Hvad er det, der gør jul til noget særligt?

Det har jeg spekuleret en del over, hvert efterår i 31 år. Nogle gange har jeg fulgt en intuition og har skrevet en jule-osende juleprædiken i oktober, andre gange har jeg spekuleret lige indtil juledagene på: Hvad er det, der gør jul til noget særligt.

Jeg tror, det har noget at gøre med, at i julen bekræfter Gud sit gode forhold til menneskeheden i verden – næsten ligesom Gud bekræfter sin velsignelse til konfirmanderne på konfirmationsdagen.

Og det gode forhold er i sig selv en velsignelse.

Det er så vigtigt at vide, at nogen holder af os.

Helt individuelt, at nogen holder af mig – og nogen holder af dig. Og det skal ikke være de samme for os begge, for vi har – hver eneste af os – brug for, at der er nogen, som holder af mig, og nogen som holder af dig!

Der findes så mange vidunderlige pædagoger og dagplejere, men det lille barn har brug for, at der er en mor og en far, som holder af dét barn, som af intet andet barn i verden.

Og selv det mest voksne og stærke og hærdede menneske har brug for, at der er én, som kan holde af dét menneske, som findes inde bag facaden. Vi har brug for en ven, en kæreste, en mor, en kammerat, en sjæle-ven, som kan se, hvem jeg er, herinde – og dog holde af mig.

Selvfølgelig kan et menneske godt leve – i al fald overleve – uden at have den nære, gode relation til et andet menneske, men livet bliver bare SÅ meget rigere, gladere, bedre, lysere, når vi tør stole på, at der er nogen, som holder af os.

Jeg troede måske nok, at jeg var præst og kun præst, når jeg tog præstekjolen på og gjorde tjeneste for Gud og for mennesker – og selv om jeg lægger hele min sjæl i hvert eneste møde med mennesker, så troede jeg måske nok, at det var præsten, mennesker søgte.

Men de sidste uger har jeg erkendt, at der er mange, som har set mennesket inde under præstekjolen, og som har skabt den gode, nære relation til dette menneske. Jeg har for alvor erkendt, at hvis vi ærligt åbner os for hinanden, i det gode møde, så opstår et venskab, som aldrig helt forsvinder.

Og jeg kan se det klart, at det, som gør livet så rigt og lyst og godt – det er dét venskab, hvor nogen kan se, hvem jeg er og dog holde af mig.

Nu skal det her jo være en prædiken – og det er det også, for det er et grund-menneskeligt forhold, at ethvert menneske har brug for den kærlige, ærlige relation til andre – vi har brug for en ven, som vi véd, altid vil være der for os – som ser mennesket indeni, og som ikke fortæller videre, hvad de ser…

Og selvom hele himlen lyser op, som var det den første julenat – når man opdager, hvor mange gode venner, man har – så har ethvert menneske også brug for én, som kan se og kende den allerinderste hemmelighed i vort liv, den inderste længsel og uro – vi har brug for Gud.

Vi har brug for at vide, at vi har Gud med os – på vores side – også selv om vi ikke kan se ham, lige her.

 

Og lad os så bare tage Pippi Langstrømpe med, en sidste gang.

Pippi boede jo helt alene i Villa Villakulla, bare med sin hest og sin abe.

De fleste af historierne om Pippi handler om, hvor meget godt hun gør for sine venner – og for nogle, som så bliver hendes venner. Men nogle historier handler om, hvor ensom Pippi er, fordi hun mærker, at ingen rigtig ser hende og ingen tror på hende.

Der er for eksempel ingen, der rigtig tror på, at hun har en mor og en far. Jo, selvfølgelig rent biologisk, men alle siger netop: Hun kan da ikke bo der alene, hun må da have en mor og en far, som kan tage sig af hende.

Men ingen tror på, hvad Pippi siger: at hendes mor bor i Himlen, og at Pippi taler med hende hver aften.

Eller at Pippi fortæller, at hendes far er negerhøvding på en sydhavsø og for resten forhenværende sørøver.

Jeg kender ellers nok et par drenge, som ville give deres højre arm for at kunne fortælle, at deres far havde været en ægte sørøver.

Men der er ingen, som virkelig ser Pippi som mors og fars pige – som Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynte Efraimsdatter Langstrømpe og som en pige på 11 år, der bare gerne vil gå i skole for at kunne få juleferie som alle andre…

Pippi fortæller nogle drabelige fortællinger om sin far, som engang var havenes skræk, men nu en kong fredegod på en sydhavsø.

Pippi fortæller, at hun tror, at han er uovervindelig – at han er evigt god og rar – og at han bliver meget vred, hvis han hører, der er nogen, som ikke er god ved hans datter.

Men ingen tror på Pippi.

Ikke førend der en dag kommer et brev til Pippi – fra hendes far, hvor han skriver, at han vil besøge hende.

Så tror de lidt – og tvivler igen, for endnu mangler de jo at se ham – og Pippi må vente længe, for hans ankomst trækker ud, og selv Pippi kommer alvorligt i tvivl, om han virkelig har glemt hende.

Men i Båven om Pippi Langstrømpe kommer hendes far en dag og besøger hende. Et overvældende syn, da han stævner ind i havnen i et prægtigt sejlskib.

Og nu kan de alle sammen se, at han er så god og rar som dagen er lang, og han er uovervindelig når nogen vil kæmpe mod ham – der er kun én, som kan overvinde ham – og det er Pippi, som han holder så meget af. Når de to lægger arm over bordet, så vinder Pippi, for kærligheden overvinder alt.

Bagefter må han godt rejse hjem til sin sydhavsø igen – Pippi vil ikke med, nu ved hun jo, at han er der, og hun vil hellere være her for sine venner.

 

Og sådan bliver bogen om Pippi Langstrømpe til bogen om menneskers liv.

Vi lever også – i princippet – alene og individuelt, som vi vil det – men også ensomt fordi vi har brug for den, som ser os og kender os.

Det er så vigtigt for os at vide, at vi har en, der er som en Far for os – og at vide, at han er der, et sted – vi siger i Himlen, fordi en sydhavs-ø er kommet helt tæt ind i vores globale lokal-sfære.

Og selv om nogle ikke vil tro på, at vi har en Far i himlen – så véd vi jo, at han er der. Selv om det godt kan være svært at holde fast i, fordi vi netop ikke kan vise ham frem til ateisterne og sige: Der kan I selv se!!

Men det kan godt være lidt ensomt, når alle siger: Jamen du kan da nok se, at den historie ikke holder!!

Så har vi brug for en ven..

Og det er det, der gør jul til noget særligt!

For engang blev det advent og ventetid, da Gud sendte bud, at Gud selv ville besøge os og ville bo hos os i verden.

Og det skete i de dage.. at Ordet blev kød og tog bolig i blandt os, og vi så hans herlighed!!

Gud viste sig troværdig – som den ven, vi kan stole på, ja som vi kan lægge vort liv i hænderne på, for Gud er den, der ser os og kender os, bedre end vi kender os selv – og som alligevel holder af os – nok til at Gud vil være hos os og være sammen med os.

Det er det, der gør jul til noget særligt – at Gud virkeligt selv flyttede ind i verden hos os, boede hos menneskene og levede et menneskeliv med alt, hvad der hører til livet af glæder og sorger og kærlighed og svigt, af livsmod og dødsangst.

Det er dét, julens evangelium fortæller os: at Gud helt konkret, fysisk, virkeligt, sansbart, reelt kom på besøg i verden og slog sig ned her, for evigt.

Hvad er det så, der gør jul til noget særligt – for mig? Jo, det er jo så, at det er Jule-evangeliet mere end noget andet, som bestyrker mig i det gode forhold og den nære relation, jeg har til Gud.

Det er Julens sange, som giver mig mod til at tro på, at Gud ser mig og husker mig og holder fast i mig – herfra og ind i evigheden.

Hvert år – hvert eneste år – fornyer jeg sjælens venskabspagt med Gud, når jeg hører Jule-evangeliet fortælle mig om Guds-barnets fødsel i min verden, i min slags verden, blandt helt almindelige mennesker, som dig og mig – dengang hed de Maria og Josef og Maria og deres hjem for natten var en simpel stald – men ikke desto mindre kom Gud til verden, den nat i Betlehem.

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, kom til verden. Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

Det er det, der gør jul til noget særligt

– Ja, Julens stjerne lyser, når jeg ser

det barn i krybben er så meget mer.

Glædelig jul – Amen