2. Påskedag 2020

Klik her for at lytte til prædikenen som lydfil

Evangeliet til 2. påskedag er fra Johannes evangeliet 20,1-18

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven.  Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham, som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.«  Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven.  De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven;  han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind.  Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der  og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv.  Da gik også den anden discipel derind, han, som var kommet først til graven, og han så og troede.  Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.  Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven  og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne.  De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.«  Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.  Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.«  Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester.  Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.«  Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

Prædiken:

Når der sker noget overraskende siger man: Det er løgn!

Når det forfærdelige sker, tænker vi: Det kan ikke være sandt!

Når der sker os noget skønt, aner vi: Det er for godt til at være sandt!

Hvad er det for en forestilling vi har om sandhed

der udelukker det overraskende, forfærdelige,

det skønne og gode

Og kun tolererer det normale, det dagligdags som sandt?

 

Sådan skriver Villy Sørensen i et digt fra bogen ”Vejrdage”. Hans digt er en protest mod at vi har en tendens til at ville  amputere og beskære sandheden, for at den skal kunne passe ind i den snævre ramme vi kalder det normale og det dagligdags.

 

Jeg syntes, at det er et passende digt at begynde prædikenen med her i dag på anden påskedag. For netop påskedagenes evangelium går jo langt ud over det forståelige, det normale og dagligdags. Her sprænges rammerne virkelig..

 

Kristus stod op fra de døde. Mere usædvanligt kan det ikke blive. Længere væk fra det normale og dagligdags kan vi ikke komme. Opstandelse er absolut ikke forventeligt.

 

Maria Magdalene forventede heller ikke at møde budskabet om opstandelse, da hun gik ud til Jesu grav den tidlige morgen i det allerførste spæde morgenlys. Hun gik vel derud, fordi det var det eneste sted, hun kunne forestille sig at gå hen. Hvor skulle hun ellers være? Det var vel trods alt der, hun var nærmest ved ham. Ham, som havde givet hende livet tilbage ved at drive hendes indre dæmoner på flugt. Ham, som havde givet hende selvværdet og glæden tilbage. Og ham, som nu var død.

 

Hun forventede ikke at møde opstandelsen, og da hun så den tomme grav, blev hun heller ikke fyldt af glæde. Tværtimod blev hendes fortvivlelse endnu dybere. For nu havde hun ikke engang Jesu døde krop at forholde sig til. Nu var der bare endnu mere tomhed og fravær.

Synet af den tomme grav gav hende ikke tro. Sådan gik det for Johannes og Peter. Men ikke for Maria. Synet af de to engle gav hende heller ikke tro, ja ikke engang synet af den opstandne Kristus gav hende tro, for hun genkendte ham ikke.

Opstandelsen blev først virkelighed for Maria, da hun hørte Kristus sige hendes navn. Først da kunne hun tro, at Guds liv og kærlighed er stærkere end alt andet.

 

Det kan være, at vi ind imellem har det ligesom Maria Magdalene, at opstandelsestroen ikke kommer så let, og at vi mest kan anse det for at være sandt, som vi kender som det dagligdags og normale. Da kan det være godt at stille sig ganske tæt ved siden af hende. For at blive mindet om, at troen, den finder man ikke selv. Maria fandt ikke Kristus. Hun stod der med sine tårer, sin  længsel og sin magtesløshed, og da fandt Kristus hende. Hun genkendte ham ikke, men han genkendte hende, og han sagde hendes navn. Opstandelsestro, det er ikke noget, man selv kan få til at vokse frem. Det er at få lov til i ny og næ at drikke en styrkende dråbe fra påskeliljens gule bæger. Sådan formulerer Grundtvig det så poetisk i en af sine påskesalmer. En lille dråbe af håb og glæde, som kan give os mod til at leve vores liv. At høre Kristus sige sit navn den morgen i gravhaven, det var for Maria som en livgivende dråbe. Der blev opstandelsen virkelighed for hende.

 

Lad os lige blive lidt ved det her med at blive kaldt ved navn. Vi ved godt, hvor vigtigt det er for os. Hvis man i et diktatorisk regime ønsker at knække en gruppe mennesker, så tager man deres navn fra dem og gør dem til numre i stedet for. Det er ydmygende og fornedrende.

Omvendt, så bliver vi glade og opløftede, når vi bliver kaldt ved vores navn. Så ved vi, at vi er set og genkendt. Så føler vi, at vi har en plads.

At høre sit navn kan være som en kærlighedserklæring. Jeg vil gerne fortælle en lille historie om det. Historien har jeg fra Jan Kjærstads roman Erobreren.  I den her lille fortælling hører vi om, at romanens hovedpersonen, Jonas, han får en lillebror, da han er i sine første teenageår. Lillebroderen, Benjamin har downs syndrom, han er det, man tidligere kaldte et mongolbarn. Jonas hader sin lillebror. Han hader, at han er der, at han savler; at han bare sidder der og smiler uden at forstå noget. Ikke mindst hader han, at Benjamin ikke har noget sprog. Og han beslutter, at ungen i hvert fald skal lære at sige et ord. Mælk. Det skal han lære at sige. Det antydes, at Jonas ikke tror det kan lade sig gøre, men at han mest gør det for at ydmyge barnet. Men i hvert fald: Jonas herser med Benjamin hver eneste dag gennem et halvt år. Mælk, mælk. Sig mælk, din idiot. Benjamin siger ingenting, han smiler bare. Så en dag, hvor Jonas igen råber: sig nu mælk, din møgunge!, så sker der noget. Benjamin ser længe på sin bror, og så siger han: Jonas.

Midt i al det her had og alle forbandelserne, så er Benjamins første ord et navn, en kærlighedserklæring. Jonas fortæller, at det var som om der skete et stenskred inde i ham, hadet ramlede sammen og forsvandt, og tårerne løb ned af hans kinder. Benjamin strøg sin buttede hånd over Jonas kind og sagde mælk. Det kan godt være, han ikke forstår så meget, siger Jonas, men han er et geni i kærlighed.

 

Sådan kunne der fortælles tusindvis af små forskellige dagligdags historier om, hvordan det stivnede og hårde liv kan blive levende og blødt. Om hvordan kærlighed kan løsne op og give nye muligheder. Om hvordan mennesker oplever nyt håb og ny glæde. Og man kan vælge at sige, at det er da bare ganske almindelige medmenneskelige fænomener. Ja, vel er det så. Men det forhindrer da ikke, at man også kan se det som tegn på, at opstandelsens Gud er på spil mellem os mennesker. At han lader nyt liv og nye muligheder bryde frem midt i vores daglige liv.

 

Opstandelse er noget der er på spil i vores verden her og nu. Og Opstandelse er også noget vi må tro og håbe på på den anden side af døden.

 

Det var det, Maria fik lov til at opleve den morgen ved graven, hvor hun mødte ham, som hun sørgede over.

Man kan forestille sig, hvordan Maria har villet gribe fat i Jesus, overbevise sig om, at han virkelig var der. Og holde ham fast. Men det fik hun ikke lov til. Hun kunne ikke fastholde ham. På den måde deler hun vilkår med alle os, der også må give slip på vores kære. Vi, der heller ikke kan holde hinanden fast, når døden sætter skel og grænse.

 

Men noget blev afgørende forandret den morgen i gravhaven. Kristus viste sig for Maria og gav hende troen på, at dødens grænse ikke er absolut. Grænsen eksisterer ikke for Gud. Han skaber liv på begge sider af den. Hans rige udfolder sig på begge sider af grænsen.

Kristus kaldte Maria ved navn, ligesom han også kaldte os ved navn, da vi blev døbt. Den jordiske Jesus kunne ikke længere være sammen med Maria, men den opstandne Kristus kunne være nær hos hende, ligesom han har lovet, at han vil være med os alle dage. Også vores sidste dag, hvor vi må håbe og tro, at han igen kalder os ved navn.

Glædelig påske. Amen.