Prædiken til 10. søndag efter trinitatis.

Lukas 19, 41-48

 

På Nørrebro i Kbh står der en skulptur. Den er lavet af kunstneren Bjørn Nørgaard. Det er et stort rødt hjerte, der står på en hvid betonklods. Når man kommer tættere på kan man se, at det røde hjerte er skabt ud af en masse knækkede og ødelagte våben, der er smeltet sammen til en hjerteform. Våbnene er indsamlet under en af politiets frit-lejde-aktioner. Skulpturen hedder Nørrebros Hjerte – farvel til våbnene. På den hvide betonklods står der ”Vi vil leve sammen” – på 11 forskellige sprog.

Vi vil leve sammen.

 

Skulpturen er et håbstegn, en vision og en protest i en by, hvor der desværre stadigvæk bliver brugt våben. Lige for tiden er der fx med jævne mellemrum skudepisoder i København.

Skulpturen er et håbstegn, en vision og en protest i en verden, hvor terroraktioner spreder frygt og død. Senest så vi det for bare tre dage siden i Barcelona.

Den er et håbstegn, en vision og en protest i en verden, hvor alt for mange mennesker lever i krigszoner, hvor byer lægges øde, hvor menneskers liv og hverdag smadres og folk må flygte.

 

Der er nok at græde over. Der er lidelse, ondskab og ufred. Det har der såmænd altid været. Mennesker har altid bekriget hinanden, og det bliver vi øjensynligt ved med. Det er som om vi ikke ved, hvad der tjener til vores fred.

 

I dag hører vi om, at også Jesus græd. Hvis du bare vidste, hvad der tjener til din fred, sagde han om byen Jerusalem. Han græder over ødelæggelse, ondskab og vold. Alt det, der ødelægger livet for menneskene. Det som vi også kalder synd.

 

Vi vil leve sammen. Det står der på en betonklods i København. Men faktisk kan man også sige, at det er det, der står i evangeliet. At det er en sammentrækning af hele evangeliet. Det er Guds vision, Guds drøm. Det er det, som blev virkelighed i Jesus. At mennesker skal leve sammen, men også at Gud og mennesker skal leve sammen. Jesus kom for at overvinde afstanden mellem Gud og mennesker.

 

Og derfor vendte Jesus heller ikke om, den dag, da han nærmede sig Jerusalem. Det ville ellers have været forståeligt, for han vidste godt, at hans besøg i Jerusalem ville ende med hans død. Men han vendte ikke om. For han gik ikke på kompromis med Guds vision og mission: Vi vil leve sammen. Han kom for at bringe forsoning i stand. Forsoning mellem Gud og mennesker og forsoning mennesker imellem. Han kom for at leve kærligheden ud. Den opgave gik han ikke på kompromis med, og derfor var han villig til at gå vejen helt til ende. Derfor veg han ikke uden om Jerusalem. Derfor gemte han sig ikke væk i en sikker lille afkrog af landet.

 

Han vendte ikke om. Og han holdt heller ikke lav profil, da han kom ind i Jerusalem.

Tværtimod. Han gjorde noget, som fik hele den religiøse ledelse i byen til at ønske ham død og borte. Han gik op til templet og så smed han alle de handlende ud fra tempelpladsen. Alle de købmænd, der solgte offerdyr. Alle de bankfolk, der vekslede romerske mønter om til shekler, den eneste møntfod, der måtte bruges i templet.

Det her skal være et bedehus, men I har gjort det til en røverkule, råbte han.

 

Den kritik Jesus kom med var ikke ny. Profeterne havde flere hundreder år tidligere sagt det samme. Tror I det hjælper, at I slagter dyr og bringer ofre, når I samtidig udnytter og undertrykker de svage? Gud har ikke brug for slagtofre, men han vil have, at I viser barmhjertighed.

 

Jesus protesterede mod kræmmermentaliteten. Men måske protesterede han mere mod afstanden.

Jeg tror ikke det er helt forkert at sige, at hele offerkulten i templet i bund og grund handlede om at opretholde en vis afstand til Gud. Gud blev set som folkets beskytter, men Gud var samtidig frygtindgydende. En man skulle stå på god fod med og ellers have en passende afstand til. Og så skød man ligesom ofringerne ind som sådan en melleminstans. ”Nu får du det her Gud, og så vil du nok lade os være i fred”.

 

Jesus gjorde op med tanken om afstand. Gud er ikke en, der skal holdes på afstand. Gud er en, man skal åbne sit hjerte for. Og der er bønnen central.

Bøn er det modsatte af afstand. Ligesom et venskab bliver dybere og tættere, når man giver sig tid til at lytte til hinanden og tale med hinanden, sådan sker der også noget med vores gudsforhold i bønnen.

 

Jeg tror ikke, Gud elsker os mere, jo mere vi beder. Jeg tror ikke Gud i højere grad opfylder vores ønsker jo mere vi beder. Bøn er ikke et redskab til at styre Gud. Jeg tror ikke, at vi kan forandre Gud gennem bøn. Men jeg tror, Gud kan forandre os gennem bøn. Jeg tror, at bønnen kan åbne os for Guds vilje og vision: Det, som egentlig kan udtrykkes med den linje, der står på betonklodsen i København: Vi vil leve sammen. Vi vil leve i fællesskab med Gud. Vi vil leve i fællesskab med hinanden.

 

Det tjener til vores fred. Men det er ikke en fred, der handler om at få lov til at være i fred. Sand fred er aldrig ligegyldighed og urørlighed. Den fred, Gud vil give os, er en fred, der er besværlig. For den engagerer os i hinanden og i verden. Det er heller ikke en fred, der er uden kamp. For sand fred handler ikke om at glatte ud for enhver pris. Sand fred handler om at sige fra over for det, der er løgnagtigt og ødelæggende. Jesus var ikke kun den milde mand. Han var også den, der gik til kamp.

 

Vrede og sorg over alt det, der splitter og skaber afstand. Det er sådan vi ser Jesus i dagens evangelium. Og dermed også Gud, for gennem Jesus ser vi Gud. Jesus græd over byen, men han gik frivilligt ind i den. Og han lod dens vold ramme ham selv. Han lod sig korsfæste. Så fra da af kender vi Gud som den, der kender lidelsen indefra. Som selv har været i lidelsen. Vi kender Gud som den, der ikke vil være Gud på den rå magts betingelser. Som ikke tvinger sin magt igennem. Han viste ikke sin magt ved at ramme og straffe nogen. Han viste ikke sin magt ved at stige ned af korset og undgå lidelsen og døden.

 

Men han viste sin magt påskemorgen. Påskemorgen er et budskab om, at der i Guds liv og kærlighed er en magt som er stærkere end al ondskab og død.

Kristus døde og opstod for at han til alle tider og på alle steder kan være til trøst for det menneske, der lider.

Han døde og opstod for at han til alle tider og på alle steder kan bringe forsoning. Vi vil leve sammen. Amen.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.