Rammerne for den lignelse /den billed-fortælling, Jesus her fortalte, er to mennesketyper: En farisæer og en tolder.

En Farisæer var en person, som hele sit liv stræbte efter gøre alting rigtigt, endda intet mindre end perfekt, og som var højt anset for sin dygtighed.

En tolder var en person, som var ligeglad med al anstændighed, som var gået i fjendens sold for at inddrive told og skat for besættelsesmagten, og som altid snød på vægten og ragede til sig selv. Tolderen var dybt foragtet for sit forræderi.

 

Hvad er det, som gir anseelse og agtelse i vores tid?

Jeg er lige kommet hjem fra årets sommerferie, i Skagen. I feriebyen Skagen har man en særlig ferie-uge, som der er meget fokus på. Uge 29 – eller Hellerup-ugen, for 2900 er netop postnummeret for Hellerup.

I den uge har der været en tradition for, at feriegæster fra Hellerup var ”på Skagen” og prægede bybilledet med dyrt tøj og dyre biler.

Efterfølgende har der været en periode, hvor det mest er Hellerup-ugens børn, altså meget unge mennesker fra Nordkøbenhavn, som kommer til Skagen i uge 29 og fester. De bruger mange penge til gavn for byen, ja de kaster om sig med penge.

Men der har også altid været nogle voldsomme slagsmål i uge 29. For når rigmandssønnerne tror, de kan more sig med at fiske en lokal Skagens-pige med dyre drinks på diskoteket, så står byens unge mænd fra fiske-olie-havnen parat til at forsvare deres piger, og så blir der uddelt bøllebank.

Der er ingen respekt for de rige unge mænd – og slet ikke for deres glitrende rigdom.

Anderledes anseelse får de unge mennesker, som fra midten af juni kan gå omkring med en studenter-hue på hovedet – og fremvise, at de har bestået studenter-eksamen. Det er dygtigt at have gennemført en ungdomsuddannelse og bestået en eksamen!

Til gengæld skal den altså være god, den eksamen! Dels er der stadig mange, som ser en forskel på en ’rigtig’ studenterhue – og en hue fra en anden ungdomsuddannelse. Og dels er der megen anseelse i at få topkarakterer. Og der gælder Matthæus-effekten også: den, der har meget, skal gives meget. Så med en karakterskala op til 12 er der nogle som kommer ud med et gennemsnit på 13,2 – fordi superkarakterer bliver belønnet med tillæg.

I gamle dage (i min barndom) skulle studenten have høje karakterer for at komme ind på den uddannelse, som ville give job med høj løn, så man kunne forsørge en sød kone og en flok børn. Sådan er det jo ikke længere. Et par af de uddannelser, som kræver højest adgang er jordemoder og psykolog, og det er jo kvindefag som generelt er uden prestige.

Alligevel gir det nu mere end nogensinde stor anseelse at få høje karakterer i boglige fag.

Det lægger et stort pres på gymnasie-eleverne – og nu ser vi de såkaldte ”12-tals-piger” – det er elever, hovedsageligt piger, som stræber voldsomt efter at gøre alting rigtigt, intet mindre end perfekt, for at få anseelse for deres dygtighed.

Der er stor prestige i at få 12-taller på karakterbladet, og de knokler for at nå deres mål. Vi kalder dem ”12-tals-piger” – andre har kaldt dem ”12-tallets piger” – fordi det er, som om 12-tallet har taget magten over disse piger, og ender med at knuse dem.

Præstations-presset er ikke så stort på drengene – de kan stille sig op som farisæeren og sige: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er en pige” – for så kan de være fri af 12-tals-presset.

Men 12-tallets pres på pigerne går nedad, så det nu også er piger i folkeskolen, som får troldsplinten i øjet og spænder sig efter snedronningens kane og huhej, hvor det går.

”12-tallets piger” lider under vort samfunds voldsomme præstations-pres. Alle skal stå på tæer og yde det maksimale – anseelse får man ved at præstere det perfekte. Som om vi skal frelse os selv, fra verdens anonymitet til evig berømmelse.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi, modne, voksne mennesker, som har etableret os solidt i tilværelsen, vi véd, at det ikke er saligheden for os at opnå anseelse og berømmelse. Det har vi jo været nødt til at sande..

Hvorfor er det så, at almindelige sunde børn og fornuftige børnebørn alligevel kaster sig hovedkulds ud i præstations-ræset – det er da ikke noget, vi har lært dem??

Hvorfor er det, der stadig er forskel i anseelsen på en rød-randet studenterhue og et svende-brev – eller en livslang trofast indsats som ufaglært..?

NÅR vi nu, siden reformationen, har lært fra Martin Luther, at gode gerninger og et perfekt liv ikke er nødvendige for frelsen, end ikke for bare at finde vejen til frelsen.

NÅR vi nu véd, at ordet ’Frelset’ netop betyder ’Frihalset’ fra slaveriet – altså frelse er frihed fra alt præstations-pres.

NÅR vi nu véd fra evangeliet, at det ikke var den perfekte farisæer – men den absolut u-perfekte tolder, som gik frelst hjem fra mødet med Gud.

Jeg tror, det hører med til at være et menneske, at vi altid føler, vi skal præstere noget, for at gøre os fortjent til en plads i verden.

Jeg tror, det er hører med til menneskelivet, at vi ligger under for Farisæeren som det perfekts-heds-stræbende menneske, som vi alle ser op til…

Jeg tror, det hører med til syndefaldet, at VI ALLE, ALTID ligger under fristelsen til at gribe efter frugten af Kundskabens Træ. Jeg tror måske netop det er dét, den gamle myte skal fortælle os…

Hvis vi skal overleve i et stadigt mere hastigt og hidsigt samfund, så skal vi vende os bort fra farisæeren og lægge præstations-ræset af os.

Det er jo så simpelt som at lytte til evangeliet i dag, hvor Jesus med sin lignelse lægger afstand til Farisæerens præstationer og i stedet fremhæver tolderen.

Men det er selvfølgelig vigtigt at bemærke, hvorfor tolderen fremhæves!

– det er desværre ikke, fordi tolderen var blevet en  rig mand

– men det er sandelig heller ikke, fordi den lille mand er en forræder og en svindler

Tolderen fremhæves her for sin eksistentielle selvforståelse – og ser vi et spadestik dybere, fremhæves han for sin tro.

Hvad er det, denne ynkelige mand har gjort rigtigt? Jo, han har erkendt

– at han intet har præsteret for Gud

– at han aldrig kan retfærdig-gøre en bøn om Guds anerkendelse

– at han altid vil være eksistentielt afhængig af Guds nåde…

 

Tolderen er gået op til templet, som de kalder Guds hus, for dér kan mennesket møde Gud i sin bøn.

Dér i templet kommer tolderen som et nøgent menneske, uden noget at pynte sig med. Tolderen kan ikke henvise til et karakterblad, eller til sit CV – og han afstår fra at trække køns-kortet og rose sig af at være en mand (hvilket jo også i dag ville være aldeles politisk ukorrekt) – men han vælger simpelthen at stille sig frem for Gud og sige: Her står jeg, jeg kan ikke andet – Gud vær mig arme synder nådig!

Og Tolderen står nu der med denne tro på Guds Nåde – denne tillid til, at Gud kan tilgive ham alt

– at Gud kan se alle hans synder, og derefter se bort fra dem, altså forlade synderne

– netop ikke forlade tolderen for hans synder; men forlade tolderen’s synder!

Tolderen gjorde det, som i dag er moderne: at lægge sig fladt ned – tolderen gjorde det bare ærligt, ikke for at opnå noget, ikke for at standse noget – men fordi han vidste, at han, som menneske, stod helt afklædt foran Guds ansigt.

Det er i sådan en tillid til Gud, at mennesket finder sin frelse.

Det er Gud, som rækker mennesket nåden, Gratia – men mennesket kan netop kun tage imod Nåden, den gratis tilgivelse, når det står med tomme hænder, uden noget at tilbyde Gud – blot med tomme hænder.

I dén tillid kan vi bede: ”Gud vær mig arme synder nådig – Her står jeg, jeg kan ikke andet”

Så går vi da, hver og en, hjem som retfærdig-gjort.

 Amen

 

 

Kollekten til 11. s.e. Trinitatis 2017

 

Almægtige Gud, Himmelske Far

Tak for denne nye dag, du har givet os.

Hver morgen er livet og dagen en gave

- og en opgave, at finde vores plads i Livet..

Gud, vi takker dig, fordi vi lever

i din kærlighed og i tryghed og tillid til dig.

 

Men, Herre, vi har intet at give til gengæld

og vi kan ikke glemme vore fejl..

Gud vær mig synder nådig

og giv os mod til at tro på Jesus Kristus

som åbnede vore øjne for din barmhjertighed.

Herre Kristus, når i lys du kommer,

da forbarm dig,

vær en nådig dommer,

lad os kendes fri, af Nåde

– og lad os følge dig til Dit Rige,

hvor du lever og råder,

Gud Fader, Søn og Helligånd

én sand Gud

fra evighed til evighed