Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig!”

Måske ser I også ”Herrens veje”, denher dramaserie i TV. Den var opslået til at handle om danskernes religiøse søgen, men den handler nu rigtig meget om de tø sønners fader-opgør – efter at de to har kæmpet for (og imod) at få deres fars opmærksomhed. Der er stærke linjer til fortællingen om Kain og Abel og Kains ulykkelige kamp for at få Gud Faders opmærksomhed til sit offer.

Nå, men i sidste søndags afsnit af TV-serien følger vi den gode søn, Abel-skikkelsen, August. August er en moderne, ung præst.

Den unge præst er blevet kaldt ud til en døende mand, som ønsker at modtage nadveren på sit dødsleje. Inden da vil den døende, som hedder Henning, fortælle præsten noget vigtigt: Henning har muligvis været skyld i et menneskes død:

Engang, da Henning arbejdede på Grønland, blev han overfaldet, en aften på havnekajen. Henning slog til overfaldsmanden, og denne faldt til side – og landede i havnen og druknede.

Den druknede blev fundet dagen efter – og Henning havde aldrig fortalt til nogen, at hvad der var sket. Men den druknede kom tilbage, igen og igen, i Hennings drømme.. Henning havde båret på historien alene, til nu, og han var martret af skyld og skam.

Den unge præst snakkede udenom: Du har allerede fået din straf – Jeg tror… Jeg tror… Gud ikke straffer nogen – Gud dømmer med kærlighed.

Og den døende mand lagde sig opgivende, fortabt tilbage – for det var ikke dét, han havde spurgt om, det var ikke dét, han havde brug for at høre.

Han fik ikke det, han havde brug for at høre: ”Dine synder  tilgives dig” – og han lå der stadig med sin skyld og sin angst, og han var magtesløs. Vi kunne ligefrem se, hvordan lyset slukkedes i den døendes øjne – nu var der ikke mere at leve for..

Men præsten havde givet det bedste, han magtede. Herregud, præsten er jo også kun et menneske, og hvilket menneske kan vel tilgive et andet menneskes skyld?

Og som teolog kan han med rette ræsonnere: Hvem har behov for at høre tilgivelsens ord, når vi nu tror på, at Gud er kærlighed, og at Gud ikke straffer? Tilgivelsen er bare et ord til tvivlere.

 

Men der var et menneske her, som havde brug for at høre tilgivelsens ord. En tvivler, som nok havde hørt dét om kærlighedens Gud, men som ikke turde, med nogen rimelighed, tro på: At nogen, end ikke Gud, kunne tilgive ham – tilgive hans skyld.

 

Som vi hørte hans historie, så er det ikke engang sikkert, det var hans skyld – eller i al fald var det jo ikke gjort i ond mening, nærmest i selvforsvar.

Men det var nu hans skyld – en handling, som han havde gjort, havde forårsaget et andet menneskes død. Så hvem skulle nu nogensinde kunne tilgive ham – andre end måske Gud.

Skylden var ikke til at bære – skylden var lammende. Og præsten ville ikke tilgive på Guds vegne.

 

Det er jo til at forholde sig til, når det sådan er en film-scene. Men det er også dybt gribende, fordi det så meget ligner vores eget liv.

Ja ikke, at vi er kommet til at slå nogen ihjel, måske – men at vi bærer på skyld, fordi vi har gjort et andet menneske ondt eller forvoldt et andet menneskes lidelse eller ulykke. Ramt forkert, som ordet ’synd’ betyder – ramt forbi målet og såret et menneske.

Her plejer jeg at lave en lille øvelse med konfirmanderne: Tænk tilbage over dagen i dag – til du stod op i morges.. Hvem kan nu sige sig fri for at have gjort et eller andet forkert, så du har ramt et andet menneske? Hvæset af din mor, da hun jagede dig ud af sengen, eller sparket til katten eller råbt efter din uskyldige lillesøster..

Dette for at sige, at intet menneske kan leve en dag over uden at have påvirket et andet menneskes liv, og måske, uden at ville det, have såret et andet menneskes liv.

Der er kun én ting, som er værre end at gøre et andet menneske ondt – og det er: ikke at erkende det, indrømme det – for den, som blev ramt – og for sig selv..

Stadig er der vist ingen af os her, som ligefrem har forskyldt et andet menneskes liv – så hvor går ligesom grænsen for, hvad vi skal gå og føle skyld over.

Men hvis du tænker efter, så er det faktisk ikke ’syndens’ – altså din fejlslagne handlings størrelse, som afgør, om du føler skyld – og nu bevæger jeg mig ud i det rent hypotetiske; men:

Det er ikke afgørende for skylden, om du har slået et menneske ihjel – eller du har sagt noget dumt til en kollega – eller du har spyttet efter flygtningene fra broen – for skylden kommer i virkeligheden ikke af, hvad du har gjort – men af at det er dig, der har gjort det.

Skylden er din, og din alene, og derfor kan du aldrig sige, det var en andens skyld, for det er netop din skyld. Du kan ikke tørre den af på en anden eller overhovedet slippe af med den.

Det er derfor, vi ender med at kalde på Gud. For intet menneske kan tilgive mig: min skyld.

Og hvis vi så ikke kan finde frem til Gud, hvis vi rækker ud efter Gud, men ikke kan nå Gud – så er vi magtesløse, handlingslammede.

Og det er så her, dagens Evangelium skal fortælles.

En mand lå på sin båre, fordi han var lam, sådan havde han ligget lammet hele sit liv. Så der er ligesom grænser for, hvad den mand har kunnet gøre forkert, ikke? Han har ikke kunnet sparke efter katten, og det har ikke været klogt at hvæse ad dem, som han var afhængige af hjælpen fra.

Men skylden er jo netop hans egen – det er jo skylden for det, han véd, han har gjort, som var forkert.

Måske har han en dag glemt at sige tak for livet, det ville da være forståeligt, men herregud.. Jo, men det var forkert, og han har skylden.

Gud ske lov havde også den lamme mand nogle venner, som ville ham det godt. De bar ham frem til Jesus, Mesteren fra Nazaret, Kristus!

Og Kristus så ikke på mandens skyld eller på hans tro – Jesus så blot på vennernes tro, og så’ at der var nogen, som troede, Gud kunne hjælpe – og så tilsagde Kristus den lamme mand alle hans synders tilgivelse – tilgivelse for al skyld. Man kunne også sige: tilgivelse for al den skyld, som kun Gud kan tilgive.

Og for at bekræfte, at den som tror, faktisk kan tilgive på Guds vegne, fordi tilgivelsen kommer med troen på Gud – så var det, Jesus satte trumf på: Tror i ikke, jeg kan tilgive på Guds vegne? Så skal jeg vise jer, at jeg taler på Guds vegne: Rejs dig og tag din båre og gå hjem! 

Rent logisk hænger det ikke sammen – helbredelsen har jo ikke noget at gøre med tilgivelsen, så lidt som skylden har noget at gøre med mandens lammelse.

Men det virkede, fordi Jesus Kristus er Guds Søn, og Kristus talte på Guds vegne, og Gud alene har magten og kraften til såvel at tilgive al skyld som at helbrede lammelsen.

Derfor var det frelsen for den lamme, da hans venner bar ham frem til Guds søn. Dér var frelsen, for der var magten til at tilgive og til at  helbrede.

Og derfor finder også vi frelsen, når vi bliver båret frem for Gud, i troen.

For når vi bliver båret frem for Gud – eller når vort liv og vor skyld bliver båret frem for Gud, i troen, så finder vi tilgivelsen, som den lamme mand dén dag fandt den.

Det hænger heller ikke logisk sammen for os, men det virker. Når Gud ser vores tro, så lyder tilgivelsens ord og så har vi vore synders tilgivelse!

 

Tilbage til scenen i ”Herrens Veje”. Da Henning lå der og var ved at blive kvalt i sin egen skyld, da sendte han bud efter et menneske, som han kunne forvente, ville tro på Guds tilgivelse.

Hvis nu præsten havde troet på det, så kunne han  have båret Hennings liv frem for Gud, og så havde tilgivelsens ord kunnet lyde – på Guds vegne.

Rent logisk hænger det ikke sammen – et menneskes tro gør os jo ikke til Guds Søn og vores ord er jo ikke Guds ord – men det virker!

Når et menneske tror på Gud – tror så meget på Gud, at vi gider bære et andet menneske frem til Gud, fordi vi tror, Gud kan hjælpe – når et menneske tror bare så meget, at det er værd at bære sin ven frem til Gud – så ser Gud dén tro – og så lyder tilgivelsens ord fra Guds egen mund.

Frelsen for os, uduelige mennesker, er at nogen tror nok til, at de vil bære os frem for Gud og lægge vort liv i Guds hænder.

Det er dét, der skete, da du og jeg blev døbt.

Nogen troede så meget på Guds tilgivelses ord, at det ville være umagen værd at lægge barnet i Guds hænder – så de gjorde sig den umage at bære barnet frem til Gud, og der – i dåben – lægge barnets liv i Guds hænder. Og i dåben lød så Guds eget ord – tilgivelsens ord.

Det kan nok være, det logisk ikke hænger sammen – men det er jo netop troen, som bærer – og dét virker.

Amen