Jule-evangeliet er en fortælling om stor kærlighed – nemlig en fortælling om Guds kærlighed.

Jeg kan en anden fortælling om stor kærlighed. Der var engang to søde børn, som altid havde det så godt og sjovt sammen. Kaj og Gerda, hed de. De var vokset op sammen og holdt så meget af hinanden, selv om – eller fordi de ikke var så gamle, at de kendte ordet kærlighed.

En dag, da de sad i solen og flettede blomsterkranse, sagde Kaj pludselig: ”Av, jeg fik noget i øjet – og Av, av, nu stikker det også i mit hjerte!” Gerda kunne ikke se noget i Kajs øje, men i hjertet blev det nu ved at stikke!

 Kaj havde fået en lillebitte glassplint i øjet fra det troldspejl, som Djævelen havde skabt for at drille verden. Det spejl var sådan, at alting blev vendt om.

Når man så i spejlet, blev det gode bare ondt, og det onde var sjovt og godt.

Det, der var kønt, blev grimt – og det hæslige så nu alt for godt ud…

Splinten fra troldspejlet havde sat sig i hjertet på Kaj, og nu så’ verden helt forkert ud for Kaj. Pludselig syntes han, at Gerda var ond og grim og helt forkert, og nu ville Kaj ikke længere lege med Gerda, han ødelagde altid legen og ville kun drille!

Næste vinter kom sneen, og de var på kælkebakken. Kaj susede hensynsløst afsted, og Gerda kunne slet ikke forstå, hvorfor han var så hjerteløs overfor de andre på kælkebakken.

Pludselig kom en stor, helt hvid kane glidende. Foran var der 6 hvide rensdyr, og i kanen sad en person i en stor, lodden, hvid pels og en stor hvid pelshue med en glitrende ædelsten i toppen. Det var Snedronningen, som kørte over kælkebakken.

Kaj havde troldsplinten i hjertet, og var så vild – så han hægtede hurtigt sin slæde på den store hvide kane – og væk var han, ingen så, hvorhen..

Kajs øjne gnistrede, mens han sad på sin slæde og nød den vilde tur. Snart fløj de gennem nattens sne og storm, og Kajs hjerte blev mere og mere koldt og frysende hårdt.

Tilbage stod den lille Gerda og savnede sin ven. Hun kunne ikke finde ham nogetsteds – og ingen vidste, hvor han var blevet af. Ingen havde set andet end den vilde snestorm, men der var faktisk heller ikke nogen, som savnede den Kaj, der var blevet så hård og ond.

Kun Gerda – hun savnede sin ven Kaj, og en nat, hvor blæsten hujede, gik Gerda hjemmefra for at søge efter sin tabte ven.

Gerda søgte og ledte og spurgte efter sin legekammerat, hun spurgte i Dødsriget, og hun kiggede ind i Paradiset, men ingensteder havde nogen set hendes ven.

Da Gerda ikke kunne finde Kaj nogetsteds, hvor mennesker var – så måtte hun jo søge der, hvor intet menneske kunne leve. Hun søgte længere og længere ud i vinterens mørke og kulde – der hvor snefnuggene var store som vognhjul og løb hen over jorden.

Men dér stod hun nu ved Snedronningens Palads. Alt var lysende hårdt og hvidt, for alt var skåret ud af is.

Kulden var forfærdelig, og Gerda gik rystende igennem de store, iskolde sal, hvor intet liv kunne leve.

Og dog – i den største sal, i Snedronningens tronsal, så hun Kaj. Han sad på isen og puslede med et puslespil af is-flager, som han skulle få til at passe sammen. Snedronningen havde sagt til ham: Hvis du kan samle is-figuren, så skal du have din frihed, og jeg vil forære dig hele verden og et par skøjter.

Gerda løb hen til Kaj og faldt ham om halsen, og råbte: Kaj, søde lille Kaj, så fandt jeg dig endelig.

Men Kaj sad bare kold og hård og stivnakket, for troldsplinten sad i hans hjerte, og Kaj så ondt på Gerda.

Da græd Gerda over Kaj og hans skæbne, og Gerdas tårer faldt på Kajs bryst – de trængte ind i hans hjerte, og de optøede isklumpen, som lå dér hvor hjertet skulle ligge – og Gerdas tårer var så mange, at de skyllede troldsplinten ud – og da græd også Kaj.

Nu kyssede Gerda også Kajs kinder, så de blomstrede som roser, og hun kyssede hans øjne, så de lyste som hendes gjorde – og hun kyssede hans hænder og fødder, så hun vidste, at Kaj var ganske sund og rask.

 

Den lille Kaj med det kolde sind og det hårde hjerte blev frelst fra sig selv af Gerda med den store kærlighed. Hun rejste gennem liv og død for at finde ham, og hun græd sin varme kærlighed over Kaj, så isen smeltede, og Kaj tøede op.

 

Nu glæder jeg mig til det bliver jule-aften – altså til vi når frem til selve julefesten, for så sker der noget af det samme for os alle sammen.

Når butikkerne er lukket, og de sidste gaver er pakket ind, og når julemaden er kokkereret færdig – og når vi sætter os, sammen og er nødt til at slukke for arbejds-mailen og sætte mobilen på lydløs – så – SÅ – breder kærlighedens varme sig over dette øjeblik af vort liv og over vores iskolde og manipulerende forstand, og så sænker julefreden sig over vores sind – og så… er der nogle som falder i søvn.

Men mange andre af os opdager faktisk, at der sidder nogle mennesker der i stuen, som er levende og hjertevarme, og som holder af mig. Når julefreden sænker sig, så kan vi nærmest mærke på vores krop, hvordan kærlighedens varme tårer drypper på vores hjerte, så den kolde fornuft tør op.

Det er dét, de mærker, de halvgamle stressede mænd – så de sidder og græder, juleaften, ligesom Kaj i eventyret. Det sker, når de pludselig mærker kærligheden. Så græder de, og så skyller troldsplinten ud af øjenkrogen, og så kan de igen se kærligheden og se de mennesker, som holder af dem…

Og følg så med, i tankerne, en julehistorie længere.

For hvad er det nu, vi holder jul, for? Egentlig. Det er jo ikke for omsætningen i butikkerne, og heller ikke for den helt rigtige jule-mad eller for nogle ekstra feriedage – nej det er jo for den fødselsdag for længe siden. Altså da Jesus blev født i Betlehem.

Da Guds søn blev født – blandt almindelige mennesker som Maria og Josef og hyrderne i en stald – da var det jo som Guds kærligheds tårer, som dryppede på menneskenes hårde, kolde liv.

Hvad var der sket? Jo, efterhånden som menneskene blev klogere og klogere, så troede de jo, de kunne regne alting ud selv, og så vendte de lige så stille ryggen til Gud – det er allerede tusindvis af år siden, menneskene første gang tænkte, at de var klogere end Gud.

Og lige siden de første mennesker blev borte fra Guds paradis, har Gud vandret rundt i verden for at lede efter menneskene, for Guds kærlighed til menneskene er jo aldrig blevet kold..

Tilsidst prøvede Gud at tø de iskolde hjerter op med det varmeste, blødeste, kæreste, man kan tænke sig: det lille nyfødte barn. Det var som om Gud lagde det lille levende spædbarn i armene på hvert eneste menneske, dén nat i Betlehem, da Gud sendte sin Søn til verden.

I den nat var det, som om Guds varme tåre faldt på menneskenes forfrosne hjerte – og da begyndte varmen fra Guds kærlighed at brede sig.

Og det er jo et rigtigt juleventyr, for se bare, hvordan vore hjerter smelter hver juleaften, når vi fejrer julen og fejrer det lille barns fødsel i Betlehem.

Der sker noget i julen – julen er kærlighedens fest, og det ER fordi: det, vi oplever juleaften, det er jo, at Guds kærlighed rammer os, og så smelter vi, indeni – ligesom en snemand, der bliver taget ind til juletræet.

Så stor er Guds kærlighed, og det er helt i orden at blive lidt blød om hjertet i aften – glæd jer i julefesten.

Amen