Hent prædiken som lydfil - klik her
 

Midfaste søndag d. 22. marts 2020 i Taulov Sogn

 

Velkommen i Taulov Kirke denne midfaste søndag, d. 22. marts 2020, i denne nedlukningstid, dag nr. 11.

 

Vi skal læse evangeliet og udlægningen af det.

I dag finder vi evangeliet hos evangelisten Johannes i kap. 6, v. 24-35:

 

I Salmebogen s. 1092-93.

Eller hos Bibelselskabet: https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke

 

Prædiken

Jeg er livets brød, siger Jesus.

Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Mange blev bange for ikke så mange dage siden, da statsministeren gjorde alvor af den situation, vi lige pludselig opdagede, vi stod i. Hun lukkede landet ned.

Med et svuptag blev skoler, børnehaver, biblioteker og alt, hvad der af statslige institutioner kunne lukkes ned, lukket ned. Så nemt var det ikke i virkeligheden, men da ordene løb blev de lynhurtigt til virkelighed i folks hoveder.

Beskeden kom om aftenen efter almindelig arbejdstid, og ikke lang tid derefter fyldtes parkeringspladserne ved supermarkederne nærmest over hele landet.

For hvad nu hvis der ikke kom mere på hylderne?

Vi er alle stopfodret med katastrofefilm og – serier, og mange af os har derigennem erfaret, hvor galt det kan gå. Vi vil ikke pludselig side uden noget, uden at have forsøgt at sikre os et par dage ekstra.

Det på trods af at statsministeren jo fik sagt, at der er mad nok.

Forsyningslinjerne er i orden.

I behøver ikke at købe mere ind.

I behøver ikke købe mere, end I plejer.

Men mange gjorde det, og mange gjorde det, fordi de blev bange.

Var der grund til at blive bange.

Så afgjort, ja.

Ingen kan se ud i fremtiden og se, hvordan denne usynlige skygge lægger sig over vores land og resten af verden.

Nu gør vi det, som vi er blevet bedt om.

At holde os hjemme, holde os for os selv i hvert fald fysisk.

Det efterlader os jo heldigvis med de tekniske muligheder, som er intakte.

Vi kan tale i telefon, tale sammen på nettet med livebilleder af os selv og de andre.

Sådan kan de fleste af os egentlig ret nemt holde kontakten til omverdenen.

Husk på, hvordan det var for bare tyve-tredje år siden.

Mobiltelefonen var en sjældenhed, og den var ikke ret fiks dengang.

At ringe over lange afstande kostede en formue.

Det almindelige brev var en gave skrevet med hånden på papir, når venner eller slægtninge skrev og fortalte om, hvordan de havde det.

Så kunne et svar på et enkelt spørgsmål være dage eller uger undervejs, inden det nåede frem.

I dag forventer vi et svar på få sekunder. At forvente den slags svar er som at leve i et af de nye F-35 jagerfly, der med et brag har overfløjet dig på himlen. Dens teknik er lige så skrøbelig som vores hverdags døgnrytme i en tid med uvished og lurende sygdom. Den kan gå stykker og stå ubevægelig på landingsbanen.

Vi kan blive invaderet og ryste af feber, mens vi håber på, at åndedrættet og hjertet klarer turen.

Når vi bliver truet, trækker vi os ind i os selv. Vi prøver at finde en form, som vi kan være i sammen med dem, der betyder noget for os, og som kan være sammen med os på en eller anden måde, nu hvor vi ikke kan omfavne hinanden og sidde tæt.

Nu passer det jo ikke helt, at vi ikke kan omfavne og sidde tæt med hinanden.

Os der bor sammen med nogen eller lever i et særligt forhold med nogen, må gerne sidde tæt og omfavne hinanden.

Så længe vi er opmærksomme i det offentlige rum som fx i supermarkedet, hvor vi ikke skal hen i myldretiden lige efter statsministerens tale, eller når vi kan se, at parkeringspladsen er fyldt. Vent hellere til den er halvtom.

Vi kan kysse og kramme dem, vi bor sammen med eller har en særlig aftale med, så længe de er med på det.

Vi kan tage den andens hånd og mærke, at der er rigtige mennesker i dette land og i dette liv.

Vi er ikke alene, også selvom vi kan komme til at føle, at vi både rives og trækkes fra hinanden, når vi ikke kan komme ud, og når vi ser, at andre mennesker forsøger at undgå og undvige os.

De gør det ikke, fordi der er noget i vejen med dig eller mig.

De gør det, fordi de er blevet bedt om det.

De er blevet bedt om at tage hensyn og ikke være en risiko for dig og mig.

Brødkasserne i supermarkedet kan være tomme, men de er det sjældent alle sammen. Det er typisk de kasser, hvor brødet var på tilbud, der er tomme først.

De andre kasser tømmes, når sidste salgsdato nærmer sig, så kommer der tilbudsmærker på, og man kan få poserne for en slik.

Brød er brød.

Næring, mel, vand og kerner. Det mætter, men det mætter ikke længe.

Vi har alle antenner ude og opfanger en masse signaler.

Hvad er dagens tal? Hvad må vi ikke længere? Hvem har nu overtrådt et forbud? Hvem er fanget i et fremmed land?

Midt i alt det tømmes vores hoved for substansen, for det der gør os til mennesker. Det der lader os hænge sammen som fællesskab. Sliddet på vores nedlukkede land spænder solidariteten til bristepunktet.

Det er mig først – sætningen ligger på lur og venter på det øjeblik, hvor der i det pressede fundament slås en lang revne.

Brødet fra hylden i supermarkedet gør det ikke alene. Det mætter ikke helt.

Jesus kan lave alt det brød i verden, som vi har brug for, og vi kan spise ufattelige mængder og alligevel blive sulten.

Hvad vi har brug for er håbet og modet til at tro, at vi sammen på trods af individuelle længsler, ønsker og krav kan gå linen til ende.

Han har givet os livets brød i årevis, og vi, som kender det brød, ved, hvor godt det smager, når kirkedøren er låst og lukket i.

Så savner vi det, vi kender, men vi kender det, heldigvis.

Det forjættede land flød ifølge Det Gamle Testamente med mælk og honning.

Et land hvor alt var i orden, og hvor mennesker kunne leve i frihed og fællesskab.

Det var drømmen, fordi i Guds Rige er næstekærlighed og respekt for det andet menneske livets brød. Jesus er det menneske. Jesus er en del af hvert et menneske.

I vores medmenneske møder vi Jesus – i den unge, i den gamle, i den syge, i den raske, i den rige og i den fattige.

Derfor bryder vi brødet, og deler det med hinanden, så han kan holde os sammen og holde os fast på, hvad det hele handler om.

Vi bliver ved med at bryde brødet og dele det med hinanden, for det var det, Jesus lærte os. Vi deler hinanden og er en del af den anden.

Vi går kun vejen alene, når der ikke er nogen anden udvej.

Den sidste vej – dødens korte tur til den næste verden og gensynet.

Vejen gennem livet kan være stenet og fuld af tidsler.

Vejen kan gøre ondt, og vi kan nå grænsen til fortvivlelse, men han er med os hele vejen, og vi skal hverken sulte eller tørste undervejs, når vi går sammen med ham.

Han vil give os livet og puste ånde ind i den slappe og fortabte og håbsløse krop, og skabe os om på ny.

Han vil åbne porten og lukke os ind i sit hjem, og vi vil føle os hjemme og i trygge hænder. Tak. Amen.

Kirkebøn: Lad os bede sammen.

Det er som om, der er blevet trykket på en knap eller som om, der er gået en sikring et sted, for din verden, Gud, er ikke som den plejer at være.

Situationen gør os utryg, og vi prøver, så godt vi kan at forstå, hvad der kræves af os.

Herre, vi beder dig om hjælp til holde modet oppe, til at se klart, hvad der er brug for både hos os selv og hos andre.

Vi beder om hjælp særligt til de sårbare, som er i risiko for at gå tabt.

Vi beder for dem, der arbejder i farezonen i sundhedssektoren dag og nat.

Bliv ved med at indgyde dem udholdenhed og håb.

Trøst de syge og deres pårørende.

Tag imod de døde og støt os i den sorg, mange føler uanset om de kender nogen, der er syge eller ej.

Berolige dem, der ikke forstår, hvad der foregår og lad dem mærke din tålmodighed med verden, som er et sted, hvor ingen af os kan overskue alt.

Lad os være puslespilsbrikker for hinanden og mærke, hvordan vi passer sammen og skaber motiver til manges glæde og lykke.

Lad din marts vind kærtegne vore kinder og farve dem røde. Må den friske luft fylde vore lunger og berolige vore hjerter i taknemmelighed over, at vi aldrig er alene, men altid er i nærheden af din søn, Jesus Kristus. Amen.

God søndag og fred være med jer alle!