Tirsdagens kommunalvalg var vel også en slags dommens dag, for lokalpolitikere – i dag er det så blevet dommens dag for os alle!

Vi er nået til kirke-årets Dommedag – Den store verdensdom, hvor fårene skilles fra bukkene – Dommen ved verdens ende!

Her males et billede af to udgange

– én til paradiset og én til helvede –

et billede, som har præget ethvert menneske i den kristne verden, så at ingen kan sige sig fri for at have forholdt sig til Dommen, på et eller andet tidspunkt: Hvordan vil mit live blive bedømt?

Hvad vil jeg blive husket for? Altså som menneske, som dét menneske, jeg virkeligt er, når jeg skal stå for den sidste dommer.

Ved dommens dag er det jo forfærdelig ligegyldigt, om jeg vandt kommunalvalget – eller om jeg har haft succes i arbejdslivet – eller om bankkontoen bugner – men hvordan bliver jeg husket som menneske …

I Det Ny Testamente skriver Paulus:

* Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. 

* Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. 

* Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

 

Når et menneske dør, eller forlader os, så trækkes der bogstaveligt en streg i sandet – og det er nok en tanke værd, at der kommer en dag, hvor vi kun lever i andres erindring.

Måske husker I historien om Alfred Nobels testamente.

Alfred Nobel lærte at kontrollere krudtets sprængkraft og opfandt dynamitten – og skabte derfra en eksploderende formue.

En dag skete en voldsom eksplosions-ulykke, Alfred Nobels bror omkom, men aviserne fik galt fat i nyhederne og troede, det var Alfred, som var død. Nu skrev de kæmpestore nekrologer over finansmanden – og det var ikke pæne ting, der blev skrevet. Alfred Nobel blev omtalt meget negativt og kaldt ”Dødens købmand”.

Alfred læste sin egen nekrolog i avisen og blev dybt beskæmmet: var det virkelig, hvad han ville blive husket for?

Det var straks derefter, Alfred Nobel fik omskrevet sit testamente, som samlede hele familiens formue i den store fond, som hvert år skal uddele store priser til at belønne forskning og kunst og kultur og ikke mindst: freden!

Nobel skrev sit testamente om – som en reaktion på at have læst sin egen nekrolog, og jo i forsøget på at blive husket for noget godt.

Det er sjældent, at et menneske sådan, uhildet får at se, sort på hvidt, hvad han vil blive husket for – men det er også sjældent, noget menneske er helt uvidende om, hvad han/hun også vil blive husket for. På godt og ondt!

Det menneske findes jo ikke, som ikke bliver savnet, fordi nogen holdt af hende. Og det menneske findes ikke, som ikke bliver husket for fejl og skyld.

Det er jo derfor, Dommens dag er så afgørende et sindbillede for os – for hvor bliver jeg sendt hen?

Hvor bliver du sendt hen? …når de gode bliver skilt fra de onde – som fårene bliver skilt fra bukkene.

Men når vi står foran et af de enorme malerier af Dommedag, hvor ”den store hvide flok, vi se” vandre syngende ind i Paradis, mens de fordømte styrter ud over afgrunden, hvor bjergene skælver i undergangen – så er det altså ret vigtigt at læse eller høre, hvad der egentlig står i Bibelen.

Gudskelov fik vi da muligheden for selv at læse Bibelen på vort eget sprog, så vi ikke er afhængige af de skriftlærdes udlægninger..

For der står jo, i Matthæusevangeliet, at Jesus fortæller en lignelse om Dommens dag. Kristus fortæller, som et billede, at en dag.. så skal Han, den opstandne og himmelfarne Jesus Kristus, komme tilbage til dom.

Det er altså ikke retfærdighedens dommer, som fører sagen imod os – men Kristus, barnet fra Betlehem, som tager sagen for os.

Og Jesus fortalte i lignelsen, hvordan alle undrede sig: både de gode, som skal til Paradiset – og de onde, som skal sendes bort til et nyt helvede – alle måtte de undre sig over, hvorfor de var bedømt, netop som de var.

De gode spurgte: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt?

– og de onde spurgte: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal vises bort…

Dét, Kristus lovede med lignelsen, er – til alles store forundring, at det ikke er de store præstationer, vi bliver bedømt på. De gode bliver ikke fremhævet for deres ædle moral, deres store dyder, deres heltegerninger eller for deres selvfede sejre i godhedens navn..

De store handlinger er simpelt hen ikke nævnt i dommen!!

 

Og de onde bliver ikke fordømt for deres voldshandlinger eller deres magtmisbrug, deres sårende spydigheder eller deres mobning og manipulering.

Ingen bliver tilsyneladende bedømt på dét, som vi ville huske dem for – eller som vi tror, vi selv vil blive husket for..

I lignelsen om verdensdommen bliver alle bedømt på det samme grundlag – på kærlighedens gerninger.

Om jeg ”ikke har kærlighed, er jeg intet”…

 

  • Har du givet et glas vand til den, der tørster?

  • Har du givet husly til den hjemløse?

  • Har du besøgt den udstødte og ensomme – i sit fængsel, på plejehjemmet eller i det tilgroede hus oppe ad vejen?

  • Har du revet marken let, så fuglen og den fattige også kan blive mæt?

Eller har du, kold i hjertet

  • drukket jordens sidste glas vand, selv

  • lukket din verden om dig selv

  • lukket dine rødsprængte øjne for verdens nød

  • skrabet jordens rigdommen til dig for at ingen andre skal tjene på dem..??

Så husk, at: om jeg ”ikke har kærlighed, gavner det mig intet”

 

Det er værd at bemærke – nej det er afgørende for den evige salighed – at vi ikke skal dømmes af en menneskelig retfærdighed – men af en guddommelig barmhjertighed.

Og det er altså ikke, fordi vi læser noget ind i Jesus-fortællingen, som ikke er i Bibelen i forvejen.

Husk på fortællingen, da Abraham bad for Babel (og jo, Babel er synonymet for al den ondskab, som kan samles i én syndens bule).

Abraham havde haft besøg af Gud, som netop havde lovet den 100-årige Abraham, at han endelig skulle være far – til stor glæde for ham!

Abraham hørte, at Gud var på vej til Sodoma og Gomorra, som var kendt for alverdens ondskab og umoral. Gud ville nu – helt retfærdigt og velfortjent – udslette byerne for de onde menneskers hårdhed.

Men Abraham gik i forbøn for de onde. Herre, tænk nu hvis der er 50 gode mennesker i Sodoma – tæller det ikke i dit regnskab? Og gud svarede: Jo, afgjort: hvis der findes 50 retfærdige, så vil jeg for deres skyld spare hele byen.

De to gik lidt videre, så spurgte Abraham igen: Men hvad nu, hvis der mangler 5 i at der er 50 gode – vil du så alligevel fordømme alle i Sodoma og Gomorra?

Hvortil Gud eftertænksomt svarede: Nej, selv om der mangler 5 i at der er 50 retfærdige, så vil jeg undlade at udslette byerne.

De to gik lidt videre, så spurgte Abraham igen: Men hvad nu, hvis der kun er 40 – 40 gode mennesker, hvad så, Herre?

Og efter yderligere lidt tavshed svarede Gud: Lad så gå da – 40 gode, så freder jeg byerne.

Så blev der stille.

De to gik lidt videre, så spurgte Abraham igen:  Altså, måske er der jo kun 30 gode mennesker, men 30 gode tæller vel også? Og Gud kiggede blidt på Abraham og sagde: Du er så god, Abraham, og derfor vil jeg redde byerne, selv om der kun er 30 gode mennesker at finde.

Senere stoppede de op og Abraham stod og trykkede med noget, han ville sige – så spurgte Abraham igen: Herre, jeg burde ikke spørge mere, men tænk nu, hvis der kun er 20 gode mennesker i Sodoma, hvad så – hvad så – skal de så dø med de onde?

Og Herren begyndte at gå igen, inden han så svarede: 20 gode mennesker er ikke mange i en stor by. Men hvis mine engle kan finde 20 gode, så skal de ikke røre byen.

De to gik lidt videre – nu kunne de høre larmen fra storbyen – skrigene og tumulten– så spurgte Abraham igen: Herre Gud, om der nu kun er 10 gode mennesker i den store by – skal de så alligevel dø?

Og Gud sagde: Abraham, du er min ven, og fordi du spørger, så skal du vide, at hvis jeg finder 10 gode mennesker i byen, så vil jeg redde alle i byen – for de 10 godes skyld!

Så skiltes deres veje.

Og fordi der end ikke var 10 gode mennesker at finde i Sodoma, så blev byen udslettet. Og alligevel fik det eneste gode menneske, Lot, lov at undslippe med sin familie, ligesom Noah dengang.

Jo, Gud er konsekvent – da der ikke var 10 gode, så blev byen udslettet. Men vigtigst af alt: Gud er barmhjertig og for de 10 gode menneskers skyld var Gud klar til at redde hele storbyen.

Sådan er barmhjertighedens Gud – den Gud, som sendte sin Søn til verden for at frelse verden, ikke for at dømme verden, men for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Så rejs dit hoved, menneske og se op – gå ud i livet og gør det gode – tjen Herren med glæde!

Amen