Evangeliet til 2. søndag i fasten 2020

Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«

Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« (Markus evg. 9,14-29)

(Nedenstående prædiken er holdt i Taulov Kirke inden corona brød voldsomt igennem. Og corona er ikke nævnt med et eneste ord i prædikenen! Men forhåbentlig kan prædikenen være til trøst og opmuntring i disse coronatider.)

 

Prædiken til 2. søndag i fasten 2020.

 

Jeg ved om mennesker, der er blevet helbredt på måder, som lægevidenskaben ikke kan forklare. Jeg ved om mennesker, der har oplevet at smerter og sygdomme er forsvundet i samme øjeblik der er blevet bedt for dem, bedt om at Jesus ville helbrede dem. Det er vidunderligt. Det kan jeg ikke andet end glæde mig over. Jeg kan ikke andet end glæde mig dybt og inderligt over, hver gang et menneske bliver befriet fra smerte og sygdom.

 

Jeg ved også om mennesker, for hvem det ikke er gået sådan. Jeg husker fx en ung kvinde, som jeg talte med for mange år siden i en hel anden del af landet. Hun kom og var tynget. Hun havde fornylig siddet sammen med nogle venner, som havde fortalt om, hvordan de havde siddet på sygehuset hos en dødssyg ven, hvor lægerne havde opgivet behandling. De havde bedt for ham, og miraklet var sket. Vennen var blevet rask.

Men denne unge kvinde havde selv prøvet at sidde ved en sygeseng. Nemlig hendes mors. Og hun havde bedt og bedt til Gud om at hendes mor måtte overleve. Men hun døde. Og efter at den unge kvinde havde hørt de her venner tale om miraklet på sygehuset, så følte hun det som om hendes byrde var blevet endnu tungere. Nu var det ikke kun sorgen og savnet hun måtte bære. Nu var det ikke kun det, at hun nok var lidt vred på Gud. Nu var tanken også kommet ind i hende, at det måske var hendes egen skyld. Havde hun ikke bedt nok? Eller havde hendes tro ikke været stærk nok? Sådanne nogle tanker er alt for tung en byrde at bære på.

 

Jeg kom til at tænke på hende her i forbindelse med dagens evangelium, hvor vi hører om en desperat far, der beder og bønfalder om hjælp til sin søn og råber: jeg tror – hjælp min vantro.

Faderen siger om sin søn, at han er besat af en dæmon. I dag og i vores del af verden ville vi nok kalde det epilepsi. Det som faderen beskriver minder i hvert fald om et epileptisk anfald. Men det er i og for sig ligegyldigt, hvad det er, for det er under alle omstændigheder noget, der ødelægger og forkrøbler drengens liv. Og det er forfærdeligt for en far at se på. Så faderen beder og bønfalder – og Jesus helbreder og befrier drengen.

 

Bøn er et nøglebegreb i dagens evangelium. Ganske ofte handler vores bønner om noget vi ønsker os.  Det kan både være ønske om noget, der ikke sådan er af afgørende betydning for os. Men det kan også være det allervigtigste, der er på spil. Som faderens bøn – og som da den unge kvinde bad for sin mors liv og helbredelse. Og erfaringen fortæller os, at nogle gange går det som vi ønsker, håber og beder om. Og andre gange gør det ikke. Jeg tror vi har lov til vedholdende og indtrængende at bede om alt det vi ønsker os – fra det mindste til det allerstørste. Men bønnen giver os ikke magt til at betvinge en situation – og derfor pålægges vi heller ikke det tyngende ansvar, som den unge kvinde følte.

 

Vi kan bede om det vi ønsker os. Men jeg tror at bønnens inderste og dybeste væsen findes et andet sted. Jeg tror, at bøn er en træning i at give slip / at hengive sig / at overgive sig selv til Gud. Jeg tror, at bøn er at betro sig selv og alt det, man er og rummer – at man må betro det i Guds hånd. Både glæden og taknemmeligheden – og også smerten og vreden over det, som ikke gik, som man så inderligt havde håbet på og bedt om. Jeg tror at man gennem bønnen kan få hjælp til at stole på, at uanset hvordan livet end former sig, så er man aldrig gudsforladt eller uden for Guds kærlighed. At han omfatter både den raske og den syge med den samme ømhed. Jeg tror, at man gennem bønnen kan få kraft til at bære det, der synes ubærligt.

 

Jeg tror, at vi gennem bønnen kan finde hjælp til at skelne mellem – på den ene side - hvad vi har magt over og ansvar for og – på den anden side - hvor vi er magtesløse og må lægge ansvaret fra os. For der, hvor vi kan gøre noget –  der hvor vi faktisk kan formå at hjælpe og gøre en forskel – der har vi også ansvar for at gøre det. Gennem bønnen kan vi få hjælp og mod til at tage det ansvar på os. Og i bønnen har vi også lov til at lægge det fra os, som vi ikke magter. Det som vi ikke kan gøre noget ved. Det, som vi må prøve at forsone os med. Det må vi lægge i Guds hånd og sige: her er jeg magtesløs, Gud, nu må det være dit ansvar. Jeg tror, at man kan forandres gennem bønnen. Jeg tror at bønnen er en træning i at sige: Vis mig din vej Gud, og giv mig mod til at gå den. Ske din vilje.

 

Vi lever med både styrke og skrøbelighed. Og Gud lever med os i både det ene og det andet. Der er så meget vi kan. Der er så vidunderligt meget vi kan. Vi kan bl.a. lave medicin, der kan hjælpe epileptikere, som drengen i historien. Og Gud er med i laboratoriet, og glædes, når medicinen udvikles. Vi har på mange områder formået at skabe en tryghed og sikkerhed om vores liv, som tidligere generationer ikke har kendt. Så vi lever med en styrke.

Men vi lever også med skrøbeligheden. På et øjeblik kan vores tilværelse slå en kolbøtte. Det som vi troede var sikkert, kan smuldre for os. Uanset om vi så har tegnet alle mulige forsikringer, så kan vi opleve at tingene ramler. Men Gud er også med os i det – midt i ruinerne, af det, der ramlede.

Så ligger vi der og kan ikke komme op ved egen kraft, for vi har ikke det, der skal til. Men så kom der én og rakte os en hånd, hjalp os op, der hvor vi ikke troede det var muligt. Var det ved et andet menneskes hjælp? Var det ved Guds hjælp? Det er ikke til at sige, for de to ting kan ikke skilles ad. Helligånden betyder at Gud er midt i det hele. Gud er i det liv, vi lever med hinanden. Gud møder os i det menneske, der har brug for vores hjælp, og Gud møder os i det menneske, der rækker os sin hånd og hjælper os på benene. Amen.