Gud er blevet et harmløst krammedyr! Sådan råbte de vrede teologer, da der i sidste uge kom en ny bog, ”Bogen om Gud”, hvor forfatteren skriver, at ”Gud er kun kærlighed. Han er den store kærlighedsbutik, som altid er åben, hvor vi altid kan komme”

Balladen opstod vist mest, fordi forfatteren er Hella Joof, som jo selv byder sig til som krammedyr til alverdens børn og barnlige sjæle.

Hun har brugt et halvt liv nu på at lege og spille teater og film for at give børn tryghed og glæde – at lade dem mærke kærligheden. Og nu er hun begyndt at fortælle om sin stærke – og stærkt personlige – tro på en kærlig Gud – for at give denne kærlighed videre.

Først skrev hun en ny katekismus for konfirmander – som også blev heglet ned – og nu et kærlighedens evangelium. Men Hella Joof er sådan et menneske, som alle børn elsker, og som mange voksne elsker at hade.

For at vise sin egen kærlighed til sin målgruppe: børnene, har hun stavet titlen på sin bog, som en 7-årig nu til dags vil stave det: ”Båven om Gud” B-å-ven om Gud. Og deri skriver hun altså de kætterske ord:

”Gud er kun kærlighed. Han er den store kærlighedsbutik, som altid er åben, hvor vi altid kan komme” – og hvad er der nu galt i det??

 

Sådan helt umiddelbart vil jeg da sige: Ja, det håber jeg da; at det er rigtigt – dét har jeg da bygget mit liv på. Jeg tror også, at Gud er kun kærlighed. Hvem kan sige noget imod det?? 

Men nogle vil vel sige: Jo, men det er ikke hele sandheden!

Pas nu på hvad du siger – hvis det ikke er hele sandheden, at Gud er kun kærlighed – så må det betyde, at Gud også er andet end kærlighed.

Og hvad er vel det?

At Gud også er streng, fordømmende, retfærdig, straffende?? Nej, ikke hvis vi tror på Kristus. Det ER hele sandheden, at Gud er kun kærlighed.

Andre vil så sige: ja, men kærlighed kan være så meget – husk nu på, men kronprinsens ord: Den, man elsker, tugter man, og vi har mærket, at du elsker os! Dét er selvfølgelig meget morsomt, hvis ikke det var fordi, det er så ulykkeligt.

Men sandt er det, at kærlighed også indebærer en ansvarlighed for den elskedes liv – en ikke-ligegyldighed, som kan fordre, at vi oplærer vore børn til livet, at vi for eksempel med fasthed holder dem fra at spille bold på motorvejen, eller at vi med fasthed forbyder dem at gøre skade på andres liv.

Det er også kærlighed at oplære sine børn – så længe vi husker, at oplæringen skal være begrundet i kærlighed – og udøvet i kærlighed.

Oplæringen til livet skal udspringe af kærlighed, intet andet – ikke af moral, ikke af magtbrynde, ikke af vrede – alene af kærlighed. For Gud er kun kærlighed.

  Hvorfor er det så, at så mange kloge hoveder koger helt over, når de hører Hella Joofs Kærlighedens evangelium – hvis da ikke det skyldes, at de koger over, bare de ser Hella Joof eller hører hendes stemme!

De kloge hævder, at Hella Joofs fortælling gør Gud til et harmløst krammedyr – sådan ’en tidstypisk psykoterapeut, som altid er forstående og anerkendende’.

Sådan er Gud i al fald ikke, hævder de kloge. I al fald ikke KUN.

Og vi kan ikke bare selv vælge de historier ud af Bibelen, som passer ind i vort eget verdensbillede, siger de. Vi skal have det hele med!

(Forleden var der netop en konfirmand, som kom til mig, sådan lidt teenager-provokerende og spurgte, hvorfor vi ikke tog det hele med i Bibelen – han havde nemlig fået at vide, at der står i Bibelen, at homofile er en vederstyggelighed og de skal udryddes! Det satte ordene ’det hele’ lidt i perspektiv)

Men de skriftkloge siger altså, at vi skal have det hele med, og så er Gud ikke bare kærlighed.

Se nu bare til den fortælling, der er denne søndags foreskrevne prædike-tekst. I dag hører vi den barske udgave – den samme lignelse findes i en blidere udgave i Lukas-evangeliet, men her får vi den i Matthæus’ genfortælling.

En konge byder ind til sin søns bryllup – det er lignelsens billedsprog for, at Gud byder ind til Gudsrigets store glæde.

Så sker der det, at mange af de indbudte takker nej, fordi de er optaget af deres ejendom og forretninger – nogle mishandlede og dræbte endda den tjener, som kom med indbydelsen.

Så blev kongen vred og sendte sine hære ud og dræbte de modvillige og brændte deres byer af. Så kan de lære det, kan de!

Bagefter sendte kongen nye tjenere ud for at indbyde alle, de kunne finde, for fest skulle der være. De mange gæster blev det, vi vil kalde en broget skare.

Og imellem dem alle sad der nu én, som ikke var klædt på til at fejre bryllup. Da kongen så dét, dømte han denne stakkel ude: han skulle bindes på hænder og fødder og kastes ud i mørket! Så kan han lære det!

Hvad kan vi lære af dén fortælling? Ja, vi kunne måske høre:

At Gud er en vild og vred hævner?

At Gud er principfast og opdrager med konsekvens!

At der nødvendigvis må gælde en streng retfærdighed, så kun den, der lystrer Guds bud, bliver frelst!

Hvor langt kan vi strække den her fortælling?

Kan vi helt få udryddet den kærlige Gud eller i al fald lukket munden på Helle Joof?

 

Som de skriftkloge selv sagde, så er det vigtigt, at vi ikke bare selv vælger de historier fra Bibelen, som passer i vort eget verdensbillede. Sådan er det også her.

Vi kan vælge at fokusere på den vrede konge – og glemme fortællingens kontekst (inkl. den historiske kontekst) – eller vi kan fokusere på Jesus Kristus, ham der har lagt navn til Kristendommen.

For når Jesus fortalte om en konge, der ville indbyde til bryllup, så handler Jesu lignelser jo altid om Gud og mennesker. Det er altså en fortælle-form af Evangeliet: Gud indbyder til fest og glæde for at fejre sin søns forening med sin udvalgte..

Det ER jo Evangeliet: Gud sendte sin søn til verden – Ordet blev kød og tog bolig i blandt os – Gud indbyder os alle til at glæde sig med ham..

Dét er kærlighedens evangelium. Således elskede Gud verden, at han sendte sin søn – og bød os alle ind til fest. Indbydelsen går selvfølgeligt til de pæne, de skriftkloge, de lovlydige.

Men bagefter går indbydelsen lige så selvfølgeligt til alle, og enhver anden – enhver, som Ordet kan finde vej til – uanset anseelse eller habitus. Dét er da kærlighed over kærlighed.

Hvad så med den del af historien om den vrede konge og straffen og fordømmelsen – og ham uden specielt bryllupstøj?

Jamen hvordan skulle ellers et lærd og velbjærget hoved som dig nogensinde forstå alvoren og hvor afgørende det er, når Gud kalder dig ind – ville du nogensinde lytte på andre end dig selv?!?!?

Testen er umådelig simpel: hvor stor en andel af dit liv bruger du på Gud, på at leve som et kristent menneske – set i forhold til, hvor meget af dit liv du bruger på din ejendom, dine forretninger, dine oplevelses-rejser, dit wellness… Og dén fordeling er i virkeligheden at nedgøre Gud til et hamløst krammedyr, som man kan tage frem ved festlige lejligheder.

Og for nu at mennesket skal forstå, at Gud mener noget med den indbydelse til et liv med Gud – i kærlighed, så siger Jesus det ret ligeud: Den, der ikke gider Gud, kommer det til at gå ilde! For: at vælge Guds kærlighed fra – er som at vælge Helvede til. At leve uden Gud er Helvede.

Og hvad med ham i det forkerte bryllupstøj? Ikke andet end at den, som ikke gider Gud, er jo ikke rigtig med. Hvis du tror, Gud er lige så ligegyldig som et krammedyr, så du bare kan hænge på, mens du i virkeligheden kun er optaget af dit eget – så tager du fejl.

Mennesket kan og må ikke være ligeglad overfor Gud, for Gud er ikke et krammedyr – Gud er SÅ meget mere. Gud er kærlighedens kilde, kærlighedens ophav, Gud er den kærlighedens Gud, som valgte selv at tage bolig i verden for at bejle til menneskenes kærlighed.

Dertil kender jeg et lille eventyr om en konge og en blomsterpige:

Den lykkelige konge kørte hver dag igennem sit lykkelige rige. Han havde alt, hvad hjerte kunne begære – om end ikke netop kærligheden.

En dag så kongen fra sin vogn en ung pige, som stod på markedet og solgte blomster, og kongen blev betaget af denne skabnings skønhed.

Kongen ville straks holde bryllup og giftes med hende. Har du spurgt pige? spurgte hoffet. Nåh nej – men skulle dét være nødvendigt, kunne han ikke bare hente hende, ligesom kong David gjorde med Batseba?

Men kongen indså alligevel hurtigt, at han ikke kunne tvinge hende, det ville ikke være kærlighed.

Måske kunne han imponere hende, forære hende store ejendomme, tre grevskaber og et bispegods? Hun ville sikkert blive imponeret – men ville det være kærlighed?

Måske kunne han overbevise hende med sin forretningssans og opbygge en kæmpe blomsterhandel til hende? Jo, det ville nok overbevise hende – men var det kærlighed?

Så kunne han da invitere hende med ud at rejse, i sin guldkaret, til verdens mest vidunderlige steder – eller til verdens ende?? Jo, det ville være store oplevelser – men kærlighed?

Han kunne også vise sin magt ved at sende hele sin hær – i paradeuniformer – forbi hendes bod, hver dag! Så ville hun føle hans magt – men det var jo slet ikke kærlighed.

Hvordan skulle kongen dog vinde den unge piges hjerte. Til sidst indså han, at han måtte klæde sig ligesom hun, i markedshandlerens simple tøj, og stille sig på markedet som hun og leve hendes liv – så kunne de mødes og tale direkte med hinanden og lytte til hinanden og se hinanden i øjnene og..

Sådan gjorde kongen det. Og hvordan gik det så? Tog hun imod hans kærlighed, eller afvist hun ham? Ja, det véd du – det er dig, der er den udkårne..

Amen