Prædiken til 8. søndag efter trinitatis

Matt 7,15-21

 

Der er to temaer på spil i den prædiken jeg nu vil holde:  Det ene er temaet om løgn over for sandhed, og det andet er temaet om troværdighed, det at kristentroen er noget, der skal leves og komme til udtryk gennem det vi gør og siger. Eller som Jesus udtrykker det: at troen skal sætte gode frugter. 1) Løgn over for sandhed 2) Troværdighed.

 

Lad os begynde ved løgnen, for det er der, Jesus begynder. Jesus advarer mod falske profeter, falske stemmer, som spreder løgnen som en gift måske under dække af tilforladelige ord.

Det er et urmenneskeligt tema, det her med at blive indfanget af løgnen, og først genkende den som løgn, når det er for sent. Bare tænk på syndefaldsberetningen. Det er jo netop en fortælling, som beskæftiger sig med det tema, som er aktuelt for mennesker til alle tider. For Eva så frugten god og indbydende ud. Hun lod sig overbevise af løgnen, og næste skridt var så, at hun selv gik dens ærinde. Hun bød frugten videre til Adam. Det lignede et tilbud, der ville gøre livet større og smukkere og bedre for dem. Først da det var for sent, indså de, at det i stedet var en gift, der forpestede og forkrøblede livet. Fortællingen handler om at vi alle sammen står i fare for at lade os forblænde af løgnen, og at vi også står i fare for selv at bringe løgnen videre. Med andre ord: vi kan både være de falske profeters ofre, og vi kan også selv være falske profeter.

 

Det er jo ikke særligt opmuntrende, men sådan er det. Det er et menneskeligt grundvilkår. Nogle gange er vi ikke i tvivl om, hvad der er løgn og hvad der er sandt. Men andre gange kan vi godt være det. Vi kan ikke altid skelne.

 

Derfor tænker jeg, at dagens evangelium må mane til stor ydmyghed i forhold til bedømmelsen af løgn og sandhed. Enhver dom vi fælder er foreløbig og ufuldstændig. Uanset hvor sikre vi end føler os i vores overbevisning, så må vi altid sige: men jeg kan tage fejl. For intet menneske ejer sandheden.

Det er det, der er forskellen på at være Gud og at være menneske. Kun Gud er ene og alene sandhed. Kun Gud kender den fulde sandhed. Vi tror og sætter vores lid til, at Gud har vist os sandheden gennem Kristus. At Kristus er sandheden om Gud og om menneskelivet, som Gud ønsker det skal være. Men intet menneske ejer Kristus og den fulde forståelse af ham, intet menneske ejer sandheden. Ingen har patent på at sige: jeg ved lige præcis hvad Gud mener om det og det emne. Intet menneske kan slå op i bibelen bruge den som en endegyldig facitliste til alle livets små og store spørgsmål. Vores fortolkninger, vurderinger og domme er altid foreløbige og ufuldkomne. Det er alene Gud, der i sidste ende skal fælde dommen mellem løgn og sandhed.

 

Men hvordan skal vi så navigere i livet? For vi skal jo navigere. Vi kan ikke bare være lige glade. Vi er altid forpligtet på at bekæmpe de glubske ulve, det løgnagtige og onde, som ødelægger livet. Vi har bare ikke nogen færdig facitliste.

 

Den måde vi må navigere på i livet, det er ved at leve i bøn. Bøn om at Helligånden må varme os og vejlede os.  Bøn om, at Helligånden må hjælpe os til forstå evangeliet og skelne mellem løgn og sandhed. Hjælpe at se, hvilken vej vi skal gå, lige netop i den her situation.

 

Vi ejer ikke sandheden, sagde jeg før. Vi ejer ikke Kristus. Men han ejer os. Vi tilhører ham. Da vi blev døbt, kom vi til at tilhøre ham. Han knyttede sig til os. Vi fik Gud til far og del i Guds rige, som der stod i epistelteksten, som vi hørte fra alteret tidligere. Og det er vores håb og vores trøst når vi synes, det kan være svært at navigere. Han slipper os ikke, heller ikke når vi falder for løgnen, og først for sent opdager dens giftige frugt.

 

Og nu vil jeg vende mig mod det andet tema. Det med at leve kristendommen ud. Det der med at sætte gode frugter. Jeg vil gerne fortælle jer om to mennesker, jeg engang har kendt. Den ene er en nabo derhjemme fra det lille landsogn, hvor jeg er vokset op. Den nabo her, han var ikke en af dem, der sled på kirkebænkene. Slet ikke. Han var heller ikke en af dem, der sled på de store ord om tro og håb og meningen med livet. I det hele taget brugte han ikke så forfærdelig mange ord. Men han står for mig, som en af dem, der leverede en troværdig prædiken om trofasthed. Denne nabo var landmand og havde rigeligt at gøre på sit eget landbrug, men da en anden nabofamilie kom i krise, så stillede denne mand trofast op hver eneste morgen i den periode, det var nødvendigt, for at hjælpe den anden familie med morgenfodringen og morgenmalkningen. Hver eneste morgen vidnede hans handlinger om omsorg og trofasthed. For mig at se, var han et redskab til at Guds vilje blev levet ud i et lille hjørne af Himmerland. For mig at se satte han gode frugter.

 

Den anden person, jeg vil tage frem, er en ældre dame, jeg kendte, da jeg var ganske ung. Jeg havde kun kontakt med hende i en kort periode, men hun kom til at betyde en hel del. Det gjorde hun, fordi hun ikke var bange for at gå ind i de væsentlige samtaler. Hun lyttede til, hvad sådan en ung en som mig tænkte og mente, og hun mødte mine spørgsmål åbent og ærligt. Hun fortalte om sin tro og om sin tvivl, og om hvad kristendommen betød i hendes hverdag. Hun var ikke bombastisk og belærende, men hun var villig til at dele ud af sine erfaringer. For mig blev hun en god mur at spille bold op af. For mig at se satte hun gode frugter.

 

Pointen med at fortælle om de her to mennesker er egentlig bare at få jer til at huske på de gode profeter, som I har mødt. For I kan hver især garanteret også komme i tanker om nogen. Mennesker, der gav jer noget godt, som styrkede jeres tro, håb og kærlighed. Mennesker som for jer at se satte gode frugter og levede Guds vilje ud gennem deres ord og handlinger.

 

Sådan nogle mennesker må vi takke Gud for, og sådan nogle mennesker må vi lade os inspirere af.

 

Det handler om at gøre vores himmelske fars vilje. Kristendom er også noget, man gør. Der findes bare ikke noget fast og færdigt manual for, hvordan man gør. Igen er vi henvist til bøn om Helligåndens hjælp.

 

Og så til allersidst og måske det allervigtigste at huske på: Det at være kristen, det er at være på vej. Ikke at være i mål, men at være på vej. At være sårbar og fejlende, snublende og ufuldkommen. Undervejs vil der altid være noget, som ikke gik som det skulle. Der var noget, der blev forkludret for os. Der var noget, vi ikke fik gjort. Der var noget, vi kom til at slå i stykker.

 

Vores trøst og håb ligger igen i de ord, som lød i epistelteksten. Ordene om at vi fået Gud til far og del i Guds rige. Han slipper os ikke – heller ikke midt i vores forkludrede ufuldkommenhed.

At være Guds barn betyder, at vi må have lov til at lægge alt det, som gik i stykker for os frem for Gud. Bede ham om at hjælpe os med at reparere det, som vi selv kan, og så overlade alt det, vi ikke kan gøre noget ved i hans hænder. Lade det hvile der i tillid til, at han en dag vil vende alt til det gode. Amen.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.