I går legede vi ”Luthers Nøgle” med konfirmanderne, her i Taulov kirke og rundt om – det er derfor, der dufter lidt af røgelse, endnu (eller lugter, efter smag og behag).

550 konfirmander har søgt efter Martin Luthers nøgle til Himmeriget – den nøgle som kan åbne døren Gudsriget for os mennesker. Konfirmanderne har været pilgrimme, i pilgrims-kapper, på en rejse rundt i verden, som den kan have set ud omkring år 1500 og ind i reformations-tiden.

 

Konfirmanderne bragede også ind i dilemmaer, der lignede dét, vi lige hørte fra Jesusfortællingen: Skal man hjælpe et barn, der er faldet i en brønd, selv om man ikke behøver? Skal man holde på loven eller holde af mennesker? Det var dét, Jesus spurgte om!

Konfirmanderne stod overfor pest-syge tiggere, som bad dem om hjælp – hvorfor skulle man gøre det?

De mødte en bonde på sin mark, som bad om hjælp til at få samlet de sidste strå ind fra høsten – men hvorfor skulle man gøre bondens arbejde?

De fandt de flygtende jøder på våbenhusets loft, som bad om at blive smuglet til asylet – men hvorfor skulle man det?

Og de stod med muligheden for at købe et afladsbrev og sådan set købe sig til Guds tilgivelse, så de selv havde en adgangsbillet til Gudsriget. Hvorfor skulle man ikke sikre sig selv en nøgle til Himmerigets port?

Og hvem skal sidde forrest i bussen, her i verden. Altså hvem betyder mest? Er det dem med 12-tallerne – eller de pæneste med mærkevaretøjet?

Men hvordan kan man overhovedet spørge sådan – var det sådan, de tænkte i 1500-tallet? Der er da ingen i dag, som vil tænke, at der er mennesker, man ikke skal hjælpe – eller at der er nogle mennesker, som er mere værd end andre. Vel??

 

Hvorfor er det så lige, at vi har en lov, som smider tiggere 2 uger i fængsel, hvis de tigger lige dér, hvor det er pæne mennesker, som kan se dem?

Hvorfor er det lige, at vi har en lov, som gør det ulovligt for varmestuen at hjælpe i snestormen, hvis den hjemløse ikke har dansk pas?

Hvorfor er det, vi bruger så mange penge, og politi og militær, på at forhindre flygtninge i at søge asyl i Danmark? Vi kunne have givet dem alle sammen mad i årevis for de samme penge..

Hvorfor kæmper vi for en lov i stedet for at kæmpe for mennesker?

Jesus sagde: Hvis en af jer har en søn, der falder i brønden, hvad så? Altså: vil du redde dit eget barn? Også, hvis det går ud over karrieren? Ja, selvfølgelig ville du det – koste, hvad det ville!

Der er jo heller ingen her, der mener, at nogle mennesker er mere værd end andre og skal have bedre pladser ved bordet end andre – men i de her år er det helt åbenlyst tydeligt, at mennesker, der kan arbejde og kan finde et arbejde, er meget, meget mere værd – end mennesker, som ikke kan arbejde eller ikke kan finde et arbejde. Og dem, vi tror, ikke vil finde et arbejde, dem regner vi da slet ikke..

Eller hvorfor er det, der gives skattelettelser og beskæftigelsestillæg til de rige, og der gives nedskæringer i sociale ydelser og familieydelser til de fattige?

Kom ikke og sig, at selviskhed og ulighed var noget, der kun fandtes i 1500 tallet.

Måske lærte konfirmanderne også noget om deres egen tid ved at besøge 1500-tallet og søge efter Luthers Nøgle.

 

Nu har kirken faktisk altid bare været dybt optaget af at gøre det rigtige for Gud. Det må jo ligesom også være en kirkes opgave: at gøre det rigtige i forholdet til Gud.

Og det rigtige at gøre, det véd vi noget om fra Bibelen, for Bibelen er Guds Ord – det er dét, som Gud vil sige os.

I Bibelen står der således, at vi ikke må have andre guder, end Gud – altså vi skal tro på Gud og ikke på alt muligt andet.

Der står også, at vi ikke må slå hinanden ihjel eller stjæle fra hinanden – og at det er vigtigt at holde fri, så vi har tid til at gå til gudstjeneste.

Det er alt sammen såre fornuftigt, og det har kirken gennem tiderne ligesom påtaget sig ansvaret for at lære mennesker. Både i 1500-tallet og nu.  

 

Men i Bibelen står der også noget om Jesus, Kristus, som Gud sendte til verden for at frelse os, altså befri os fra at gå fortabt, når vi nu ikke altid kan gøre det rigtigt for Gud.  

Kristus lærte os, at vi skal tage os af hinanden og gøre godt for hinanden – fordi det andet menenske er skabt af Gud ligesom dig, og er lige så værdifuld for Gud som dig – sagt på den gode måde, så er ethvert andet menneske faktisk lige så meget værd som dig! – og det betyder, at lige så glad, du kan være for at du har fået livet givet af Gud – lige så glad skal ethvert andet menneske også have lov at være.

Der står også i Bibelen, at Jesus ikke gjorde forskel ud fra etnisk herkomst eller erhvervs-evne eller I-phone-udgaver. Tværtimod. Kristus pointerede, at ENHVER, som tror på Kristus, skal ikke gå fortabt, men have evigt liv hos Gud.

 

Det var her, Luther fandt sin nøgle til Himmeriget. I troen på, at enhver, som kommer til Gud, vil blive taget godt imod.

Luther var SÅ tryg ved Gud – han var SÅ overbevist om

– at Gud er stor nok til, at Gud står ved de gode løfter, verden fik fra Kristus

– og at Gud er stor – og stærk nok til, at Gud kan tilgive os, uanset hvad vi har gjort noget forkert

– og at Gud er stor – og stærk – og kærlig – nok til at favne os alle i det evige liv – uanset hudfarve eller modetøj eller tykkelse..

Luther så på solopgangen og kornet på marken og kunne mærke, hvor mægtig Gud er. Luther så på børnene, der legede, og kunne føle, hvor god Gud er.

Og så tænkte Martin Luther: Jesus har sagt, at ENHVER, som tror på Kristus, skal ikke gå fortabt, men have evigt liv hos Gud

– så behøver jeg altså ikke at være bange for Gud

– så behøver jeg ikke en kirke til at bede min bøn til Gud, eller til at sælge mig en adgangsbillet til Himmeriget

– det må være nok, at jeg stiller mig frem foran Gud (i mit hjerte og mine tanker) – og siger: Gud vær mig nådig – her står jeg og jeg kan ikke andet.

Luther tænkte, at det eneste, et menneske behøver at gøre, er at lægge sit liv, trygt i Guds hænder og stole på Gud.

 

For Luther læste i Bibelen, at Gud sendte sin Søn til verden – Gud kom til verden, altså Gud kom til os, fordi Gud vil os det godt!

Gud så ned fra sin himmel og så, at menneskene ikke kan finde ud af at leve ordentligt med hinanden, men fordi Gud er så god, så skete det: Gud sendte sin Søn til verden – det er lige som om Gud med den handling rækker sin hænder frem mod mennesket.

Gud kommer til os, og det eneste vi skal gøre, er at lade os gribe, når vi falder – eller: hvis vi nu er så gode og overskudsagtige, så vi aldrig falder eller gør noget forkert – så skal vi bare selv, bevidst, lægge vort liv i Guds hænder, give slip på ansvaret for verden og vort eget liv og overlade det til Gud – så er vi virkelig i gode hænder.

For således elskede Gud verden, at han sendte sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Gud i vold.

Amen