 1800-tallet, hvor den engelske marine brugte at spinde en rød tråd ind i alt tovværk. Det var en slags tyverisikring. På den måde kunne man se, at tovværket tilhørte marinen, eller rettere sagt, den engelske konge. Hvis man forsøgte at pille den røde tråd ud, så faldt tovværket fra hinanden.

 

Hvad har den røde tråd med Zakæus at gøre? Ja, umiddelbart betragtet ingenting. Men derfor er der selvfølgelig alligevel en grund til at jeg begyndte med tovværket. Jeg vender tilbage til det senere – tager tråden op senere, så at sige.

 

Men lad os tage til Jeriko. Til en fortælling, der er fuld af nåde.

 

Da Zakæus stod op den morgen havde han nok ikke forudset hvor afgørende denne dag skulle blive. Måske gik han igennem byen, forundret over alle de mennesker, der var på gaden. Og måske har han spurgt nogen, som så har fortalt ham, at Jesus var på vej gennem deres by. Zakæus har nok hørt et og andet rygte om Jesus på forhånd, for i hvert fald er han nysgerrig. Han vil gerne se denne Jesus. Vi fornemmer ikke, at han har planer om et nærmere møde. Han råber ikke efter Jesus eller påkalder hans hjælp. Han er nysgerrig. Han vil bare gerne se ham. Måske se ham an. Det er lidt ligesom når vi går ind i en tøjbutik og egentlig ikke har tænkt os at købe noget. ”Jeg kigger bare lige lidt” siger vi til ekspedienten. Træet blev Zakæus´ mulighed. Der kunne han sidde i en nysgerrig distance og kigge ned på Jesus.  

 

Og Jesus kiggede op på Zakæus. Nej, Jesus kiggede ikke på Zakæus. Han Zakæus. Og distancen røg sig en tur. Det som Zakæus måske bare havde tænkt sig som et uforpligtende, nysgerrigt kig, det gjorde Jesus til et personligt og forvandlende møde. Fordi Jesus Zakæus.

 

De andre mennesker under træet, de så også Zakæus. Men deres blik var anderledes end Jesu blik. I deres blik var der fordømmelse. De så en tolder – besættelsesmagtens/romernes håndlanger. De så en slyngel, en tvivlsom person, der uden tvivl opkrævede lidt rigeligt. De så et syndigt menneske, som Jesus ikke burde spilde sit krudt på, og som Gud ikke kunne have meget glæde af. Og de kunne i hvert fald aldrig selv finde på at besøge ham, for skidt klæber jo til den, der rører ved det. Det har de sikkert sagt til hinanden.

 

Jesu blik var anderledes. Jesus så noget andet og mere. Han så et menneske, som var elsket af Gud. Han så et menneske, som han ønskede at forbinde sig med og frelse. Han så ikke blot alt det, som Zakæus var og gjorde, men også alt det han kunne blive og kunne gøre.

 

Jesus kom ikke med én eneste bebrejdelse eller anklage. Han kom ikke med én eneste formaning eller betingelse. Jesus kom ganske enkelt med en invitation til fællesskab. (Og han gav Zakæus en mulighed for at kunne gøre noget godt for Jesus, nemlig at tage imod ham som gæst. Det ligger der en stor værdighed i.)

 

Zakæus blev sat ind i en relation til Jesus – til mennesket Jesus – men også til Gud, som mødte Zakæus gennem Jesus. Det er frelse: at blive inddraget i fællesskab med Gud og mennesker.

 

Jesus inddrog Zakæus i et fællesskab uden fordømmelse. Og det fællesskab satte sit præg på Zakæus og skabte forvandling.

Det at han blev set på med Jesu/Guds gode blik, det gav ham mod til at se på sig selv – og se, at der var noget han ønskede at ændre.

Det at Jesus rummede Zakæus i sit fællesskab, det prægede Zakæus sådan at han ønskede at række ud til andre mennesker.

 

Og nu vender jeg tilbage til fortællingen om den røde tråd. For fortællingen om den røde tråd er samtidig fortællingen om Jesus og Zakæus – ja i det hele taget fortællingen om Gud og mennesker. Gud ønskede at være forbundet med menneskene. Gud ønskede at være flettet ind i vores verden og vores liv, som den røde tråd er flettet ind i kongens tovværk. Og derfor blev han selv et menneske i Jesus. For at komme os ganske nær og knytte os til sig.

Og Jesus gik rundt og flettede sig ind i menneskers liv, og knyttede Gud og mennesker sammen. Den dag flettede han sig ind i Zakæus´ liv.

 

Vi er også blevet forbundet med Gud gennem Jesus. Den dag vi blev døbt, fik vi at vide at Kristus nu er flettet ind i vores liv. Han er den røde tråd, der viser, at vi tilhører Gud. Og ingenting, hverken synd eller død, kan rive os ud af hans hænder, der holder om os med kærlighed.

 

At Gud og mennesker hører sammen, det bliver vi mindet om hver eneste gang vi holder nadver.

 

Der får vi et lille stykke brød og vin – og vi får at vide, at det på forunderlig vis betyder, at Kristus giver sig selv til os. Han forbinder sig med os, lige som han forbandt sig med Zakæus. Han er flettet ind i vores liv som den røde tråd.

 

Når vi knæler der ved siden af hinanden og spiser, så er vi et broget fællesskab. En forsamling af mennesker der hver især kender til både skrøbelighed og styrke. Forhåbentlig har vi mange erfaringer af at blive set på med gode og kærlige blikke. Men måske har vi også oplevet at blive set på med blikke, der fik os til at føle os små eller forkerte. Måske har vi oplevet både gode fællesskaber og måske også det at føle sig udenfor. Måske har vi også nogle gange været afsendere af fordømmende blikke.

 

Når vi knæler der ved siden af hinanden og spiser, så er vi en broget forsamling, og i forsamlingen er der måske både tætte venskaber og nære bånd, såvel som der også kan være konfliktfyldte relationer og gammelt nag. Vi er med andre ord et fællesskab af mennesker på godt og ondt.

 

Det er den slags mennesker Kristus forbinder sig med – fejlbarlige mennesker på godt og ondt. Kristus forbinder sig med os. Han giver os sig selv. Og så kan vi rejse os og gå ud i hverdagen og være hans krop i verden.

 

Enhver som er døbt er en del af Kristi krop, siger Paulus. Kropsdelene er forskellige og kan noget forskelligt. Øret har ikke samme funktion som storetåen. Men alle hører med og har en værdi og en opgave.

Vi er nu Jesu Kristi krop i verden. Det betyder ikke at vi er ufejlbarlige. Så langt fra. Vi vil altid være fejlbarlige mennesker på godt og ondt.

 

Men alligevel bruger Gud os. For hvis en Zakæus i dag skal kaldes ned fra træet, så skal der jo være et menneske, der stopper op og ser på vedkommende med gode øjne. Hver gang der er et menneske, der har brug for at blive draget ind i et varmt fælleskab, så kræver det jo, at der er nogen, der rækker ud og siger: jeg vil gerne være sammen med dig.

 

Gud og mennesker hører sammen – og mennesker har brug for mennesker. Og Zakæus fortællingen er sådan en vidunderlig fortælling om, at mødet med Guds kærlighed – formidlet gennem et menneske af kød og blod – at det møde kan skabe glæde og forvandling.

Så vel er det sandt at frygt og had kan sprede sig som ringe i vandet. Men det gør kærligheden og barmhjertigheden heldigvis også. Amen.