Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2017

Høstgudstjeneste

Lukas 17,11-19

 

Taknemmelighed. Det ligger jo nærmest lige til højrebenet, at det er det, der skal være tema for prædikenen i dag. Både fordi taknemmelighed spiller en rolle i den evangeliefortælling, jeg lige har læst, og som hører til dagen i dag. Og også fordi det er høstgudstjeneste. Vi fejrer en gudstjeneste, hvor vi siger tak for alt det, som i år er blevet høstet, på marker, i haverne og i drivhusene. Vi takker Gud for det, som på den ene side er så naturligt og hverdagsagtigt, at vi overhovedet ikke skænker det en tanke, men som på den anden side er mirakuløst og forunderligt. Nemlig at det at det lille frø og den lille kerne, der puttes i jorden, kan spire og vokse op og blive til mad, noget vi lever af og næres af. Ligesom vi også lever og næres af venskab og kærlighed, nogen at være sammen med.

 

Men lad os vende tilbage til dagens evangeliefortælling.

Ti spedalske på vejen. Ti forkrøblede mennesker, som ikke blot var syge, men også isolerede. Den, som var spedalsk, måtte på grund af smittefaren ikke nærme sig de raske. Og derfor var de spedalske lukket ude fra familie, venner og samfund – altid på afstand af andre.

 

Så mødte de Jesus. De bad ham om hjælp og han hjalp. På deres vandring hen til en præsten, det menneske, som dengang var den, der skulle fælde dommen: syg eller rask, på deres vej derhen blev de raske. Alle ti. Men kun en vendte tilbage for at sige tak og give Gud æren. Hvad blev der af de ni andre? De skyndte sig sikkert tilbage til deres gamle liv, til deres familier, deres hus, deres landsby. Det er ikke svært at forstå. Vi kan sagtens sætte os ind i deres længsel og deres iver efter at blive genforenet med dem, som sygdommen havde spærret dem ude fra.

 

Og Jesus forbandede heller ikke de ni. Han trak ikke sin helbredelse tilbage som straf for dårlig opførsel og manglende høflighed. Men måske sørgede han over, at hans helbredelse kun blev fuldkommen hos den ene mand. Den fremmede, der gav udtryk for sin taknemmelighed.

 

For det er ikke kun spedalskhed, der kan gøre et menneske forkrøblet. Man kan blive så indkroget i sig selv og sit eget, hvis taknemmeligheden ikke får plads. Så er man ikke helt helbredt.

 

Engang for en hel del år siden var jeg elev på en efterskole, hvor forstanderen hver eneste morgen, lige inden morgenmaden bad en kort bøn. Det var den samme korte bøn hver eneste morgen, og den lød sådan her: Gud, hjælp os til i dag at leve, så det bliver dig til ære og os til gavn.

 

Gud til ære, mennesker til gavn. Dig til ære, os til gavn. En fast vending, som blev sagt igen og igen. Og som man så måske heller ikke spekulerede så meget over. Men samtidig nogle ord, som sank dybt ned i en. Som ligger gemt et eller andet sted, og som med jævne mellemrum dukker op i bevidstheden.

De dukkede i hvert fald op, da jeg skulle lave prædikenen til i dag.

 

For beretningen om den ene helbredte mand, der vendte tilbage for at sige tak, det er en beretning om at taknemmelighed det er Gud til ære og mennesker til gavn. Taknemmelighed er at vise Gud ære og taknemmelighed er at gavne os selv.

 

At taknemmelighed er gavnligt for et menneske, det står i hvert fald tydeligt for mig, når jeg tænker på to ældre damer, som jeg husker fra min barndom. Asta og Ingeborg. Det hed de ikke, men lad os bare kalde dem det. De boede lige over for hinanden, men der var en verden til forskel, om man var hos Asta på den ene side af vejen, eller man var hos Ingeborg på den anden side af vejen. Hos Ingeborg lød der en tilbagevendende jammer over mange ting. Fjernsynsprogrammerne blev allerede dengang ringere og ringere, vejret blev dårligere og dårligere. Ingeborg havde et sikkert blik for alt det dårlige og for menneskers fejl. Hun var en fejlfinder. I Ingeborgs verden var ikke så mange farver. Det hele virkede lidt gråt.

 

Astas verden var til gengæld lys og farvestrålende. Asta hørte til den type mennesker, der kunne se skønheden i et edderkoppespind med dugdråber på. Hun satte begejstret mælkebøtter i vase på stuens bedste plads, hvis nogle børn kom med en buket til hende. Hun forsømte aldrig at sige, hvor glad hun var for at få besøg, og hun fortalte altid om mange andre ting, som hun også kunne glæde sig over.

 

Nu kunne man jo indvende, at Asta måske havde større grund til taknemmelighed end Ingeborg. Måske havde livet behandlet Asta mere nænsomt end Ingeborg. Det ved jeg ikke noget om. Men jeg ved, at taknemmeligheden ikke nødvendigvis er større hos dem, som tilværelsen har været god mod. Den kan i lige så høj grad trives, hvor mennesker kender til sorg og modgang.

 

Når jeg taler om taknemmelighed, så er det ikke for at forklejne, at nogle mennesker rammes hårdt. Alle møder modgang, men nogen møder alt for meget, kan man synes.  Og her, i den forbindelse, er det vigtigt at få sagt, at det at give luft for sin smerte, det at råbe sin vrede og sin sorg ud til Gud, det kan være lige så meget på sin plads som at synge takkesange. Det er vel i virkeligheden at ære Gud, at man vil komme til ham både med sin taknemmelighed og med sin smerte.

 

Der er noget befriende i at kunne vise taknemmelighed. Fordi det skærper ens blik for, at ens liv er større end det man selv lægger i det. Der er så meget i livet som er gave, noget man ikke bare kan takke sig selv for, men må takke andre mennesker for og takke Gud for. Og når man har det for øje, så kan man måske også bedre se, at man heller ikke kun har sig selv at takke, når livet ikke bliver, som man havde drømt om. Ens liv er større end det man selv lægger i det, det gælder både på godt og ondt. Man har ikke kontrol over tilværelsen. Og når man kommer til Gud med både takken og smerten, så ærer man Gud.

For at vende tilbage til Asta og Ingeborg - når jeg her mindedes dem, så er det for at give et eksempel på, at det gør en verden til forskel for et menneske, om taknemmeligheden får plads eller den ikke gør. Det betyder noget for den måde, man møder livet på.

 

Taknemmeligheden er til gavn for et menneske, for der hvor taknemmeligheden ikke får plads, der lurer bitterheden og ligegyldigheden. Og intet er mere forkrøblende for et menneskeliv end bitterhed. Og intet er mere afstumpende end ligegyldighed.

 

Der var én mand, der vendte tilbage for at give Gud æren. Han rettede også sit fokus mod giveren og ikke kun mod gaven. Han var ikke kun optaget af det, han havde fået, men også af den, han havde fået det af. Og dermed blev gaven dobbelt værdifuld.

 

Det er indlysende at det er sådan. Vi kender det godt fra os selv. Hvis vi får en gave, som vi synes er nyttig og god, så bliver vi selvfølgelig glade, fordi det er noget, vi kan bruge. Noget vi synes er gavnligt. Men det er jo ikke kun derfor vi bliver glade. Vi bliver i lige så høj grad glade fordi der er et menneske, som har givet os gaven. Der er et menneske, som har vist os omtanke og venlighed, måske endda kærlighed. Det er mindst lige så værdifuldt som gaven selv. Derfor får gaven dobbelt værdi, når vi også tænker på giveren.

Manden glædede sig over, at han var blevet rask. Men han glædede sig også over, at der findes en Gud, som har omsorg for sine børn. Han så også helbredelsen som en kærlighedsgerning fra Gud.

 

Et edderkoppespind med dugdråber på, en buket mælkebøtter, et knus fra en ven, et besøg, et brød på bordet, et bugnende æbletræ, en hånd at holde i eller et barn i vores arme. Gaverne er mange, og hvis vi kan se dem som en kærlighedsgerning fra Gud, så bliver gaven endnu større. Amen.