Prædiken til søndag septuagesima 2018

Matt. 25, 14-30

 

I den lignelse, den fortælling, Jesus fortæller her, der er på én gang både stor alvor og samtidig er der også en lethed og en ubekymrethed. Selvfølgelig er der alvor i fortællingen, for den handler jo om det, at mennesker har fået noget betroet, som de en dag skal aflægge regnskab for. Og det er en ansvarsfuld sag, som naturligvis maner til alvor.

 

I fortællingen er det penge, som menneskene skal aflægge regnskab for. Det græske ord talentos, som bruges i teksten, det var på Jesu tid simpelthen betegnelsen for en bestemt sum penge. En stor sum, så selv ham, der kun fik én talent, han fik betroet meget.

 

Men i fortællingens betydning, tolkning, der handler det ikke om penge. Nej, der er noget på spil, som er langt mere værdifuldt end penge.

 

Jeg er ikke sprogforsker, jeg ved ikke om det passer, det jeg siger nu. Men jeg synes, det lyder sandsynligt, at når vi i dag bruger ordet talent, og dermed mener evner, noget som man er god til, så stammer det fra en tolkning af fortællingen her. Vi har ordet talent i vores sprog, fordi der er nogen, som har tolket fortællingen sådan, at det, som Gud betror os, det er vores evner. Dem skal vi ikke grave ned. Dem skal vi bruge. Det giver også rigtig god mening. Enhver ved, at det talent, som ikke bliver brugt, det bliver ikke rigtigt til noget. Det glider en af hænde. Man kan godt have talent for at spille klaver, men hvis man aldrig sætter sig til klaveret og øver, så kommer der ikke noget ud af det.

Så den tolkning er bestemt på sin plads, men samtidig så tror jeg, at vi er nødt til at udvide tolkningen. Gøre den bredere.

 

Det, som vi mennesker bliver betroet af Herren, af Gud, det er selve livet og alt det største i livet, troen, håbet og kærligheden.  Livet med alle dets muligheder. Livet med de mennesker, som vi bliver forbundet med. Det liv, det skal vi forvalte, og vi skal investere os selv i det, sådan at det bliver til glæde og gavn for andre.

Den opgave maner selvfølgelig til alvor, for det er aldrig ligegyldigt, hvordan vi forvalter vores liv.

 

Men som jeg sagde før, så er der også i fortællingen en ubekymrethed. Den ser vi hos de to første tjenere. De går straks i gang med at handle og investere. Der er ingen forsigtighed. Vi hører ikke om risikoanalyser. De handlede i tillid. Og dem opfordres vi til at ligne. Vi opfordres til at kaste os ud i livets udfordringer med tillid og ubekymrethed, og bruge vores evner og de muligheder som bliver givet os. Vi opfordres til at investere os selv i livet, også selvom det kan give ridser i lakken og smertefulde erfaringer. Også selvom vi kan få beskidte fingre og sidde tilbage med en viden om, at vi begik gruelige fejl.  Vi skal bare bruge os selv i tillid til, at der nok skal komme noget godt ud af det. Vi skal ødsle ud af det gode, vi har fået givet, troen, håbet og kærligheden. Livet egner sig ikke til at blive gravet ned. Glæden skal deles ud, og så vokser den. Omsorg og nærvær skal gives væk, for så bliver der mere liv.

 

Grunden til, at vi må være tillidsfulde og ikke bekymre os, den grund ligger faktisk skjult i det, som den tredje tjener siger.  Han siger, at hans herre er en mand, der høster, hvor han ikke har sået og samler, hvor han ikke har spredt. Og herren gav ham ret. Men den tredje tjener opfattede det som noget truende, som et tegn på, at herren var en hård mand. Og af frygt turde han ikke risikere noget som helst.

 

Hvad nu, hvis han i stedet for havde opfattet det som noget godt, noget håbefuldt, noget med store løfter i? Så ville han have turdet gøre som de to første tjenere.

Det at Gud kan høste hvor han ikke har sået, og samle, hvor han ikke har spredt, det er jo i virkeligheden noget fantastisk godt og håbefuldt. Det betyder, at for Gud er der liv og muligheder, der hvor vi ikke kan se nogen mulighed. Det betyder, at Gud kan få noget smukt til at vokse frem, der hvor vi tror, det er umuligt.

 

Derfor er vi befriet fra at bekymre os om, hvor meget eller hvor lidt vi kan. Det kommer man ellers så let til.

Man kan måske så nemt komme til at tænke: Det er så lidt, jeg kan gøre. Mine kræfter er så små. Andre har meget større evner og muligheder end jeg har. Det er rigtigt, at der er forskel på menneskers muligheder og evner. Og der er forskel på menneskers liv. Der er nogen, for hvem livet er meget sværere end for andre. Der er nogen, for hvem tilværelsen falder så let, og der er andre, som må kæmpe hver evig eneste dag.

 

Men i Guds øjne er intet menneske talentløs. Ethvert menneske har noget at give, og vi behøver overhovedet ikke bekymre os om, hvor lidt eller hvor meget det er. Det må vi trygt overlade i hænderne hos ham, der kan høste, hvor han ikke har sået. Hos Gud kan selv det mindste vise sig at være stort eller vokse stort. Det kan være, at man ikke har mange kræfter. Men det kan være, at man dog har kræfter til at folde sine hænder og bede for et andet menneske. Det er også at bruge sit talent. Vi mennesker kan ikke og skal ikke selv bedømme størrelsen og betydningen af vores egen indsats – eller af andre menneskers indsats. Det er kun Gud, der har klarsyn til det.

 

Den gamle svenske biskop, Martin Lønnebo, han har fortalt om, at han på et tidspunkt så på sit liv med en vis tristhed. Han synes, der var så meget, der blev mislykket. Han syntes der var så meget, der ikke blev til det, som han havde håbet på. Når han i sine tanker skulle beskrive sit liv, så syntes han mest af alt, at det lignede en bunke laser og strimlede klude. Så skete det en nat, at han drømte en stor drøm. Han drømte at han stod i et rum, hvor der på gulvet lå et stort og smukt kludetæppe. Og da han om morgenen vågnede og huskede sin drøm, så slog det ham: Jamen Gud kan jo lide kludetæpper. Ud af vores laser og klude – ud af de handlinger som i vores øjne ikke ser ud af ret meget – der kan Gud knytte det smukkeste kludetæppe, som er dejlig at sætte fødderne på. Selv den allermindste handling, som vi gør for at glæde et andet menneske, kan vise sig at være en uundværlig klud i Guds store kludetæppe.

 

Der er både alvor og ubekymrethed i fortællingen om de betroede talenter. Og vi har brug for begge dele. De to ting holder hinanden i spænd.

Vi har brug for alvoren til at minde os om, hvor ansvarsfuldt det er at leve og være medmenneske for andre. Samtidig så har vi også brug for at blive mindet om, at der er grænser for vores ansvar. Vi bærer ikke livet selv. Vi er ikke Gud. Når man kommer til det punkt, hvor man ikke magter mere – og når man kommer til det punkt, hvor man må indse, at man fik forkludret og ødelagt noget – da må man trygt lægge sig selv og sine nederlag og sin magtesløshed i hænderne på ham, som kan høste, hvor han ikke har sået og samle, hvor han ikke har spredt.

Amen.