Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis

Markus 7, 31-37

 

Dekapolis er ti små byer, der ligger ovre på den anden side af Galilæas sø. Jesus er ude i det fremmede og ukendte. Han har forladt sit hjemland, Judæa, hvor han er fortrolig og indforstået med alle skrevne og uskrevne regler. Der kender han alle lyde og lugte. Som når man er i sit eget hjem, hvor alting er trygt og godt.

 

I dag er han i et andet land end sit eget. I Dekapolis. Han er vandret over til den anden side af søen. Og der skete det samme, som så mange andre steder. Der var mennesker, der opsøgte ham. Rygtet om ham er løbet i forvejen for ham. De kommer til ham, og han tager imod dem.

Jesus er i gang med at gøre Gud til hele verdens Gud. Og at gøre hele verden til Guds verden. Han er i gang med at gøre Gud til en, som vi kan møde overalt. Han er på begge sider af alle grænser. Og det er det, som vi fejrer, hver gang vi holder gudstjeneste. Gud er overalt i verden. Og altså også her hos os. Folk i Dakapolis opsøgte ham, og han tog imod dem.

 

Ligesom når vi i dag holder gudstjeneste. Så kommer vi her til alene eller sammen med nogen, som vi kender. Gudstjenesten begynder, og så vi bliver vi hilst med ordene: Herren være med jer. Herren er der, hvor nogen opsøger ham. Også i dag. Også i vores land her så længe efter, at Jesus var her på jorden. Så kan vi åbne os for det, som vi skal høre. Vi kan fejre dåb sammen fordi vi ved, at vi aldrig går forgæves, når vi kommer til ham. Alle bliver taget imod. Vi kan have mange forskellige motiver for at være her. Vi kan være på vidt forskellige steder i vores liv. Men enhver som opsøger Herren vil blive set og fundet af ham. Vil blive fundet af ham, som er alle steder.

 

Mange kan også i dag have en fornemmelse af, at de er kommet til Dekapolis. Jeg har aldrig prøvet at have indbrud. Jeg har aldrig oplevet at komme hjem og så finde ud, at der har været indbrud, mens jeg var væk. Dem der har prøvet det siger, at man pludselig kan føle sig som en fremmed i sit eget hus. Det tager lang tid, inden man igen bliver lige så tryg og sikker som før. Fordi der har gået en fremmed rundt mellem ens ting.

 

Der kan være mange andre former for indbrud eller opbrud. Vi kan blive nødt til at flytte til et andet sted. Eller en vi kender, flytter til et andet sted. Vores liv tager en drejning, som vi ikke havde ønsket. Og så kan det være som om, at vi er kommet til et fremmed sted. Hvor alle lyde og lugte ikke er så fortrolige, som de var engang.

 

Dekapolis findes overalt. Men Guds søn vandrede til Dekapolis en dag. Og derfor er Gud også en, der findes overalt. Gud er en, som vi kan vende os imod, og så kan der ske nye og uforudsete ting.

 

De kom til Jesus med en mand, der var døv og havde svært ved at tale. Jesus trak ham til side, og det kan vi også godt sammenligne med vores gudstjeneste i dag. For selv om vi sidder her som en flok, så bliver der talt direkte til den enkelte. Du er Guds barn. Dine synder er forladt. Tro på Gud og lad hans kærlighed overmande din frygt og usikkerhed.

 

Jesus kiggede op i himlen, sukkede, og sagde: Effatha – det betyder „Luk dig op”. Han sagde det til manden, der stod ved siden af ham. Og han sagde det til Gud i himlen. Gud, luk dig op. Lad din Ånd leve ud over hele jorden. Så hele jorden er et sted, hvor mennesker kan søge dig og blive set og fundet. Jesus er på jorden for at gøre verden til Guds verden. Overalt hvor Jesus kommer frem, dér er Gud. Og dem, der kommer ham i møde, bliver draget ind i Guds verden. Og her kan (selv) syge og forkrampede liv modtage oprejsning. Det syge og forkrampede bliver gjort til en del af den verden, der er Guds. Hvor kærligheden råder, og hvor Gud altid vil være os nær.

 

Jesus sagde: Effatha, luk dig op. Og Gud hørte hans bøn. Den døve kunne høre, og han begyndte at tale rigtigt. Han har kendt til det at være udenfor. Han kunne være sammen med mange og være alene på samme tid. Han kunne se på andre, om de havde det sjovt sammen, eller om de var kede af det. Men han kunne ikke deltage i deres samtaler. Han vidste ikke, hvad deres samtaler handlede om. Der var ingen, der kunne sige ham noget. Og han havde ingen gode råd at give. Uanset hvor han var, så var han en fremmed mand uden sprog. Som to mennesker der sidder overfor hinanden uden at sige noget. De kan tænke at det vil være lettere at rejse til Kina, end at nå den anden. Hvis ordene slipper op og sproget tørrer ud. Hvad skal så bringe dem sammen igen?

 

Den døvstumme blev draget ind i Guds nye verden. Nu var der en, der talte til ham, som han kunne høre og forstå. Gud brød stilheden. Og nu kunne manden selv svare på det, som han hørte. Han fik en ny plads i fællesskabet. Han fandt sig til rette sammen med de andre. Og han fik nye ord. Han fik nye ord, som han kunne dele med andre. Så alting begyndte at bevæge sig omkring ham.

 

Vi bliver også mødt med nye ord i gudstjenesten. Vi hører om nåde og kærlighed. Vi hører om Helligånd, der bevæger. Det er den samme Ånd, som den Ånd der i sin tid fik Jesus til at bevæge sig over på den anden side af Galilæas sø. Gud taler direkte til hver enkelt af os. Enhver, som opsøger Herren bliver set og fundet. Både i Kina og i Taulov og i Dekapolis. Vi får at vide, at vi har en plads i den verden, som er Guds. Vi får at vide, at Gud selv har slået følge med os, og at han altid vil være tilgængelig for os. Så kan vi svare med takkesange og med bøn. Vi kan synge: Halleluja, vor Gud er stor. Sådan som vi gjorde i den først salme i dag. Eller vi kan sige, som de gjorde dengang i Dekapolis:

Han har gjort alting vel.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen således også nu og altid og i al evighed. Amen.