Fastelavnssøndag 2018

Lukas 18, 31-43

 

Vi har nogle sjove udtryk i vores sprog. Vi siger fx at man kan stirre sig blind på noget. Eller måske kan man ikke se skoven for bare træer.

Det er to eksempler fra vores sprog, der viser at vi godt ved, at det med at se eller ikke se, det handler ikke kun om noget fysisk. Det handler ikke kun om, hvorvidt øjet fungerer som det skal. Man kan have et udmærket syn, sådan rent fysisk, og så kan man alligevel stirre sig blind eller miste blikket for noget væsentligt. Og modsat kan man være fysisk totalt blind, samtidig med at man har både indsigt og udsyn.

 

Lad mig fortælle jer tre små historier/eksempler, der handler om det med at kunne se eller ikke se.

 

Det første historie er om Jenny. Jenny var en ældre dame, som jeg engang kendte. Og engang så sagde hun til mig: ”Jeg er ikke så slem til at dømme folk på deres udseende.” Det sjove ved den bemærkning var, at Jenny var blind. Hun var blevet blind som voksen. Det var hun ked af. Hun savnede selvfølgelig at kunne se. Men heldigvis havde hun den her humor, der kunne få hende til at sige: Jeg har den fordel, at jeg ikke er så slem til at dømme folk på deres udseende.

Hun har ret: Vi der har øjne, der fysisk fungerer, vi kan stirre os blinde på noget. Vi kan se et andet menneske, og så stirrer vi os blinde på hans tøj eller hans tatoveringer, eller hendes figur eller frisure, og tænker: ”nå, han er sådan en type. Eller hun er sådan og sådan. Vi dømmer på udseendet og dømmer måske helt forkert – og i hvert fald dømmer vi alt for snævert og småt. For et menneske er altid meget mere og andet end det vi umiddelbart ser.

 

Det andet eksempel så jeg ud af mit stuevindue derhjemme forleden. En mor kom gående med sit lille barn i den ene hånd og med telefonen i den anden hånd. Hun stirrede ned i telefonen. Hun så hverken på den flotte udsigt med skov og fjord til den ene side, og hun så heller ikke på sit barn til den anden side. Hun kiggede bare ned i telefonen.

Jeg er sikker på at hun er en god mor, der tager sig godt af sit barn. Og jeg har jo ingen anelse om hvor lidt eller hvor meget hun kigger ned i sin telefon. Jeg siger det ikke for at udstille hende. Jeg bruger bare situationen som et stillbillede på noget, vi alle sammen godt kender: nemlig at vi kan komme til at fokusere alt for meget på noget, der ikke er vigtigt. At vi kan miste blikket for det smukke og forunderlige, og for hvad der er væsentligt.

 

Det tredje eksempel er fra i tirsdags, hvor konfirmanderne var inde og besøge Kirkens Korshærs varmestue i Fredericia. Varmestuen er et sted, hvor mennesker, for hvem livet er rigtigt svært, kan komme og få et måltid mad, en kop kaffe, en hyggesnak og ikke mindst at blive set og budt velkommen som et ligeværdigt medmenneske. Merete Ørskov, som er korshærspræst sagde noget, som jeg bed mærke i. Hun sagde, at vi mennesker kan tåle meget. Vi kan godt tåle at fryse, vi kan godt udholde at være sultne ind imellem. Men det vi dårligst kan tåle, det er hvis ingen mennesker vil møde vores blik. Hvis ingen vil se os i øjnene. Hvis vi altid føler os overset eller set lige igennem – som om man ikke eksisterede. Vi kan ikke tåle, hvis mennesker gør sig blinde over for os.

 

I dagens evangelium hører vi om en blind tigger, der sad ved vejen. Om mennesker tit overså ham eller lod som om, han ikke var der, det ved vi ikke. Men vi ved i hvert fald, at en dag, så kunne man ikke overhøre ham. For han råbte på Jesus, råbte højt om hjælp. Man prøvede at tysse på ham. Men han råbte bare endnu højere. Og Jesus hørte ham, og Jesus så ham. Og Jesus tog ikke noget for givet, men spurgte manden: hvad vil du gerne, at jeg skal gøre for dig? ”Herre, at jeg må kunne se”.

Den blinde fik sit syn. Og det første han så, det var Jesu ansigt. Jesu øjne. Han så, at han var set på med gode øjne.

 

Hvis prædikenen i dag skulle koges ned til én sætning, så må det være den sætning. Den bøn, som den blinde tigger bad: ”Herre, at jeg må kunne se”.

Det kunne være vores bøn hver eneste dag.

Herre, at jeg må kunne se – at jeg må kunne se mit medmenneske - med et blik uden for-domme.

Herre, at jeg må kunne se. At jeg må kunne se hvad der er vigtigt – skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Herre, at jeg må kunne se din kærlighed og trofasthed – at du ser på mig med dine gode øjne.

At jeg må kunne se – et håb, en vej at gå, se, hvor der er brug for mig, se hvor der er hjælp at hente.

 

I dagens evangelium hører vi om at den blinde blev seende. Men vi hører også om, at der var nogen, der havde raske øjne og som alligevel ikke kunne se. Det var disciplene. De kunne ikke se meningen med det, Jesus sagde.  

Jesus sagde, at når han kom op til Jerusalem, så ville det være lidelse og død, der ventede ham der. Han ville blive hånet og spyttet på. Ydmyget. Han ville blive pisket og slået ihjel. Og – han ville opstå på tredjedagen. Disciplene kunne ikke se meningen i at Guds udvalgte skulle pines og dø – og det med opstandelsen var vel nærmest ufatteligt.

 

Hvis vi rigtigt tænker over det, så er det vel lige så svært for os at forstå, som det var for disciplene. Gud gjorde sig til ét med Jesus. Derfor var det også Gud selv, der blev spyttet på. Det var Gud selv, der blev pisket og korsfæstet. Hvorfor? Hvorfor gik Gud den vej? Hvorfor satte han ikke bare hårdt mod hårdt over for menneskene, sådan som vi af og til hører om det i Det gamle Testamente? Måske fordi kulde og had kun kan overvindes fuldstændigt på én måde – gennem nåde og kærlighed. Gud gik den vej fordi Gud er den kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Den kærlighed, der aldrig hører op. Som er stærkere end døden. Den kærlighed der kan vælte klipper, smelte isbjerge og rense skyld af – for nu at bruge billedsproget fra den salme, vi sang før prædikenen.

 

Vi har lært Gud at kende som den, der var villig til at gå igennem ydmygelse, lidelse og død – og som har et liv i sig, der overtrumfer død og kulde.

Det er til ham, vi beder bønnen, som den blinde tigger har lært os: Herre, at jeg må kunne se.

 

Herre, at jeg må kunne se…. At jeg må kunne se at Gud også i dag forbinder sig med ethvert menneske, der lider. Så vi kan kende Guds ansigtstræk i det menneske, der føler sig ydmyget og set ned på. I det menneske, der lever i krigens ruiner og flygtningelejrenes telte. I det menneske, der føler sig bange, magtesløs, forladt.

 

Herre, at jeg må kunne se … at vi må kunne se på vores verden med med-lidenhedens og solidaritetens blik. Så vi ikke bliver ligegyldige og kyniske. Men lad os aldrig se på verden med håbløshedens blik, for vores verden er også Guds verden, og den er aldrig uden håb. Gud har et liv i sig der overtrumfer død og kulde.

 

Herre, at jeg må kunne se…. At vi er set af dig - og omsluttet af en tilgivelse og en ømhed, der er større end vi kan forestille os. Amen.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.