Kirketårnet

Tårnet er opført af store røde teglsten (munkesten) omkring en murkerne af marksten og murbrokker, som er fæstnede i kalk. De oprindelige munkesten menes at være brændt i en ovn, som har ligget i Elbodalen vest for kirken i nærheden af Søholmegård.  Her blev ved arkæologiske undersøgelser i forbindelse med motorvejsbyggeriet i 1970 fundet rester af en middelalderlig teglovn og nogle røde munkesten af samme størrelse som dem, der er anvendt til kirketårnet.  Også fundet af et brudstykke af karmen til et romansk kirkevindue på stedet sandsynliggør, at det er stenene til kirketårnet, som er brændt her. Dette brudstykke er bevaret på Søholmegård. 

Tegn i bygningskonstruktionen tyder på, at det hvælvede loft i tårnrummet ikke har været der i tårnets første tid, idet en tilmuret dør- eller vinduesåbning i tårnets østvæg i højde med kirkeloftet og nu delvis dækket af hvælvingerne næppe har været i brug, mens der har været hvælvinger i tårnrummet.

Den tilmurede åbning tangeres, ifølge Mogens Lebech af buen mellem skibet og tårnet, hvilket kan betyde, at underetagen i tårnet ikke fra begyndelsen har været lagt til kirkerummet, men at åbningen her imellem først er etableret, da der er bygget hvælvinger i tårnrummet. En tidligere teori fremsat af Mogens Lebech om, at tårnet fra første færd måske har stået adskilt fra kirkebygningen kan nok forklare en anvendelse af den tilmurede åbning, men denne teori er vel næppe holdbar, idet det må formodes, at granitkvadrene i tårnets sokkel er fra skibets nedbrudte vestgavl. Endvidere har en eventuel østligere placering af skibets gavl givet en kortere afstand til indgangsdørene, end hvad der er sædvanligt for romanske kirkebygninger.

I forbindelse med bygningen af det nye orgel, blev der af Nationalmuseet i 1982 foretaget en undersøgelse i vestenden af skibet. Herved afsløredes nogle rester af et gammelt fundament under stolestaderne ca. 1 meter fra skibets vestende. Hvorvidt der er tale om et fundament til en tidligere vestgavl eller måske et brudstykke af en forgænger for kirken kan næppe afgøres uden en større undersøgelse. 

Om tårnet ved dets opførelse også har haft et formål som tilflugtssted for sognets folk i ufredstid er uvist.  Der er ikke kendskab til, at det har været i anvendelse dertil, men det har jo i nogle århundreder i kraft af at være sognets stærkeste bygningsværk nok været udmærket egnet hertil. 

Det har tidligere været almindeligt at opbevare tiendekorn i kirketårnene og således måske også i Taulov. I tårnrummets sydvæg ses et meget smukt gotisk vindue. 

Årstallene 1863 og 1868, som er markeret på tårnet, henviser altså ikke til opførelsesår men til gennemgribende restaureringer, som er blevet afbrudt i krigsåret. 

Kamtakkerne er sandsynligvis opsat ved én af disse restaureringer. Seneste større restaurering af tårnet er foretaget i 1952, da ydermurene mod syd og vest er blevet genopbygget af nyfremstillede munkesten. 

 I tårnets nordmur, som er den oprindelige, ses en mængde bomhuller i murværket.  Her ved tårnets nordmur har tidligere været anbragt et trappetårn af bindingsværk, som har været adgangsvej til tårnets øvre del. 

Den tidligere døråbning i tårnet ses endnu højt oppe. Der er nu isat et vindue. En zig-zaglinie, som viser trappens fæste i tårnmuren, anes endnu på stedet.               

Nu kommer man ind til tårnets øvre del fra kirkeloftet.  Der er her foretaget en simpel gennembrydning af tårnmuren, som i øvrigt synliggør murkonstruktionen.