I dag skal I høre en historie fra Pippi Langstrømpe. Fordi..

I dag er det første søndag i Advent!

I dag tænder vi første lys i adventskransen!

I dag er der bare tre uger til juleaften

– I dag er en god dag – I dag!

Og I dag fortælles historien om den første gang, Jesus stod frem og prædikede offentligt over en tekst fra jødernes Bibel. Og det var nærmest første gang, nogen kunne se, at han er Guds Søn, så derfor sagde Jesus selv:

I dag går de gamle skrifter i opfyldelse.

I dag er frelseren kommet til verden!

I dag opfyldes alle håb.

Eller.. det er vel ikke alle vores håb, som opfyldes, for der er ikke udsigter til flere julegaver eller mere forbrug af nogen art.

Den gamle tekst, Jesus læste – og sagde, skal blive opfyldt i dag – handler om håb og godt nyt for de fattige og undertrykte – og om at Guds gode nyheder er til de udstødte, hedningerne – og netop ikke til de sædvanlige udvalgte, pæne folk.

 

Og det er den historie, Pippi Langstrømpe lever igennem.

Pippi gik ikke i skole, for hun mente ikke, hun havde brug for at lære at stave til ’søsyg’, eller… hvis hun virkelig blev søsyg, så havde hun nok andet at tænke på, end at stave til ordet.

Til gengæld elskede Pippi at ride hen til skolen på sin prikkede hest for at hente Tommy og Annika.

En dag ville de to særligt gerne hentes, for dén dag skulle der være besøg af Frk. Rosenblom.

Frøken Rosenblom var en rig gammel dame, som kom på besøg i skolen en gang om året for dele gaver ud til børnene. Naturligvis ikke til alle børn, men til de meget artige og flittige børn.

For at finde ud af, hvem der var artige og flittige, afholdt hun en quiz – hun hørte dem i deres lektier og lavede en test på dem.

Den strenge frøkens svære test blev afgørende for, om man fik en gave – og om det blev en tokrone eller en pose slik – eller en strikket undertrøje!

Det var svært at sige, hvad der var værst: at blive kasseret eller at vinde en ulden undertrøje.

I skolen blev børnene stillet op i række efter, hvor mange søskende de havde derhjemme, og om de havde gode karakterer i god opførsel.

Så begyndte quizzen. De børn, der ikke kunne svare, blev skældt ud og sendt over i hjørnet, hvor de skulle stå med ryggen til og skamme sig, indtil de blev sendt tomhændede hjem.

Tommy og Annika stod et stykke nede i rækken og var meget nervøse. Mange børn var allerede blevet hørt i retskrivningsordbogen, og en flok stod allerede med ryggen til og skammede sig.

Så dukkede Pippi op. Hun gik uden om rækken og lige op til Frøken Rosenblom: Pippi ville også gerne være med til quizzen og hun ville gerne bedes om at stave til ’Søsyg’

S-ø-d-s-y stavede hun, og det var jo forkert, og derfor sagde hun: Gudskelov, så slipper jeg da for uldne underbukser.

Så spurgte Frøken Rosenblom: ”Hvornår døde Karl den Tolvte?” og Pippi svarede: Åh nej da, er han nu også død? Så skrækkeligt da!

På den måde svarede Pippi forkert på alle spørgsmål, og så blev hun sendt over til de andre børn, som skulle stå og skamme sig. Mange børn stod og snøftede og græd, for de skammede sig så frygteligt og tænkte på, hvad deres mor og far ville sige, når de kom hjem uden en præmie.

Pippi fik en klump i halsen, men så sagde hun til børnene: Kom, vi laver vores egen quiz.

Stil op på to rækker: Alle fuldt uddannede møgunger i én række!

Men hvem skal stå i den anden række, spurgte en pige, for hun ville ikke være ved, at hun var en møgunge.

Ja, det skal alle ikke helt uddannede møgunger, sagde Pippi.

Og så spurgte hun den første: Du der! Sig én, som er død! og drengen sagde: Gamle fru Petterson i nummer 57.

Ja, og Karl den Tolvte! tilføjede Pippi.

Bagefter spurgte Pippi alle børnene, om de vidste, at Gamle Fru Petterson var død – og Karl den Tolvte. Og det vidste de jo alle, nu…

Så dygtige børn findes ingen andre steder, sagde Pippi, Nu skal I få jeres belønning! Og så halede hun guldmønter op af sine lommer, og alle børn fik en guldmønt hver. Hvert barn fik også en stor pose slik, som Pippi havde taget med i sin rygsæk.

Og sådan endte det med, at der blev stor glæde blandt de børn, som egentlig burde skamme sig.

Tak, tak, søde Pippi, sagde de glade børn.

Pyt, tænk ikke på det, sagde Pippi. Men at vi blev forskånet for lyserøde uldbukser, det må I aldrig glemme…

 

Ja, sådan blev der stor glæde blandt de børn, som egentlig burde skamme sig.

I dag er Evangeliet netop, at der skal være stor glæde blandt dem, der egentlig burde skamme sig.

For Gud har sendt sin Søn til verden – ikke for at dømme verden, men for at bringe gode nyheder til de fattige – og for at fanger skal sættes fri – og for at blinde skal se! I dag er Kristus sendt til verden for at befri de undertrykte!

Sådan lød den gamle profeti fra Bibelen, som Jesus læste op af, den første dag – og som vi så læser her, i dag!

Men hvad er det, som skal få os til at høre fortællingen som i dag?

Vi har jo hørt det, så tit: Sådan elskede Gud verden, at han sendte sin søn, Jesus Kristus, til verden – og dermed blev det jul, og det er en stor, stor begivenhed og en dejlig fest. Vores jul er jo netop gamle traditioner – så hvad er det lige, der er nyt i det – i dag??

Det nye sker ved, at du lytter og hører evangeliet ind i dit liv, i dag!

I dag skal du høre evangeliet! Du skal ikke bare høre en tradition og ikke bare en gammel saga, der lyder som optakten til julefesten!

Men du skal høre evangeliet som et budskab om befrielse, barmhjertighed, sjælefred – som bliver givet til dig også!

Og så må du overveje med dig selv, om du hører til dem, evangeliet er rettet til – eller om du egentlig ikke har brug for evangeliet.

Er du en af dem, der har dit på det tørre, fordi du godt kan stave til Søsyg? Er du en af dem, der aldrig har gjort noget forkert (ikke noget af betydning, i al fald) – en af dem, der lever et pænt og ordentligt liv og ikke har noget at skamme sig over. Er det sådan, det er – at du mestrer verden og livet, bedst selv?

Så er du simpelthen ikke én af dem, Gud sendte sin søn til verden for at frelse – så kan du nemlig klare dig selv.

Så har du ikke brug for Gud – og det er spørgsmålet, om Gud så heller ikke har brug for dig…

 

Men mange af os bliver nu pillet ned, på et eller andet tidspunkt, når alle verdens frøken Rosenblom’er stiller deres test-spørgsmål.

Jeg hørte forleden, at børn i fjerde klasse 2017 bliver stillet op i række efter karakterer for god opførsel, og så skal de kunne stave til Merskumspibe og Kumquats. Véd du tilfældigvis, hvad Merskumspibe – og Kumquats er for nogle ting?

Hvis ikke, så er du en af dem, der IKKE får nogen præmie og skal stille dig over i hjørnet og skamme dig.

Da Pippi endte i skammehjørnet, stillede hun de andre udskammede børn op i to rækker: De fuldt uddannede møgunger, og dem, der ikke ville være ved, at de var møgunger. Og de fik alle det samme spørgsmål: Tror du på, at Karl den Tolvte ER død?

Spørgsmålet kunne også være: Tror du på, at Gud – af kærlighed – sendte sin søn til verden, for at frelse verden – ikke for at dømme verden? For hvis du tror det, så er det jo ligegyldigt, om du kan stave til Merskumspibe og Kumquats. Og hvis du tror på Guds barmhjertighed, så har du forstået, hvorfor vi fejrer jul.

  • Julen er den tid, hvor vi oplever den store glæde for dem, som egentlig burde skamme sig.

  • Julen er glæden ved at stå i rækken af fuldt uddannede møgunger, så vi ingen præmie får, hvis flidspræmien er lyserøde uldbukser.

  • Julen er glæden ved, at Gud sendte sin søn til verden for at frelse netop dem, der ellers burde skamme sig, fordi de ikke slår til.

  • Julen er godt nyt til de fattige og barmhjertighed til de udstødte

    • det er frihed for de bundne

    • det er nyt håb for de forblændede.

Det er simpelthen frelse for dem, som ikke selv magter livet – og døden – og som tør tro på Julens evangelium.

Amen