I sidste uge blev der ’lækket’ en masse papirer om skatte-skjul – de blev kaldt ”Paradise Papers” men er altså ikke vejen til paradiset, derimod en liste over dem, der søger deres eget Paradis ved at spørge: Er det overhovedet tilladt at betale skat til Kejseren?

Svaret vil altid være klart, selv om man kan diskutere det lovlige eller u-lovlige i at gemme sine penge i skatte-paradis – svaret vi være:

Det er både tilladt og nødvendigt, at du betaler din skat, hvis du bor her eller tjener dine penge her.

Selvfølgelig, for fællesskabets skyld.

Nu var ordene også lidt anderledes vægtet, da farisæerne spurgte Jesus. Dengang handlede spørgsmålet ikke (kun) om at undgå at betale skat, men om, hvilken herre, mennesker skulle anerkende og underkaste sig: Kejseren eller Gud.

For ved at betale skat til kejseren ville de jo anerkende kejseren som herre – og dermed underkende Gud som Herren!

Spørgsmålet handlede altså ikke om at betale skat, men om hvem der har magten til at udskrive skat – er det kejseren eller Gud. Hvem tilhører rigdommen, hvem tilhører verden?

Og det er jo i grunden det samme spørgsmål, som driver vore dages skatteparadis: hvem tilhører egentlig rigdommen – eller hvem tilhører verden?

Svaret dengang var: rigdommen tilhører den, hvis billede præger mønten! Dengang var det kejserens billede – derfor var det kejserens mønt.

Engang hed det jo også ’Kongens mønt’, fordi det var kongens billede, som prægede mønten – og altså kongen, som stod inde for møntens værdi – altså stod inde for, at man altid kunne få korn eller guld for værdien af en Rigsdaler.

Men vi vil jo sige:

Det kan godt være, at kongemagten engang stod inde for kongens mønt, men den mønt, jeg har tjent ved at sælge æbler, den tilhører nu stadig mig..

Se dét er jo lige spørgsmålet.. Vi kunne godt få en filosofisk debat om, hvad der tilhører mig – eller dig.

Mønten tilhører mig, fordi jeg selv har tjent den, vil du sige. Men de æbler, du har solgt for at tjene mønten – har du også selv fortjent dem? Åh jo, det er ved dit arbejde og din investering, at æblerne er kommet frem. Men er det din fortjeneste, at de æbler er groet på dit æbletræ?

Eller hvad med dit liv – hvem tilhører det? Ja, Livet må jo mere end noget andet tilhøre dig – og dig alene!

Livet hver morgen tilhører dig, ligesom æblerne på dit æbletræ!

Men hvorfor egentlig det? Har du måske selv skaffet dig livet eller købt det? Man kunne også spørge, om du har fortjent dit liv? Eller om du bare har taget dit eget liv?

Og pludselig får ordene en helt anden betydning.

Det er nok et spørgsmål, som er værd at overveje, hvem dit liv tilhører? Hvem tilhører Livet?

Ligesom mønten tilhører livet jo den, hvis billede er præget derpå. Det tilhører den, som har præget dét billede, du ser i spejlet.

(Og nej, selv om dine forældre har præget dit liv, så tilhører dit liv jo ikke dine forældre.)

 

For i hvis billede er det, mennesket er skabt?

Der står skrevet, at Gud skabte mennesket i sit billede. I Guds billede skabte han dem, som mand og kvinde skabte han dem.

Det er Guds Billede, som står præget på vort liv – derfor tilhører vort liv, i sin dybeste grund, alene Gud!

Gud har givet os livet – Gud er livets ophav – og på den led er både du og jeg jo at regne for et Guds barn.

Det hele bliver sagt i dåben: dér bliver hvert et menneske-barn genfødt som et Guds barn og får præget billedet af  korsets tegn for sit ansigt og for sit bryst – til et vidnesbyrd om at skulle tilhøre.. Gud!

 

Så altså: selv hvis nogen vil kæmpe for en liberalistisk økonomi med frit skatte-paradis, eller for en individualistisk identitet, hvor enhver er sin egen herre – så er der ingen, som kommer uden om, at:

* Hvis vi skal give kejseren, hvad kejserens er

* og Gud, hvad Guds er

– så må vi lægge mønten i SKAT’s kiste

– og vi må lægge vort liv i Guds hænder.

Og vi skal ikke bare gøre det på skrømt og gemme formuen i skatteparadis eller gemme os selv i ferieparadiset.

 

Her kunne vi jo lære af legenden om kæmpen Kristofforus. Ja, sådan hed han ikke i begyndelsen. Dengang var han bare en stor og prægtig mand, som tog livet i egen hånd og kæmpede sig selv frem i livet.

Han ville bruge sine evner, så han gav kejserens, hvad kejserens er og gik i kejserens tjeneste og vandt megen hæder som en uforfærdet kriger. Men han kom snart til at kede sig, og drog ud i verden for at søge og tjene den mægtigste herre.

Krigeren fandt ud af, at den stærkeste herre i denne verden, det var den onde selv – så han solgte sin sjæl til djævelen, og turede rundt med den onde og frydede sig over at være uovervindelig.

En dag, på tur med djævelen, passerede de langs vejkanten et krucifiks, der var rejst af pilgrimme.

Djævelen skreg op og stak i vild flugt ud over markerne. Krigeren satte efter, og da han fandt ham, spurgte han, hvad det gjaldt? Joh, sagde djævelen – det er fordi: Ham på korset, ham har jeg aldrig kunnet på magt over!

Men så er du jo ikke den mægtigste herre, sagde krigeren.

Farvel, nu vil jeg søge denne mand på korset, for han må jo være den stærkeste. Ham vil jeg give mit liv!

Og krigeren rejste rundt i den ganske verden, men fandt ikke den korsfæstede. Dog fandt han en munk med et lille, tilsvarende krucifiks om halsen.

Munken sagde: Hvis du søger Kristus, så må du give dit liv til Gud – du må læse i Bibelen og bede.

Åh, jeg er ikke god til de mange ord, sagde krigeren.

Så må du søge stilheden og faste! sagde munken

Men en kriger som jeg skal jo have kød, undveg krigeren.

Ja, så må du give dit liv i tjenesten, svarede munken. Her, neden for bjerget, bruser den vilde flod afsted. Mange skal over floden, og mange er omkommet i strømmen. Du kunne tjene din herre ved at hjælpe andre over den farlige strøm.

Og således blev krigeren nu færgemand. Når nogen skulle over floden, så løftede han dem op på sine skuldre og bar dem igennem strømmen.

Og årene gik. En nat vågnede færgemanden ved, at der blev kaldt på ham. Ved flodens bred stod en lille dreng, som ville over den mørke flod. Færgemanden løftede med lethed drengen op på sine skuldre og gik ud i vandet.

Men for hvert skridt var det, som om drengen blev tungere og tungere, og samtidig var det, som om strømmen tog til og brusede vildere om ham. Færgemanden, ja den store kriger vaklede, og måtte give alt, hvad han havde i sig for at komme i land tilsidst.

Da han løftede drengen ned, sagde han: Større byrde har jeg dog aldrig båret!

Og drengen svarede: Sandt nok, for nu har du båret hele verden på dine skuldre. I mange år har du tjent Gud, og i nat har du båret Guds Søn, Kristus, og derfor skal du nu hedde Kristofforus, den som bærer Kristus.

 

Spørgsmålet er jo, hvordan vi magter at give kejseren, hvad kejserens er – og Gud, hvad Guds er.

Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd!

Men tag vort stakkels hjerte, så ringe som det er.

 

Kristofforus gav sin magt, sine kræfter og sin styrke til kejseren og til den mægtigste herre, han kunne finde.

Men hvad kunne han vel give til den af-mægtige herre på korset – når han nu ikke bare kunne give sit liv?

Krigeren gav sit hjerte, han gav Gud sit liv, da han gjorde sit liv til en Guds-tjeneste – da han gik i tjeneste for Kristus og løftede og bar sin næste igennem den brusende strand.

Krigeren gav sit stolte liv og tjente Livets Herre som en stilfærdig, trofast færgemand. Dette uovervindelige menneske gav Gud sit liv – han gav Gud, hvad Guds er.

Så gå da med Guds fred og tjen Herren med glæde!

Amen