På Alle Helgens Dag går tankerne til dem, vi har mistet, til det liv, de har levet – hvad vil de blive husket for, og hvordan vil de blive husket, også når nogen tid er gået, og den tungeste sorg er lettet og tankerne kan løfte sig..

Og snart går tankerne vel også til vort eget liv, hvad er det vi vil blive husket for – og hvordan ønsker vi at blive husket?

Der går en ganske sandfærdig historie om Alfred Nobel – om hvorfor han indstiftede denne store fond, som hvert år kan uddele Nobelpriser i mange fag.

Alfred Nobel opfandt dynamitten og opbyggede en stor industri til produktion af dynamit. Mange kunne bruge dynamitten i bjergene til vejbyggerier og minedrift. Andre fandt ud af at bruge dynamitten til våben og krigsførelse.

Alfred Nobel var stolt af sin opfindelse og virksomheden tjente styrtende med penge. En dag skete dét, som alle havde frygtet – en voldsom eksplosion ramte på fabrikken, og blandt de dræbte var Alfred Nobels yngre bror, Emil.

Dagen efter kunne Alfred Nobel læse kæmpestore nekrologer i landets aviser – om sig selv – fordi aviserne havde misforstået meldingen og troede, det var Alfred Nobel, som var død. Alfred kunne altså nu læse sin egen nekrolog – og det var ikke rare sager – han fik megen hadefuld omtale for at have opfundet det dødelige sprængstof og dermed endda dødbringende våben – og for selv at have tjent store penge på andres død og lemlæstelse..

Dette var det billede, som verden tegnede af Alfred Nobel. Og han blev dybt foruroliget, for var dét virkelig det billede, han efterlod sig – var det dét, han ville blive husket for?

Kort tid derefter stiftede Alfred Nobel de store fonde, som skulle rumme hele Nobelfamiliens formue og uddele midler hvert år for at belønne fremragende forskning, kunst og kultur og frem for alt: belønne bestræbelser for freden.

Historien om Alfred Nobel er en slags ’memento mori’ altså et billede, som siger til enhver af os: ’Husk, en dag skal du dø’ – men det er især en fortælling, som sætter mange tanker i gang om, hvad vi mon vil blive husket for – hvad tænker folk om mig nu, og hvad vil de tænke om mig, når jeg en dag er død.

Og selvfølgelig: Er det så også dét, jeg selv ønsker at blive husket for.

Vi oplever det jo også, når vi mister et menneske, som stod os nær. I starten er sorgen næsten lammende, og det er faktisk svært, præcist at huske noget om den, som er død fra os. Mest oplever vi en stor tomhed og smerte så tung, at det kan være ganske svært at løfte blikket og se rigtigt på det menneske, vi har mistet.

Lige så stille breder der sig et klarhedens lys over minderne, vi begynder at se det tabte liv lidt på afstand, mere objektivt.

Hvad er det så, vi husker – vi husker stort og småt, godt og ondt – men alle minderne samles efterhånden i et billede, som er tegnet i kærlighedens lys.

 

Så kommer Alle helgens dag, og vi hører dagens evangelietekst – det er Jesu prædiken om, hvem der er salige, og så begynder vi jo alle at tænke over det liv, som er levet..

Hvem kan vel kalde sig salig, eller hvem kan blive regnet for salig – bliver vore døde pludselig til helgener, når de dør – vel vidende at de færreste har været helgener, mens de levede..

Salige er de rene af hjertet – salige er de, som stifter fred – salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed – hvor mange mon vi kan regne med blandt de salige?

Ja, aldrig en ondt ord om dem, vi har mistet, men vi kan jo bare kaste et blik på vort eget liv – hvordan skal vi gøre os håb om at blive regnet blandt de salige, når vores liv skal gøres op, engang?

Hvad vil verden skrive i en nekrolog over mit liv – vil det være noget, jeg vil bryde mig om at læse selv?

Og ét er nekrologen i avisen – det er ikke sikkert, den vil være køn, men det kan man vel lære at leve med – men nu er det Alle Helgens dag, og Jesus talte, i  Bjergprædikenen, om Saligheden – den store Salighed, som har klang af evighed og Gudsrigets glæde.

Og så er det, jeg må tænke over mit liv: rækker dét, jeg vil blive husket for, til Saligheden?

Vi behøver ikke at læse vores egen nekrolog for at tvivle på vores egen Salighed. Kan Himmeriget lukkes op for mit liv?

Det er egentlig ret nemt at forstå, at de i middelalderen begyndte at fantasere om en mellem-station – mellem udgangen af dette liv og indgangen til Guds rige. En mellemstation, hvor sjælen kunne blive renset for de værste skader, inden mennesket skulle stilles for sin dommer.

Sådan en renselse kunne vi godt bruge, nogle af os.

Dette fantasiens renselses-sted fik navnet Skærs-ilden, og fordi mennesker er ængstelige og nøjeregnende, så begyndte de straks at regne på, hvor længe de mon skulle sidde i Skærs-ilden for at blive lutret, så de kunne komme ind i Guds Rige.

Og når de tænkte på dem, de havde mistet, så fik de ondt af de stakler, som sikkert sad fast i Skærs-ilden, og de ville gerne hjælpe dem videre. De ville gerne bede for deres kære, de ville om nødvendigt gå i kirke 10 søndage, hvis det kunne redde deres døde ud af Skærs-ilden.

Og så var det jo nemt, for kirken, at tilbyde den service at gå i forbøn for staklerne, mod betaling, forstås. Og med et afladsbrev kunne enhver nu købe sig til sjælens renselse, eller man kunne sige: købe sig til en nekrolog, som kunne lette adgangen til Gudsriget.

Det er egentlig ikke svært at forstå, hvorfor mennesker købte aflad – hvem ville ikke gerne gøre en helgen ud af den døde, for ingen af vore døde fortjener vel fortabelsen…

Det var denne aflads-handel, Martin Luther ville stoppe, for han mente ikke, vi bare kunne betale os fra den dårlige nekrolog. Og Luther mente ikke, kirken var et renseri for sjælene eller et visum-kontor til Paradiset. Desværre.

Men langt vigtigere var det jo, at Luther i stedet pegede hen på Kristus som frelseren.

Frelsen kommer ikke, fordi Jesus på korset ’har betalt med sit blod for vore synder’, for så bliver vi jo ligesom i den der sortbørs-handel med billetterne til Himmeriget – men Luther pegede på, at Kristus giver os et håb om at træde direkte frem for Gud, og at hvert menneske bliver set af Gud, som det menneske jeg også er – bliver set, og set på, med nådige øjne.

Det er ikke afladsbilletten, som retfærdig-gør en adgang til Saligheden – det er alene Guds Nåde, som retfærdiggør det menneske, som tror på Guds tilgivelse.

Således elskede Gud verden, at han sendte sin Søn, Jesus Kristus.. det var netop af Nåde, Gud sendte Kristus til os – for at frelse os, altså for at sætte os fri af vores plettede nekrolog – fri af synden.

Vores salighed er netop ikke vores egen fortjeneste ved afladsbilletter eller gode gerninger til nekrologen – nej, saligheden er en nådig gave, når Gud giver os sin tilgivelse for al den skyld, vi hver især véd, vort liv rummer.

Så stor en tilgivelse findes ikke!, kan vi tænke.

Men jo, og det var netop for at byde dén tvivl trods, at Gud sendte Kristus til vor runde jord og lod ham dø for menneskers hånd.

Dét skulle netop til – for at vise os Guds tilgivelse.

Korsfæstelse og død skulle til. Korsfæstelse er og bliver menneskets værst tænkelige forbrydelse, når ét menneske bliver ydmyget, mishandlet, pint og tortureret for så til slut at blive slået ihjel i en bevidst ondskab – Korsfæstelse er altid og under alle omstændigheder: u-tilgiveligt.

Men dét var, hvad Kristus gik igennem, og ingen skærs-ild i evigheder vil kunne rense menneskeheden for denne skyld.

Men Gud kunne tilgive mennesket. Gud har forladt os vor skyld – vi véd det, for Evangeliet er, at Gud oprejste Kristus fra døden og besejrede den ondskab, som fører til døden.

Med korsfæstelsen og Opstandelsen har Gud selv vist os, at der ikke findes nogen skyld, som Gud ikke kan tilgive.

Se dét er saligheden. Det er vores salighed – og det der dén nåde, som gør os salige, i troen her og nu – for hos Gud er der intet at frygte.

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Amen